Lissabons layout

Dette oversigtskort er ikke beregnet på detail-skattejagt, men skal give indtryk af de dele af byen, der har turistens interesse.

Den røde pil midt i billedet peger på paradegaden Avenida de Liberdade, Lissabons centrale shoppinggade med alle de store modemærker og en del 5-stjernede hoteller. Læs om gaden her.

De blå, gule, grønne og røde streger angiver byens fire metrolinjer.

Nederst på kortet ses 25. april-broen (den røde, der ligner broen i San Francisco), og i øverste højre hjørne befinder sig den eneste anden bro over Tejo-floden i miles omkreds. Den fører direkte ud på landet (læs om en udflugt til den portugisiske savanne her).

Øverst og nogenlunde midt på kortet finder man lufthavnen, der ligger i magelig taxa-afstand fra centrum. Læs om transport ved ankomst her.

Det store grønne område i byens vestlige område er et naturreservat kaldet Monsanto, der er gennemskåret af cykelstier (tykke dæk anbefales). I 2015 blev en cykel/gangsti mellem centrum og naturreservatet indviet. Den kan man læse mere om her.

Syd for Monsanto ligger Belém, som i dén grad er turistegnet. Læs mere her.

Endelig finder man i bunden af kortet havnebyen Almada, der ikke hører til Lissabon. Det var her, man i gamle dage tørrede torsk. I dag handler det mest om skaldyrsrestauranter. Der går masser af færger over floden. Læs mere her.

Sporvogne & billetter

Af Lissabons oprindeligt sytten sporvognslinjer er der kun fire tilbage i dag: Linjerne 12, 18, 25 og 28. De betjenes alle af vogne bygget i 1930'erne og renoveret i 1990'erne. Der findes også en nyere sporvognsmodel, linje 15, som kører fra centrum og følger en rute langs langs kysten mod vest i retning af Belem.

Den mest interessante af ruterne i indre by er linje 28, som kører fra Campo de Ourique i vest til Graça og Lissabons slot i øst. Undervejs passerer man en række af byens seværdigheder, fx Basilica Estrela og parlamentet, shoppingområdet Chiado, det snørklede boligområde Alfama, loppemarkedet Feira da Ladra og udsigtspunkterne nær slottet, før den slutter på Martim Moniz-pladsen, få meter fra den centrale Rossio-plads. Det er en oplagt og billig måde at skaffe sig overblik over Lissabons form og indhold. Desuden kommer sporvognen dybere ind i byens krinkelkroge end de store sightseeing-dobbeltdækkere formår.

Uden for myldretiden varer turen cirka fyrre minutter. Forsinkelser er dog hyppige og opstår især, når bilejere lige skal ind og ordne noget og derfor parkerer deres biler, så de rager ud over skinnerne. Man ser ofte 3-4 sporvogne holde i kø bag den slags fikse parkeringer.

I turistsæsonen fra marts til oktober kan der være godt proppet i linje 28. Hvis man vil have en siddeplads, bør man undgå tidsrummet mellem klokken 10 om formiddagen og frem til cirka 18. (Ikke at siddepladserne kan kaldes komfortable: ryg og sæder er lavet af træ og ikke bygget til langlemmede nordeuropæere.) Linje 28 kører fra kl. 6 til 23.

YouTube-præsentation af Lissabons 5 sporvognsruter

En enkeltbillet til sporvogn koster ca. 3€ (købes ombord), men man kan også overveje at købe et heldagskort med ubegrænset adgang til sporvogne, metro og bus (men ikke tog). Sådan et kort koster cirka 6€. Et dyrere alternativ er at anskaffe et Lisboa Card (kan købes hjemmefra over internettet eller i lufthavnen og på togstationer), der foruden transport dækker entré til stribevis af museer. Med mindre man påregner at tilbringe hele sin ferie på museer og i sporvogne, er det næppe værd at investere 18, 30 eller 37 euro i kort af henholdsvis 24, 48 og 72 timers gyldighed.

Det smarteste er at købe et såkaldt zapping-kort og fylde på, efterhånden som man bruger det. Selve kortet koster 0,5€, og man kan fylde 5, 10 eller 20€ på. Opfyldning foretages på metrostationer eller i udvalgte kiosker. Kortet giver adgang til sporvogne, metro, busser, færger plus den stærkt overvurderede Santa Justa-elevator.

Fra lufthavn til centrum

Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.

Ankomst til lufthavnen

Det begynder allerede i lufthavnen: Mens man står og venter på sin bagage ved transportbåndet, kommer en lille vogn trillende ud og ind mellem de rejsende. Den sælger kaffe og kage og koldt vand. Og der er straks kø ved vognen. For portugisere elsker at proppe ting i munden. Stemningen i lufthavnen er sydlandsk og eksotisk, da Lissabon er hub for flere af de flyselskaber, der beflyver Sydamerika og Afrika. Som nordeuropæisk turist føler man sig bleg og malplaceret blandt grupperne af farvestrålende brasilianske turister og de store, højtråbende familier fra Portugals tidligere kolonier i Afrika, Mozambique og Angola. En hurtig bica (det portugisiske ord for espresso) fra kaffebaren kurerer dog nemt den uoplagthed, man som lowcost-rejsende ofte ankommer med på grund af de tidlige morgenafgange. Men i Portugal er det stadig formiddag: Husk at stille uret en time tilbage.

Lufthavnen ligger omkring seks kilometer fra Lissabons centrum. Taxaturen koster omkring ti euro. Overlad pirattaxaerne uden for ankomsthallen til de mindre velforberedte turister og tag i stedet rulletrappen ovenpå ligesom de lokale. Uden for afgangshallen er der masser af ledige taxaer og hverken kø eller svindlere. Chaufførerne taler som regel engelsk til husbehov og er altid høflige og nysgerrige efter at vide, hvor man kommer fra. Hvis man har mere end håndbagage, bør man lade chaufføren smide kufferten om i bagagerummet. Det tjener han halvanden euro ekstra på.

Man kan også tage metroen fra lufthavnen og ind til byen. Den er billig og velfungerende, men kan virke grusomt støjende, hvis man har vænnet sig til den spøgelsesagtige københavnske version. En enkeltbillet til centrum koster knap to euro.