Hvor skal jeg bo (II)?

Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.

Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.

Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.

Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.

Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.

Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.

Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.

Blæksprutte

Fisk er godt. Frisk fisk er bedre. Men frossen blæksprutte er bedst.

Okay, blæksprutter er ikke fisk. Jeg aner faktisk ikke, hvad de er. Medlemmer af natskyggefamilien eller en lignende fordækt loge, må man gå ud fra. De opfører sig i hvert fald skummelt, både i og uden for køkkenet.

Vi har alle sammen siddet på en græsk taverna med fødderne i vandskorpen og spist blækspruttesalat og drukket ouzo med en kæreste engang i firserne eller halvfemserne. Men den blæksprutte, som I deltes om, var ikke hevet op af det ægæiske hav samme morgen. Eller samme uge. Eller samme måned, hvis vi taler sommerferieminder. De blæksprutter, som serveres i Grækenland, er fanget om vinteren - og der er stor sandsynlighed for, at de tilbragte deres liv i Atlanterhavet, snarere end i Χανιά-bugten.

Jeg fraråder den primitive teknik med at gennembanke det slimede kræ med kagerulle eller tom vinflaske før tilberedning, da det er besværligt at skrubbe indtørrede sugekopper af lamper og loft. Gør i stedet som portugiserne (og grækerne), og frys kræet ned i 24 timer. Det mørner kødet og gør det nemt at stege eller dampe mørt.

Når man har dampet blæksprutten (ca. 45min) og skåret den i passende stykker, er der frit slag, hvis man vil lave blækspruttesalat: Bland med kogte kartofler, bønner, kikærter eller alle tre. Tilsæt rå løg (rødløg er pænest), peberfrugt (farven er valgfri), hvidløg, olivenolie, persille, koriander eller rucola (som på foto). Chili er også godt.

Som hovedret plejer portugiserne at servere blæksprutte 'a lagareiro', dvs. på olie-presserens facon, hvilket betyder, at det blødkogte bæst overhældes med kogende olivenolie og hvidløg før servering. Man kan også bruge den færdigkogte blæksprutte i retten 'arroz de polvo', hvor stykkerne blandes med ris. Det sjoveste er at braisere blæksprutten i vin & grøntsager, som om der var tale om et stykke oksekød. Saucen bliver ekstremt mørk og klistret som en god fond. Jeg brugte engang portvin i stedet for alm. vin, men det blev sgu for voldsomt...

Vin på restaurant

Har man blot en enkelt gang studeret vinhylderne i det lokale supermarked, vil man med god grund blive skuffet, når man bladrer vinkortet igennem på de fleste små restauranter i Lissabon. For kortet rummer fandeme de samme vine, som supermarkedet længere nede ad gaden sælger.

Hvis det samme gjorde sig gældende i Kbh, ville man med god grund blive rasende, for hvem ville gide drikke Lindeman eller Undurraga til 250 kr. flasken, når samme flaske er til salg rundt om hjørnet til 1/6 af prisen?

Sådan er det heldigvis ikke helt i Lissabon. Flasken til fem euro i supermarkedet koster formentlig kun det dobbelte i restauranten. Og hvis man er vovelysten, kan man afprøve husets vin (serveres i jarro, meio jarro og i sjældne tilfælde i 'penalti' - et stort glas, der skylles ned som et straffespark (?)).

Der bliver produceret så meget vin i Portugal, at enhver restaurant af en vis størrelse burde kunne arrangere et eksklusivt vinkort med ting & sager, som naborestauranten ikke har. Så hvad skyldes denne mangel på vovelyst hos restauratørerne?

Forklaringen er bl.a., at de mindre portugisiske vinproducenter overvejende sælger deres produkter i lokalområdet. Kun de store producenter har råd og tid til at sende deres sælgere på handelsrejse. Og når fortjenesten på en flaske vin er så beskeden, orker restauratørerne heller ikke rigtigt at gå på jagt i det brogede vinlandskab.

Kyllingekaviar

En hvilken som helst portugisisk slagter vil kunne opvise mindst to og formentlig fire eller fem typer fjerkræ.

Basiskyllingen (frango) er cirka dobbelt så velsmagende som Brugsens våde version og halvt så dyr.

Frango do campo betyder direkte oversat 'landkylling'. De vejer cirka 2 kilo, har nærmest orange skind og en kilopris på omkring 4-5 euro.

Frango caseiro = 'hjemmelavet kylling' nærmer sig 3 kilo og kommer som regel fra slagterens bedstemors lille hønsefarm. Steges ved lavere varme end normal kylling, da de muskuløse lår kræver usædvanligt lang tid i ovnen. Skær evt. brystet fra efter 30 min.

