Lissabons nye have

På skråningen mellem de to udsigtspunkter Miradouro da Senhora do Monte og Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen åbnede i sommeren 2015 en helt ny park. Den hedder Jardim da Cerca da Graça ('Haven tæt på Graça') og er endnu så ny, at de færreste har opdaget den. Fra haven har man udsigt ned over Mourarias tage og op til Slottet.

Jardim do Cerca de Graça har to indgange. Skiltningen er lidt mangelfuld p.t., men følg den snoede vej øverst i billedet eller tag trapperne ved Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen syd for parken.

De nyplantede træer er stadig små og uanseelige, men de skal nok vokse sig store og skyggefulde i løbet af et par år. Så vidt jeg kunne se ved mit seneste besøg, drejede det sig om pinjer, figentræer og citrontræer. Legepladsen er god, og quiosque'en i den nordlige ende meget billigere end cafeen oppe ved miradouro'en (espresso: 0,60€ / et glas vin: 1 €).

Bemærk i øvrigt den svungne gade øverst i luftfotoet. I den lille grønne cirkel ligger en byhave, hvor lokale beboere dyrker kål, squash og andet grønt. Det kan man læse mere om på denne blog, som handler om en dansk gymnasieklasses besøg hos de økologiske Lissabon-gartnere.

Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.

'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.

Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

Lissabons layout

Dette oversigtskort er ikke beregnet på detail-skattejagt, men skal give indtryk af de dele af byen, der har turistens interesse.

Den røde pil midt i billedet peger på paradegaden Avenida de Liberdade, Lissabons centrale shoppinggade med alle de store modemærker og en del 5-stjernede hoteller. Læs om gaden her.

De blå, gule, grønne og røde streger angiver byens fire metrolinjer.

Nederst på kortet ses 25. april-broen (den røde, der ligner broen i San Francisco), og i øverste højre hjørne befinder sig den eneste anden bro over Tejo-floden i miles omkreds. Den fører direkte ud på landet (læs om en udflugt til den portugisiske savanne her).

Øverst og nogenlunde midt på kortet finder man lufthavnen, der ligger i magelig taxa-afstand fra centrum. Læs om transport ved ankomst her.

Det store grønne område i byens vestlige område er et naturreservat kaldet Monsanto, der er gennemskåret af cykelstier (tykke dæk anbefales). I 2015 blev en cykel/gangsti mellem centrum og naturreservatet indviet. Den kan man læse mere om her.

Syd for Monsanto ligger Belém, som i dén grad er turistegnet. Læs mere her.

Endelig finder man i bunden af kortet havnebyen Almada, der ikke hører til Lissabon. Det var her, man i gamle dage tørrede torsk. I dag handler det mest om skaldyrsrestauranter. Der går masser af færger over floden. Læs mere her.

Gratis mad

Hvis man fyrer et par euro af på gulerødder, porrer, løg og en galinha (suppehøne), kan man gøre suppen mere interessant ved at besøge den britiske ambassade i Rua São Bernardo 33 og plukke rosmarin fra de store potteplanter foran bygningen. Manden med maskingeværet foran hovedindgangen plejer at hilse, når jeg høster.

Laurbærtræer vokser i de fleste parker. Hvis man ikke er helt grøn på fingrene, kan man hive et blad af, krølle det sammen i hånden og snuse ind for at sikre sig, at det ikke er bulmeurt eller guldregn.

Og hvis man har investeret i et par skiver skinke fra sortfodsgris, bør man overveje at gå på figenjagt.
Figentræer finder man på mange gadehjørner i beboelsesområder, i parker og villakvarterer. Der kan høstes fra sidst i juli og frem til sent i september.

Citrontræer ses overalt. Frugterne er usprøjtede og har en stærkt begrænset holdbarhed, når de er plukket.

Frugterne på byens clementin-træer er som regel skuffende sure og bitre og uspiselige og ikke værd at beskæftige sig med. Men heldigvis koster de næsten ingenting hos grønthandlerne. (Vogt Dem for spanske efterligninger).

Man kan også være heldig at snuble over en nedstyrtet pinjekogle. Lad være at brække neglene i forsøget på at åbne den, men tag den med hjem og anbring den i en solrig vindueskarm, gerne nær en radiator. Efter nogle dage/uger begynder den at knage, og snart efter kan man plukke pinjerkernerne ud (eller op fra gulvet, hvis der var knald på radiatoren). Der skal dog cirka 10 kogler til, hvis man vil servere pesto til flere end sig selv.

Estrela & Campo de Ourique

Gummitræ i Jardim de Estrela

Fortsætter man fra Largo do Rato og op ad Avenida Alvares Cabral, kommer man efter få minutter til Jardim da Estrela, som i de fleste andre lande ville kvalificere som en fantastisk botanisk have. (Læs om Lissabons autoriserede botaniske have her.) Her er gummitræer, bananpalmer, platantræer, kaktus og figentræer – og til overflod to cafeer samt en meget stor legeplads med klatrestativer, som kunne være designet af Tarzan. Midt i parken ligger en kiosk på størrelse med et kosteskab, der fungerer som bibliotek – udvalget af lekture er mildest talt begrænset. Den første weekend i hver måned er der desuden loppemarked i parken. Og hele året spankulerer en familie af påfugle rundt blandt parkens gæster med næbbene i sky.

