Til de modebevidste

Som nævnt i en anden blogpost ligger de fleste af luksustøjbutikkerne på paradegaden Avenida Liberdade. Gaden er markeret med røde hustage på nedenstående kort.

Her er en kort beskrivelse af de øvrige shoppingområder på kortet:

I Chiado finder man mainstream-butikker og kæder så som H&M, FootLocker og Zara, men også Hermès, Marc Jacobs og diverse portugisiske designere.

I Baixa sælges mest traditionelt portugisisk tøj samt sko, sko, sko. Der ligger dog også et par butikker til de unge, fx Carhartt.

Bairro Alto er præget af små butikker med alternativt design. Ingen internationale kæder i sigte.

Principe Real (navnlig Rua Dom Pedro V) har portugisisk designertøj til det voksne og selvbevidste segment.

Santos er et relativt turistfrit område med små tøj- og møbelbutikker samt second-hand.

São Bento dækker over en enkelt gade - Rua São Bento - der har specialiseret sig i antikviteter. Læs mere her.

Castilho (faktisk kun Rua Castilho) er en lille enklave af tøjbutikker, der lever af turisterne fra de nærliggende hoteller (Hilton; Four Seasons; Ritz). Tøjet er mest til kvinder.

Områderne oppe i højre hjørne af kortet ligger uden for alfarvej og har ikke den store interesse for turister. [Update: Jeg tog fejl]

Den mest målrettede - og kedeligste - måde at gå på tøjindkøb er at tage i et af Lissabons mange stormagasiner. De ligger lidt uden for centrum og har alle de kendte mærker. Jeg plejer at gå i Corte Inglês, der minder om Illum/Magasin og har et godt supermarked med en fantastisk skinke-afdeling. Det mellemstore shoppingcenter Amoreiras er også okay. Endelig er der giga-centeret Colombo, som ligger i Expo og har alt, undtagen charme.

Indkøbscenteret Amoreiras ligger en stejl gåtur opad
fra Avenida Liberdade (nederste højre hjørne).

Shopping på parade

Avenida Liberdade er Lissabons svar på Champs-Elysées. Det er en af de mest trafikerede gader i byen, men alligevel virker den nærmest intim. Det skyldes de mange gamle træer, de smukke springvand, fortovsbelægningen og alle cafeerne.

På hver side af den sekssporede racerbane, hvor taxaer og busser kører dødskørsel, løber et grønt bælte med gamle platantræer, velholdte plæner, fortovscafeer og bænke. I bygningerne på begge sider af gaden har alle de store tøjmærker butikker. Husene på østsiden er smukkest og ældst (og huser traditionelle tøjmærker som Armani, Gucci og Louis Vuitton), mens bygningerne overfor er nyere og rummer femstjernede hoteller og yngre tøjmærker som Hugo Boss og danske Cos. Men der er også blevet plads til mere jordnære butikker som fx Mango og Gant og Lacoste.

Prada er rykket ind i et af de gamle palæer (nr. 206) på Avenida Liberdade.
De fleste af husene på denne side af gaden blev opført mellem 1870 og 1920.

Vandhuller er der nok af på strækningen, både quiosque'r med borde udendørs og traditionelle cafeer. Undgå så vidt muligt restauranterne på Avenida Liberdade, da de stort set alle serverer international & ligegyldig mad og mest appellerer til forretningsmænd eller amerikanske turister. Gå hellere ned i en af sidegaderne/parallelgaderne og find noget lokalt.

Avenida Liberdade starter i Baixa og løber nordpå til kæmperundkørslen Marques de Pombal, hvor de fleste turister formentlig vender om. Men der er også meget at se oppe i den ende af byen. Mere om det i en anden blogpost.

Blæksprutte

Fisk er godt. Frisk fisk er bedre. Men frossen blæksprutte er bedst.

Okay, blæksprutter er ikke fisk. Jeg aner faktisk ikke, hvad de er. Medlemmer af natskyggefamilien eller en lignende fordækt loge, må man gå ud fra. De opfører sig i hvert fald skummelt, både i og uden for køkkenet.

Vi har alle sammen siddet på en græsk taverna med fødderne i vandskorpen og spist blækspruttesalat og drukket ouzo med en kæreste engang i firserne eller halvfemserne. Men den blæksprutte, som I deltes om, var ikke hevet op af det ægæiske hav samme morgen. Eller samme uge. Eller samme måned, hvis vi taler sommerferieminder. De blæksprutter, som serveres i Grækenland, er fanget om vinteren - og der er stor sandsynlighed for, at de tilbragte deres liv i Atlanterhavet, snarere end i Χανιά-bugten.

Jeg fraråder den primitive teknik med at gennembanke det slimede kræ med kagerulle eller tom vinflaske før tilberedning, da det er besværligt at skrubbe indtørrede sugekopper af lamper og loft. Gør i stedet som portugiserne (og grækerne), og frys kræet ned i 24 timer. Det mørner kødet og gør det nemt at stege eller dampe mørt.