Galinha ligner Irmas økologiske kyllinger på afstand, men lader sig hverken stege, braisere eller grille. De skal i gryden og koge med grøntsager i mindst 2 timer, før de giver smag fra sig. Kødet er lige til lossepladsen bagefter, men suppen er god.

Vagtler ... Det lyder fancy, men er det ikke. De sælges som regel dusinvis og har samme kilopris som hakket gris fra Aldi.

Og bemærk så endelig, at de fleste slagtere har mystiske ophobninger af æggeblommer i disken. Det er kyllingekaviar (læs: æggestokke), udtaget fra hunfuglenes bug. En delikatesse, synes nogle. Jeg undlader at bringe fotos.

Æggeblommer hedder i øvrigt 'gemas do ovo' på portugisisk, hvilket betyder 'æggets juvel' (jf. gem på eng.).

Tærte (næsten) uden æg

Personligt er jeg ikke alt for vild med de mange æggebaserede kager og desserter i det portugisiske køkken. Der er æg - navnlig æggeblommer - i alt, hvilket iflg. overleveringen skyldes, at man på de mange klostre i landet brugte æggehviderne til at klare vinen. Æggeblommerne, der hobede sig op i køkkenerne, skulle bruges til noget, og det blev altså til kager. Det er også forklaringen på, at så mange af kagerne har semi-religiøse navne, Toucinho do Ceu (himmelsk bacon), Bolo do Convento (klosterbolle) etc.

Nu har jeg langt om længe fundet en kage, som jeg gider spise i større mængder. Der er tale om en mandeltærte, og der indgår kun ét enkelt æg i opskriften. Firmaet, der fremstiller tærten, startede for et par år siden som et enmandsforetagende, men i dag findes der 4-5 outlets i byen, som sælger én ting: tærte. Enten med mandler eller med pinjekerner. De koster ca. 20 € stykket og kan mætte 12 personer.

Hvis man selv vil lave tærten, er det ganske nemt. Det vigtigste er at bage den lidt længere, end man synes er rimeligt. Den smager nemlig bedst, når karamellen er næsten sort.

Kagebund:

150 g sukker

1 helt æg

200 g hvedemel

125 g blødt smør

Rør sukker og æg sammen, til det bliver cremet. Tilsæt skiftevis smør og mel, indtil dejen bliver tyk og klistret.

Bred dejen ud i en tærteform (2-3 cm høj, 25 cm bred) med løs bund. Dejen klistrer en del til fingrene, så det er smart at dyppe fingrene i varmt vand ind imellem.

Bag dejen ved 180 grader i varmluftsovn i 15-20 minutter. Overfladen skal være lysebrun, og kanterne må gerne branke lidt, men hold øje med, at det hele ikke bliver for mørkt.

Mandelfyld:

125 g sukker

125 g smør

4 spsk mælk

125 g mandler (hakkede eller i splitter)

Mens tærtebunden bages, blandes sukker, smør og mælk i en gryde. Lad det koge op. Tilsæt de hakkede mandler, og rør rundt, indtil det begynder at boble vildt.

Hæld den skoldhede mandelblanding ud i den færdigbagte bund, og stil formen tilbage i ovnen, stadig ved 180 grader. Bag tærten i 12-15 minutter. Den færdige tærte har en mørkebrun overflade. Lad tærten køle lidt af, før den løftes ud af formen.

Til stranden

Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen

Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.

Ud på savannen

Hvis ferien strækker sig over mere end en lang weekend, er det værd at overveje en lille køretur mod øst, hvor den iberiske savanne breder sig hele vejen til en spanske grænse. Turen kan klares på 3-4 timer, inklusiv frokost. Man kan også tage en overnatning og køre hjem næste dag. Gør fx således:

1) Lej en bil.
Nemmeste metode er at hente og aflevere i lufthavnen. Så behøver man ikke vikle sig ud af byen, men kan køre direkte ud på motorvejen mod Alentejo.

2) Forlad lufthavnen.
Kør over Vasco da Gama-broen, og drej mod nord ad IC3/N119.

3) Følg skiltene mod Coruche.
Vejen er mere eller mindre snorlige og fører gennem et landskab med korkege og storkereder.

4) Snup en pause på en landevejscafé.
Garanteret turistfrit område.

5) Gør eventuelt holdt ved en af grøntsagsboderne langs vejen.
I maj/juni sælges vilde asparges, hen på sommeren er det kirsebær og meloner, og senere finder man figner, æbler og pærer. I vinterhalvåret er der masser af clementiner og appelsiner.

6) I Coruche fortsættes mod Mora.
Her kan man hos Afonso afprøve det ægte Alentejo-køkken. Køreturen hertil tager cirka halvanden time.

9) Efter frokost kan man enten
køre retur via Evora eller
fortsætte til Estremoz og tage en overnatning.