Området Estrela er lidt finere på det end det nærliggende Rato, blandt andet fordi parlamentet og premiereministerens bolig ligger i området. Men det gør ikke stedet kedeligt eller underforsynet med billige restauranter og cafeer. I Calçada da Estrela, som fører lodret ned ad bakke og ind mod centrum, ligger et par udmærkede hverdagsrestauranter (for eksempel O Lavrador), hvor to personer kan dele en nygrillet kylling med salat og pomfritter samt drikkevarer for omkring ti euro. 

Brug også gerne et par minutter i Basilica da Estrela, som er en af Lissabons fashionable bryllups- og begravelseskirker, og hvis to tårne kan ses på lang afstand. Hvis man er i Lissabon i december, bør man fyre to euro af på at få adgang til det af kirkens kapeller, som rummer verdens formentlig største krybbespil – en grotesk ophobning af udskårne figurer fra Det Nye Testamente i teatralsk belysning. Spørg den tilsynsførende nonne, om hun ved, hvad myrraskær (myrrh på engelsk) er - så vil hun lyse op i et helligt smil og remse sin indlærte lektie af. Børn kommer gratis ind (og ud). 

Fra Basilica da Estrela kan man følge sporvognslinje 28’s rute op ad Rua Domingos Sequeira, der fører ind i bydelen Campo de Ourique. Selv om man her kun befinder sig knap to kilometer fra byens geografiske centrum, er der nærmest landsbystemning herude. At sammenligne området med Chelsea i London er nok lidt misvisende, men bydelen emmer ligesom den fancy London-bydel af en vis skødesløst chic charme. Husene er lavere end inde i centrum, trafikken mindre tung, og de gamle mænd og kvinder mere velklædte. I de seneste år er området blevet in hos de unge, hvilket kan aflæses på den udskiftning, der har fundet sted i udvalget af butikker. I stedet for de uendelige mængder af småbutikker med polyesternattøj og vvs-artikler finder man her fikse designerbutikker, der sælger håndlavet chokolade, enkeltmarksolivenolie og rigtige croissanter (ikke at forveksle med den portugisiske type, som er lavet på grisefedt og invertsukker og kan mætte en familie). Bydelen blev i 2012 af Time Out Lisbons læsere stemt ind som det område i Lissabon, hvor flest mennesker gerne vil bo.

Markedet i Campo de Ourique er åbent på 
hverdage. 

Lørdag er der loppemarked

Campo de Ourique har også et af byens bedste indendørs markeder (under delvis renovation i februar 2013), og lige ved siden af ligger en af byens grimmeste kirker, Santo Condestável, som er bygget i moderne gotik og stammer fra Salazar-tiden. Kirkepladsens vigtigste funktion er at være parkeringsplads for de handlendes varevogne – en glimrende udnyttelse af et overflødigt bymæssigt tomrum.

Men området er ikke kammet helt over i yuppificering. Der er stadig plads til både billige hverdagsrestauranter, støvede tobaksforretninger og enorme skobutikker med billigt og ensartet udvalg af ortopædisk korrekt fodtøj til bydelens tilbageværende modeignorante pensionister. En lille omvej værd er det at besøge den lille butik Loja do Saco på højre side af Rua do Sol ao Rato, som kun og udelukkende og suverænt sælger poser - til enhver lejlighed.

Et sidste stop i området kunne passende være det undselige udskænkningssted uden navn, som ligger i krydset Rua 4 de Infantaria og Rua Campo de Ourique. Der er tale om en såkaldt tasca, af hvilke der efterhånden kun er en håndfuld tilbage i Lissabon. For blot en generation siden ville man kunne finde den slags tasca’er i alle nabolag, ja, formentlig i hver karré i byen. De tilbyder én eneste ting: billig vin. Regn ikke med at få udleveret et vinkort – man banker bare sin mønt i disken og beder om branco eller tinto. Ikke et sted at hænge ud i timevis.

Tomás Taveiras skønhedsåbenbaring

Når man kort efter slingrer ud i solen med begyndende hovedpine, kan man slå et smut ned for enden af Rua Ferreira Borges. Her slutter byen, forekommer det. I hvert fald løber der en stærkt trafikeret vej på tværs, som ikke inviterer til krydsning, og på den anden side ligger en mark. Horisonten præges af det kombinerede kontorbyggeri og indkøbscenter Amoreiras, bygget af arkitekten Tomás Taveira (født 1938), som er gerningsmanden bag en lang række skandaløst hæslige nybyggerier rundt omkring i Lissabon. Indtil 2003 fungerede han som professor på det tekniske universitet i Lissabon, og i de sidste par generationer har han tyranniseret sine omgivelser med rædsler som fx det sociale boligbyggeri ”Zona J”, der er portugisiske filminstruktørers foretrukne baggrundskulisse for bandeopgør og narkorelaterede voldsscener. Tilhængere af Taveiras stil mener, at hans farveglade bygninger udstråler humoristisk sans. Men smag og behag er forskellig, også når det gælder humor. De fleste folk i Lissabon er efterhånden godt trætte af Taveiras lyserøde vitser.

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først?