Meget moderne kunst

Trænger man til en dosis moderne kultur oven på Beléms gotiske kirker og munkeklostre, bør man styre mod Berardo-samlingen i samme bydel. Museet har til huse i CCB (Centro Cultural de Belém), der oprindeligt blev bygget til at huse det portugisiske formandsskab for EU (1992).

I dag rummer kulturcenteret restauranter, konferencefaciliteter, små butikker og en fin koncertsal - samt byens bedste moderne museum (hvis man spørger mig). Samlingen tilhører rigmanden José Manuel Rodrigues Berardo (f.1944) og er nu på ottende år udlånt til den portugisiske stat.

Berardo-samlingen er blandt verdens halvtreds mest besøgte museer.
 Louvre er altid nummer 1; Louisiana er p.t. nummer 92.
Se listen her.

Den permanente samling dækker hele det tyvende århundrede og rummer alt fra surrealisme (Salvador Dali, Picasso m.fl.) til pop art (Warhol, Lichtenstein m.fl.) - samt to danske indslag: Asger Jorn og Richard Mortensen. Desuden arrangerer museet skiftende tema-udstillinger i kælderen med splinterny kunst, som regel provokerende installationer eller tissemandstegninger. Børn elsker det.

Berardo-museet har åbent hele året rundt, og det koster intet at komme ind (Update: Fra maj 2017 er det begyndt at koste 5€ at komme ind. Pensionister etc. får rabat). Hvis man ankommer som større gruppe, vil museet gerne vide det i forvejen. Læs mere om det praktiske her.

Belém-tårnet

Fra luften kan man se, at Belém-tårnet
har form som de opdagelsesrejsendes karaveller.

Belém-tårnet er Lissabons vartegn og ligger ved Tejo-flodens bred, ti minutters gang fra Jeronimus-klosteret. Tårnet blev bygget som en del af Lissabons forsvarsværker mod Atlanterhavet og stod færdigt omkring 1520. Langt op i det 19. århundrede skød man med skarpt fra tårnet, som det ses på nedenstående maleri fra den portugisiske arvefølgekrig (1828-34).

Ubekendt maler: Slaget om Tejo (1831)

Det koster 6€ at komme indenfor (rabat for skoleklasser og pensionister), men de penge bør man spare, for der er et evigt rend af turister i bygningen, som gør det svært at komme i det rette middelalderhumør. Tag hellere en soppetur i Tejo-floden, før I trasker retur til Jeronimus-klosteret eller Berardo-museet.

Belém

Byen Belem er efterhånden vokset sammen med resten af Lissabon. Herude ligger tre af Lissabons vigtigste seværdigheder, som man kan læse om ved at følge disse links:

Jeronimusklosteret med den tilknyttede Maria-kirke
Belém-tårnet
Berardo-museet

Man kommer hertil med sporvogn nr. 15E (moderne vogne), der kører fra Praça da Figueira inde i bykernen, passerer Praça do Comercio og fortsætter vestpå langs Tejo-floden. Turen tager godt tyve minutter.

I Belem (der er det portugisiske navn for Betlehem) finder man desuden en botanisk have, præsidentens palads, et hestevognsmuseum, et arkæologisk museum, Monumentet for de opdagelsesrejsende, Søfartsmuseet og kæmpekonditoriet Fábrica dos Pastéis de Belém med de berømte Pasteis de Belém.

Monumentet for de opdagelsesrejsende blev tegnet i 1939 og rejst i 1960.
Monstrøsiteten er hverken rejsen eller en omvej værd,
men lyset og floden og cementklumpens stramme linjer
indbyder til eksperimenterende fotografering.

Vandmoderen

Det lyder som en skulpturgruppe af Kai Nielsen. Men Mãe d’Agua er et stort og imponerende bygningsværk i udkanten af centrum, som ligner noget, de romerske herskere kunne have efterladt. Så gammel er akvædukten dog ikke, selv om den har samme funktion. Den blev bygget og udbygget over en længere periode mellem det attende og nittende århundrede og rummer i dag et museum for moderne kunst, meget ofte vand-relateret.

Men der er stadig vand i bygningen: på øverste etage befinder sig et kæmpe bassin med glinsende klart vand – trangen til at hoppe i kan være næsten uimodståelig på en varm sommerdag.

Fra toppen af bygningen har man en flot udsigt over Rato-området og ned mod floden. Her er især smukt ved solnedgang (men bygningen lukker 17.30). Entreen er beskeden, og man er herligt fri for turister.

Bloco das Aguas Livres

Hvis man er arkitekturinteresseret, kan man slå et smut forbi højhusbyggeriet Bloco das Aguas Livres (bygget af arkitekterne Bartolomeu Costa Cabral & Nuno T. Pereira), som er fra 1953, det vil sige 7 år ældre end SAS-hotellet i København. Interiøret har flere ting til fælles med Arne Jacobsens Radiohus på Falkonér Allé, blandt andet træpaneler og skiltning. Udefra er det ikke ret smukt, men lejlighederne skulle efter sigende være lyse og elegante. På den øverste etage ligger en stribe atelierer, som benyttes af kunstnere med gode forbindelser.