Når man har dampet blæksprutten (ca. 45min) og skåret den i passende stykker, er der frit slag, hvis man vil lave blækspruttesalat: Bland med kogte kartofler, bønner, kikærter eller alle tre. Tilsæt rå løg (rødløg er pænest), peberfrugt (farven er valgfri), hvidløg, olivenolie, persille, koriander eller rucola (som på foto). Chili er også godt.

Som hovedret plejer portugiserne at servere blæksprutte 'a lagareiro', dvs. på olie-presserens facon, hvilket betyder, at det blødkogte bæst overhældes med kogende olivenolie og hvidløg før servering. Man kan også bruge den færdigkogte blæksprutte i retten 'arroz de polvo', hvor stykkerne blandes med ris. Det sjoveste er at braisere blæksprutten i vin & grøntsager, som om der var tale om et stykke oksekød. Saucen bliver ekstremt mørk og klistret som en god fond. Jeg brugte engang portvin i stedet for alm. vin, men det blev sgu for voldsomt...

Vin på restaurant

Har man blot en enkelt gang studeret vinhylderne i det lokale supermarked, vil man med god grund blive skuffet, når man bladrer vinkortet igennem på de fleste små restauranter i Lissabon. For kortet rummer fandeme de samme vine, som supermarkedet længere nede ad gaden sælger.

Hvis det samme gjorde sig gældende i Kbh, ville man med god grund blive rasende, for hvem ville gide drikke Lindeman eller Undurraga til 250 kr. flasken, når samme flaske er til salg rundt om hjørnet til 1/6 af prisen?

Sådan er det heldigvis ikke helt i Lissabon. Flasken til fem euro i supermarkedet koster formentlig kun det dobbelte i restauranten. Og hvis man er vovelysten, kan man afprøve husets vin (serveres i jarro, meio jarro og i sjældne tilfælde i 'penalti' - et stort glas, der skylles ned som et straffespark (?)).

Der bliver produceret så meget vin i Portugal, at enhver restaurant af en vis størrelse burde kunne arrangere et eksklusivt vinkort med ting & sager, som naborestauranten ikke har. Så hvad skyldes denne mangel på vovelyst hos restauratørerne?

Forklaringen er bl.a., at de mindre portugisiske vinproducenter overvejende sælger deres produkter i lokalområdet. Kun de store producenter har råd og tid til at sende deres sælgere på handelsrejse. Og når fortjenesten på en flaske vin er så beskeden, orker restauratørerne heller ikke rigtigt at gå på jagt i det brogede vinlandskab.

Kyllingekaviar

En hvilken som helst portugisisk slagter vil kunne opvise mindst to og formentlig fire eller fem typer fjerkræ.

Basiskyllingen (frango) er cirka dobbelt så velsmagende som Brugsens våde version og halvt så dyr.

Frango do campo betyder direkte oversat 'landkylling'. De vejer cirka 2 kilo, har nærmest orange skind og en kilopris på omkring 4-5 euro.

Frango caseiro = 'hjemmelavet kylling' nærmer sig 3 kilo og kommer som regel fra slagterens bedstemors lille hønsefarm. Steges ved lavere varme end normal kylling, da de muskuløse lår kræver usædvanligt lang tid i ovnen. Skær evt. brystet fra efter 30 min.

Galinha ligner Irmas økologiske kyllinger på afstand, men lader sig hverken stege, braisere eller grille. De skal i gryden og koge med grøntsager i mindst 2 timer, før de giver smag fra sig. Kødet er lige til lossepladsen bagefter, men suppen er god.

Vagtler ... Det lyder fancy, men er det ikke. De sælges som regel dusinvis og har samme kilopris som hakket gris fra Aldi.

Og bemærk så endelig, at de fleste slagtere har mystiske ophobninger af æggeblommer i disken. Det er kyllingekaviar (læs: æggestokke), udtaget fra hunfuglenes bug. En delikatesse, synes nogle. Jeg undlader at bringe fotos.

Æggeblommer hedder i øvrigt 'gemas do ovo' på portugisisk, hvilket betyder 'æggets juvel' (jf. gem på eng.).

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Markeder

Hver bydel i Lissabon har sit eget indendørs marked. De varierer i størrelse, men er aldrig helt overvældende, sådan som man kender dem fra fx Barcelona eller Lyon. De er heller ikke rigtig anlagt på at tiltrække turister, men henvender sig hovedsagligt til lokale husmødre og restauranter. Alligevel er der som regel noget at se på, navnlig hvis man er interesseret i mad. 

Hvis man bor i lejlighed med eget køkken eller måske på et madfikseret hostel som Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion, der stiller glimrende køkkenfaciliteter til rådighed for gæsterne, er det oplagt at foretage sine indkøb på det lokale marked og derefter gå hjem og svine køkkenet til. Det er også stedet at foretage indkøb af madrelaterede souvenirs som for eksempel hvidløgsranker eller tørret chili. Om vinteren er de portugisiske clementiner ufatteligt gode (de eksporteres sjældent - dem, man ser i Danmark, er som regel fra Spanien).

