Når man bladrer i gamle bøger om Lissabon, kan man konstatere, at byen ikke har ændret sig meget i de sidste 200 år. Der er selvfølgelig skudt mange rædsler op i de dyre dele af byen, men mange gader ser ud, som de altid har gjort.
En sådan gade er Rua Possidonia - en herlig hverdagsgade uden en eneste seværdighed (og uden en eneste turist). Fra toppen af gaden kan man enten bestige trappen til venstre, der fører op til Necessidades-parken, eller dreje mod højre og besøge Lissabons største kirkegård, Cemitério dos Prazeres. Man kan også bare gå en tur i gaden, titte ind i de smalle baggårde, hvor børn og katte leger, og slutte med byens billigste kaffe (0,5€) på en af gadens forfaldne cafeer. Sporvogn 28 har sin endestation ved kirkegårdens hovedindgang.
Rua Possidonia ligger klemt inde mellem Necessidades-parken og Prazeres-kirkegården i den vestlige del af byen.
Jeronimusklosteret i bydelen Belém er konstrueret i den såkaldt 'manuelinske' stil - en slags portugisisk gotik, som er opkaldt efter kong Manuel I. Det var ham, der i 1501 satte byggeriet i gang og forærede klosteret til Jeronimus-munkeordenen. Som modydelse skulle munkene bede for kongefamilien og de portugisiske opdagelsesrejsende. Det blev de ved med frem til 1833, hvor klosteret blev nedlagt.
Det er navnlig loftet i Maria-kirken, der imponerer. Jeg får altid associationer til Hogwarts (Harry Potters skole), når jeg kigger op i de spindelvævsagtige hvælvinger.
I dag er dele af klosteret (entré) optaget af et arkæologisk museum (separat indgang og entré), mens Maria-kirken er åben for alle. Her ligger Portugals største helte, søspejderen Vasco da Gama og nationaldigteren Luís de Camões begravet.
Klosteret og den tilknyttede kirke tiltrækker enorme mængder turister hele året rundt, men ankommer man før klokken 10 om morgenen, er der god plads. Husk solbriller! Man risikerer nemlig at blive sneblind af al den kridhvide marmor i området.
Byen Belem er efterhånden vokset sammen med resten af Lissabon. Herude ligger tre af Lissabons vigtigste seværdigheder, som man kan læse om ved at følge disse links:
Man kommer hertil med sporvogn nr. 15E (moderne vogne), der kører fra Praça da Figueira inde i bykernen, passerer Praça do Comercio og fortsætter vestpå langs Tejo-floden. Turen tager godt tyve minutter.
I Belem (der er det portugisiske navn for Betlehem) finder man desuden en botanisk have, præsidentens palads, et hestevognsmuseum, et arkæologisk museum, Monumentet for de opdagelsesrejsende, Søfartsmuseet og kæmpekonditoriet Fábrica dos Pastéis de Belém med de berømte Pasteis de Belém.
Monumentet for de opdagelsesrejsende blev tegnet i 1939 og rejst i 1960. Monstrøsiteten er hverken rejsen eller en omvej værd, men lyset og floden og cementklumpens stramme linjer indbyder til eksperimenterende fotografering.
Lissabon breder sig som nævnt andetsteds over syv høje, men oven på disse høje er anbragt et yderligere antal bakker og stigninger, og på disse finder man som regel en afsluttende sti eller trappe, der fører op i de allerøverste luftlag. Man møder sjældent indfødte på vej op ad de stejleste skråninger - og det skyldes, at lokalbefolkningen kender smutvejene. En lisboet går gerne omveje på halve og hele kilometer mellem punkterne A og B, hvis fugleflugtsruten involverer bjergbestigning.
Hvis man fx skal fra Rossio til Bairro Alto, bør man ignorere bykortets misvisende layout og slentre i en stor bue op gennem Rua Garret, over Carmoes-pladsen og derefter ind i de kringlede gader nord for Calçada do Combro. Alternativet består af en næsten lodret opstigning ad stejle gader via Praça Alegria eller ad trappen Calçado do Duque, der fører frem (men navnlig op) til São Roque-kirken. Glem det.
Når man står i bunden af byen og skal op til slottet, der på kortet ser ud til at ligge få hundrede meter fra Praça Figueira, bør man gøre som stort set alle andre og følge linje 28's noget mindre udmattende rute. Man kan selvfølgelig også bare springe ombord på sporvognen eller tage en taxa - men det er snyd, synes blogejerens bror, der har udtænkt begrebet i blogpostens overskrift.
Af Lissabons oprindeligt sytten sporvognslinjer er der kun fire tilbage i dag: Linjerne 12, 18, 25 og 28. De betjenes alle af vogne bygget i 1930'erne og renoveret i 1990'erne. Der findes også en nyere sporvognsmodel, linje 15, som kører fra centrum og følger en rute langs langs kysten mod vest i retning af Belem.
Den mest interessante af ruterne i indre by er linje 28, som kører fra Campo de Ourique i vest til Graça og Lissabons slot i øst. Undervejs passerer man en række af byens seværdigheder, fx Basilica Estrela og parlamentet, shoppingområdet Chiado, det snørklede boligområde Alfama, loppemarkedet Feira da Ladra og udsigtspunkterne nær slottet, før den slutter på Martim Moniz-pladsen, få meter fra den centrale Rossio-plads. Det er en oplagt og billig måde at skaffe sig overblik over Lissabons form og indhold. Desuden kommer sporvognen dybere ind i byens krinkelkroge end de store sightseeing-dobbeltdækkere formår.
Uden for myldretiden varer turen cirka fyrre minutter. Forsinkelser er dog hyppige og opstår især, når bilejere lige skal ind og ordne noget og derfor parkerer deres biler, så de rager ud over skinnerne. Man ser ofte 3-4 sporvogne holde i kø bag den slags fikse parkeringer.
