Rato (hvor rotterne mødes)

Alle veje fører til Rato.

Rato ligger højt og fik sit navn i forbindelse med jordskælvet og oversvømmelsen i 1755, der lagde byen i ruiner. Da flodbølgerne væltede ind over Lissabon, flygtede byens rotter fra de lavere dele af byen og samledes til fagligt møde på dette sted. I dag er pladsen præget af gennemkørende trafik, men niveauforskellene i terrænet er udnyttet fremragende, så man fra de fleste vinkler kun har udsigt til beskedne mængder af byens racerkørere. 

Hvis man om aftenen står for enden af Rua Alexandre Herculano, kan man være heldig at se verdens flotteste fuldmåne gå ned over det lyserøde Treenigheds-kloster i pladsens vestlige ende.

Et par hundrede meter nord for rundkørslen ligger Jardim das Amoreiras, hvor man kan se og røre ved byens halvgamle akvædukter. I sydvestlig retning finder man Jardim de Estrela, der er fuld af gummitræer og papegøjer. Og mod øst går det ned ad bakke mod paradegaden Avenida de Liberdade.

Vandmoderen

Det lyder som en skulpturgruppe af Kai Nielsen. Men Mãe d’Agua er et stort og imponerende bygningsværk i udkanten af centrum, som ligner noget, de romerske herskere kunne have efterladt. Så gammel er akvædukten dog ikke, selv om den har samme funktion. Den blev bygget og udbygget over en længere periode mellem det attende og nittende århundrede og rummer i dag et museum for moderne kunst, meget ofte vand-relateret.

Men der er stadig vand i bygningen: på øverste etage befinder sig et kæmpe bassin med glinsende klart vand – trangen til at hoppe i kan være næsten uimodståelig på en varm sommerdag.

Fra toppen af bygningen har man en flot udsigt over Rato-området og ned mod floden. Her er især smukt ved solnedgang (men bygningen lukker 17.30). Entreen er beskeden, og man er herligt fri for turister.

Bloco das Aguas Livres

Hvis man er arkitekturinteresseret, kan man slå et smut forbi højhusbyggeriet Bloco das Aguas Livres (bygget af arkitekterne Bartolomeu Costa Cabral & Nuno T. Pereira), som er fra 1953, det vil sige 7 år ældre end SAS-hotellet i København. Interiøret har flere ting til fælles med Arne Jacobsens Radiohus på Falkonér Allé, blandt andet træpaneler og skiltning. Udefra er det ikke ret smukt, men lejlighederne skulle efter sigende være lyse og elegante. På den øverste etage ligger en stribe atelierer, som benyttes af kunstnere med gode forbindelser.

Estrela & Campo de Ourique

Gummitræ i Jardim de Estrela

Fortsætter man fra Largo do Rato og op ad Avenida Alvares Cabral, kommer man efter få minutter til Jardim da Estrela, som i de fleste andre lande ville kvalificere som en fantastisk botanisk have. (Læs om Lissabons autoriserede botaniske have her.) Her er gummitræer, bananpalmer, platantræer, kaktus og figentræer – og til overflod to cafeer samt en meget stor legeplads med klatrestativer, som kunne være designet af Tarzan. Midt i parken ligger en kiosk på størrelse med et kosteskab, der fungerer som bibliotek – udvalget af lekture er mildest talt begrænset. Den første weekend i hver måned er der desuden loppemarked i parken. Og hele året spankulerer en familie af påfugle rundt blandt parkens gæster med næbbene i sky.

Området Estrela er lidt finere på det end det nærliggende Rato, blandt andet fordi parlamentet og premiereministerens bolig ligger i området. Men det gør ikke stedet kedeligt eller underforsynet med billige restauranter og cafeer. I Calçada da Estrela, som fører lodret ned ad bakke og ind mod centrum, ligger et par udmærkede hverdagsrestauranter (for eksempel O Lavrador), hvor to personer kan dele en nygrillet kylling med salat og pomfritter samt drikkevarer for omkring ti euro. 

Brug også gerne et par minutter i Basilica da Estrela, som er en af Lissabons fashionable bryllups- og begravelseskirker, og hvis to tårne kan ses på lang afstand. Hvis man er i Lissabon i december, bør man fyre to euro af på at få adgang til det af kirkens kapeller, som rummer verdens formentlig største krybbespil – en grotesk ophobning af udskårne figurer fra Det Nye Testamente i teatralsk belysning. Spørg den tilsynsførende nonne, om hun ved, hvad myrraskær (myrrh på engelsk) er - så vil hun lyse op i et helligt smil og remse sin indlærte lektie af. Børn kommer gratis ind (og ud). 

Fra Basilica da Estrela kan man følge sporvognslinje 28’s rute op ad Rua Domingos Sequeira, der fører ind i bydelen Campo de Ourique. Selv om man her kun befinder sig knap to kilometer fra byens geografiske centrum, er der nærmest landsbystemning herude. At sammenligne området med Chelsea i London er nok lidt misvisende, men bydelen emmer ligesom den fancy London-bydel af en vis skødesløst chic charme. Husene er lavere end inde i centrum, trafikken mindre tung, og de gamle mænd og kvinder mere velklædte. I de seneste år er området blevet in hos de unge, hvilket kan aflæses på den udskiftning, der har fundet sted i udvalget af butikker. I stedet for de uendelige mængder af småbutikker med polyesternattøj og vvs-artikler finder man her fikse designerbutikker, der sælger håndlavet chokolade, enkeltmarksolivenolie og rigtige croissanter (ikke at forveksle med den portugisiske type, som er lavet på grisefedt og invertsukker og kan mætte en familie). Bydelen blev i 2012 af Time Out Lisbons læsere stemt ind som det område i Lissabon, hvor flest mennesker gerne vil bo.

Markedet i Campo de Ourique er åbent på 
hverdage. 

Lørdag er der loppemarked

Campo de Ourique har også et af byens bedste indendørs markeder (under delvis renovation i februar 2013), og lige ved siden af ligger en af byens grimmeste kirker, Santo Condestável, som er bygget i moderne gotik og stammer fra Salazar-tiden. Kirkepladsens vigtigste funktion er at være parkeringsplads for de handlendes varevogne – en glimrende udnyttelse af et overflødigt bymæssigt tomrum.

Men området er ikke kammet helt over i yuppificering. Der er stadig plads til både billige hverdagsrestauranter, støvede tobaksforretninger og enorme skobutikker med billigt og ensartet udvalg af ortopædisk korrekt fodtøj til bydelens tilbageværende modeignorante pensionister. En lille omvej værd er det at besøge den lille butik Loja do Saco på højre side af Rua do Sol ao Rato, som kun og udelukkende og suverænt sælger poser - til enhver lejlighed.

Et sidste stop i området kunne passende være det undselige udskænkningssted uden navn, som ligger i krydset Rua 4 de Infantaria og Rua Campo de Ourique. Der er tale om en såkaldt tasca, af hvilke der efterhånden kun er en håndfuld tilbage i Lissabon. For blot en generation siden ville man kunne finde den slags tasca’er i alle nabolag, ja, formentlig i hver karré i byen. De tilbyder én eneste ting: billig vin. Regn ikke med at få udleveret et vinkort – man banker bare sin mønt i disken og beder om branco eller tinto. Ikke et sted at hænge ud i timevis.

Tomás Taveiras skønhedsåbenbaring

Når man kort efter slingrer ud i solen med begyndende hovedpine, kan man slå et smut ned for enden af Rua Ferreira Borges. Her slutter byen, forekommer det. I hvert fald løber der en stærkt trafikeret vej på tværs, som ikke inviterer til krydsning, og på den anden side ligger en mark. Horisonten præges af det kombinerede kontorbyggeri og indkøbscenter Amoreiras, bygget af arkitekten Tomás Taveira (født 1938), som er gerningsmanden bag en lang række skandaløst hæslige nybyggerier rundt omkring i Lissabon. Indtil 2003 fungerede han som professor på det tekniske universitet i Lissabon, og i de sidste par generationer har han tyranniseret sine omgivelser med rædsler som fx det sociale boligbyggeri ”Zona J”, der er portugisiske filminstruktørers foretrukne baggrundskulisse for bandeopgør og narkorelaterede voldsscener. Tilhængere af Taveiras stil mener, at hans farveglade bygninger udstråler humoristisk sans. Men smag og behag er forskellig, også når det gælder humor. De fleste folk i Lissabon er efterhånden godt trætte af Taveiras lyserøde vitser.