I turistsæsonen fra marts til oktober kan der være godt proppet i linje 28. Hvis man vil have en siddeplads, bør man undgå tidsrummet mellem klokken 10 om formiddagen og frem til cirka 18. (Ikke at siddepladserne kan kaldes komfortable: ryg og sæder er lavet af træ og ikke bygget til langlemmede nordeuropæere.) Linje 28 kører fra kl. 6 til 23.
YouTube-præsentation af Lissabons 5 sporvognsruter
En enkeltbillet til sporvogn koster ca. 3€ (købes ombord), men man kan også overveje at købe et heldagskort med ubegrænset adgang til sporvogne, metro og bus (men ikke tog). Sådan et kort koster cirka 6€. Et dyrere alternativ er at anskaffe et Lisboa Card (kan købes hjemmefra over internettet eller i lufthavnen og på togstationer), der foruden transport dækker entré til stribevis af museer. Med mindre man påregner at tilbringe hele sin ferie på museer og i sporvogne, er det næppe værd at investere 18, 30 eller 37 euro i kort af henholdsvis 24, 48 og 72 timers gyldighed.
Det smarteste er at købe et såkaldt zapping-kort og fylde på, efterhånden som man bruger det. Selve kortet koster 0,5€, og man kan fylde 5, 10 eller 20€ på. Opfyldning foretages på metrostationer eller i udvalgte kiosker. Kortet giver adgang til sporvogne, metro, busser, færger plus den stærkt overvurderede Santa Justa-elevator.
Hvis man er på udkig efter en
kirkebænk, en forgyldt helgen i naturlig størrelse eller måske en tronstol
udskåret i udrydningstruede træsorter til bedstefar, er Rua de Sao Bento stedet
at begive sig hen. Men her er også knap så antikke sager, blandt andet et par
butikker, der specialiserer sig i moderne dansk/internationalt design fra
1950’erne. Hold øje med PH-kogler eller Børge Mogensen-gyngestole i vinduerne.
I september holder gaden brandudsalg, hvor de fleste butikker er åbne 24 timer
i træk.
Gaden
løber fra trafikknudepunktet Rato i den vestlige udkant af centrum (omkring en
kilometers gang fra Baixa) og er godt forsynet med små restauranter, cafeer og
tesaloner. En af de hyggeligste – As Vicentinas – ligger for enden af gaden i
nummer 700 og bestyres af et par ældre damer, som donerer dele af overskuddet
til godgørende formål (sikkert noget med Jesus). Et hyggeligt sted at spise scones
og tørre skoene, hvis man er blevet overrasket af en forårsbyge. Skråt overfor
ligger butikken Alma Lusa, som sælger nyere portugisisk design, navnlig smykker
og brugsgenstande. Blandt andet kan man finde smukke unikasmykker lavet af
ældgamle kakler, som dykkere har hentet op fra et forlist skib. (Læs mere om
kakler her)
Alma
Lusa: portugisisk designet tøj, smykker og brugsgenstande
Luis Lopes: rigtige, støvede antikviteter,
nogle flere hundrede år gamle.
Tempantigo: statuer og buster Krisen i Portugal har i øvrigt betydet,
at byens tidligere så indkøbsglade indbyggere er blevet tvunget til at sælge ud
af den teknologi, som de ragede til sig under forbrugsfesten. Hvis man er på
udkig efter mindre antikke antikviteter, for eksempel brugte digitalkameraer, mobiltelefoner,
stereoanlæg og musikinstrumenter, bør man besøge Cash Converters i Rua
Alexandre Herculano nr. 80, som er en slags moderne pantelåner. Selv om det kan
virke en anelse herremandsagtigt at slæbe sit rov ud af butikken og forbi den
indgang, hvor folk står i kø for at pantsætte sønnikes digitale trommesæt og den
nyindkøbte køkkenmaskine. Stedet sælger også brugte cykler. Senest så jeg en spritny
mountainbike med gear og lås til 40 euro – hvilket ellers er prisen for at leje
en tilsvarende model i to dage. Der ligger en anden Cash Converters i Rua Pinheiro Chargas, nord for centrum. I den modsatte
ende af byen, i Alfama (nær sporvognslinje 28’s endestation) ligger byens
loppemarked, Feira da Ladra. Markedet er åbent tirsdag og lørdag hele året
rundt. Det er stedet at lede efter antikke (eller i et mindste brugte) bøger,
litografier og tøj. Et Tintin-album på portugisisk koster en euro eller to. Her er både ægte antikvitetshandlere og sælgere af mere sigøjneragtigt tilsnit. Samt
naturligvis billige spisesteder. Prøv for eksempel den lille kakao-bar i bygningen midt på pladsen, som også har et stort udvalg af cookies og den slags.
Hvis
man er på jagt efter brugt tøj af høj klasse og til ingen penge, bør man besøge
vintagebutikken A Outra Face da Lua,
som har to butikker i byen. Den ene ligger i Rua da Assunção 22, midt i
downtown, mens en nyere butik er åbnet i Avenida Almirante Reis, 94A, knap en
kilometer fra centrum. (Restaurante Ramiro ligger i samme gade.) I begge butikker finder man velholdte Levis- eller
Diesel-cowboybukser til under 20 euro samt skjorter, frakker, kjoler og sko i
alle de kendte mærker. Endnu billigere er Humana – en velgørenhedsorganisation
uden synlige tegn på religiøs tilknytning – som har hele to butikker i samme
gade, i henholdsvis nummer 26 og 104. Hvad med en næsten ubrugt regnfrakke fra
Burberry til 25 euro?