Antikviteter og loppefund

Gamle gafler

Hvis man er på udkig efter en kirkebænk, en forgyldt helgen i naturlig størrelse eller måske en tronstol udskåret i udrydningstruede træsorter til bedstefar, er Rua de Sao Bento stedet at begive sig hen. Men her er også knap så antikke sager, blandt andet et par butikker, der specialiserer sig i moderne dansk/internationalt design fra 1950’erne. Hold øje med PH-kogler eller Børge Mogensen-gyngestole i vinduerne. I september holder gaden brandudsalg, hvor de fleste butikker er åbne 24 timer i træk.

Gaden løber fra trafikknudepunktet Rato i den vestlige udkant af centrum (omkring en kilometers gang fra Baixa) og er godt forsynet med små restauranter, cafeer og tesaloner. En af de hyggeligste – As Vicentinas – ligger for enden af gaden i nummer 700 og bestyres af et par ældre damer, som donerer dele af overskuddet til godgørende formål (sikkert noget med Jesus). Et hyggeligt sted at spise scones og tørre skoene, hvis man er blevet overrasket af en forårsbyge. Skråt overfor ligger butikken Alma Lusa, som sælger nyere portugisisk design, navnlig smykker og brugsgenstande. Blandt andet kan man finde smukke unikasmykker lavet af ældgamle kakler, som dykkere har hentet op fra et forlist skib. (Læs mere om kakler her)

Alma Lusa: portugisisk designet tøj, smykker og brugsgenstande

Brique a Braque de São Bento: antik tingeltangel

Camara dos Pares: møbler, især fra før 1900

Cinco 50 Zero: møbler og kunst (plakater) fra 1950’erne og frem

Janelas de São Bento: ting til hjemmet

Izu Interiors: moderne design

Luis Lopes: rigtige, støvede antikviteter, nogle flere hundrede år gamle.

Tempantigo: statuer og buster

Krisen i Portugal har i øvrigt betydet, at byens tidligere så indkøbsglade indbyggere er blevet tvunget til at sælge ud af den teknologi, som de ragede til sig under forbrugsfesten. Hvis man er på udkig efter mindre antikke antikviteter, for eksempel brugte digitalkameraer, mobiltelefoner, stereoanlæg og musikinstrumenter, bør man besøge Cash Converters i Rua Alexandre Herculano nr. 80, som er en slags moderne pantelåner. Selv om det kan virke en anelse herremandsagtigt at slæbe sit rov ud af butikken og forbi den indgang, hvor folk står i kø for at pantsætte sønnikes digitale trommesæt og den nyindkøbte køkkenmaskine. Stedet sælger også brugte cykler. Senest så jeg en spritny mountainbike med gear og lås til 40 euro – hvilket ellers er prisen for at leje en tilsvarende model i to dage. Der ligger en anden Cash Converters i Rua Pinheiro Chargas, nord for centrum.

I den modsatte ende af byen, i Alfama (nær sporvognslinje 28’s endestation) ligger byens loppemarked, Feira da Ladra. Markedet er åbent tirsdag og lørdag hele året rundt. Det er stedet at lede efter antikke (eller i et mindste brugte) bøger, litografier og tøj. Et Tintin-album på portugisisk koster en euro eller to. Her er både ægte antikvitetshandlere og sælgere af mere sigøjneragtigt tilsnit. Samt naturligvis billige spisesteder. Prøv for eksempel den lille kakao-bar i bygningen midt på pladsen, som også har et stort udvalg af cookies og den slags.

Hvis man er på jagt efter brugt tøj af høj klasse og til ingen penge, bør man besøge vintagebutikken A Outra Face da Lua, som har to butikker i byen. Den ene ligger i Rua da Assunção 22, midt i downtown, mens en nyere butik er åbnet i Avenida Almirante Reis, 94A, knap en kilometer fra centrum. (Restaurante Ramiro ligger i samme gade.) I begge butikker finder man velholdte Levis- eller Diesel-cowboybukser til under 20 euro samt skjorter, frakker, kjoler og sko i alle de kendte mærker. Endnu billigere er Humana – en velgørenhedsorganisation uden synlige tegn på religiøs tilknytning – som har hele to butikker i samme gade, i henholdsvis nummer 26 og 104. Hvad med en næsten ubrugt regnfrakke fra Burberry til 25 euro?