For en skandinav virker udbuddet af fisk og skaldyr helt overvældende. Her er kæmpemæssige pighvarre eller havtasker til 60 kroner kiloet, sprællevende og aggressive taskekrabber (gå efter hunnerne) fyldt med koral til cirka samme kilopris, slimede kæmpeblæksprutter og så selvfølgelig den uhyggeligt udseende rovfisk, som på portugisisk hedder peixe espada (dolkefisk på dansk) og bruges til at grille i koteletter eller indgår i en af de glimrende risottolignende retter, som de fleste restauranter serverer.

Klipfisk er der også masser af, men de egner sig mindre godt til at slæbe hjem i lejlighedens køkken, da de afgiver en sindsoprivende stank af våd bedemand, når de lægges i blød. Laks bør man undgå, da den uvægerligt stammer fra norsk opdræt (OK, det gør al laks i danske butikker efterhånden også). Loven kræver, at fangsten mærkes med fangststed, og påbuddet overholdes overalt. Desværre er det ikke alle fiskehandlere, der skriver lige læsbart.

Der er også slagterbutikker på markedet, men sjældent overraskelser i montrerne. Det skulle da lige være mængden af grisetæer. Nogle af stadeholderne specialiserer sig i fjerkræ og sælger både vagtler, kyllinger, ænder og hele kalkuner. Andre fokuserer på lam eller svinekød, men alle excellerer de i oksekød. Det bedste kød kommer fra Douro-området i det nordøstlige Portugal – se efter racer som Mirandesa eller Arouquesa. Priserne er under det halve af danske kødpriser, og øjemålet hos mændene med de store knive er ikke altid lige skarpt. Hvis man beder om en bøf til to personer, saver slagtermesteren en kvart oksefilet ud. Pris: 10-12 euro. Men så er der også mad til alle de nye venner hjemme på hostel’et.

Blomster er der også masser af, men dem er portugiserne til gengæld ikke gode til. Eller også sælges alle de friske blomster til kirkerne, som er stedet at gå hen en søndag, hvis man vil bombarderes med botaniske sanseindtryk. For meget er nok, synes at være mantraet blandt Lissabons kirketjenere.

Antikviteter og loppefund

Gamle gafler

Hvis man er på udkig efter en kirkebænk, en forgyldt helgen i naturlig størrelse eller måske en tronstol udskåret i udrydningstruede træsorter til bedstefar, er Rua de Sao Bento stedet at begive sig hen. Men her er også knap så antikke sager, blandt andet et par butikker, der specialiserer sig i moderne dansk/internationalt design fra 1950’erne. Hold øje med PH-kogler eller Børge Mogensen-gyngestole i vinduerne. I september holder gaden brandudsalg, hvor de fleste butikker er åbne 24 timer i træk.

Gaden løber fra trafikknudepunktet Rato i den vestlige udkant af centrum (omkring en kilometers gang fra Baixa) og er godt forsynet med små restauranter, cafeer og tesaloner. En af de hyggeligste – As Vicentinas – ligger for enden af gaden i nummer 700 og bestyres af et par ældre damer, som donerer dele af overskuddet til godgørende formål (sikkert noget med Jesus). Et hyggeligt sted at spise scones og tørre skoene, hvis man er blevet overrasket af en forårsbyge. Skråt overfor ligger butikken Alma Lusa, som sælger nyere portugisisk design, navnlig smykker og brugsgenstande. Blandt andet kan man finde smukke unikasmykker lavet af ældgamle kakler, som dykkere har hentet op fra et forlist skib. (Læs mere om kakler her)

Alma Lusa: portugisisk designet tøj, smykker og brugsgenstande

Brique a Braque de São Bento: antik tingeltangel

Camara dos Pares: møbler, især fra før 1900

Cinco 50 Zero: møbler og kunst (plakater) fra 1950’erne og frem

Janelas de São Bento: ting til hjemmet

Izu Interiors: moderne design

Luis Lopes: rigtige, støvede antikviteter, nogle flere hundrede år gamle.

Tempantigo: statuer og buster

Krisen i Portugal har i øvrigt betydet, at byens tidligere så indkøbsglade indbyggere er blevet tvunget til at sælge ud af den teknologi, som de ragede til sig under forbrugsfesten. Hvis man er på udkig efter mindre antikke antikviteter, for eksempel brugte digitalkameraer, mobiltelefoner, stereoanlæg og musikinstrumenter, bør man besøge Cash Converters i Rua Alexandre Herculano nr. 80, som er en slags moderne pantelåner. Selv om det kan virke en anelse herremandsagtigt at slæbe sit rov ud af butikken og forbi den indgang, hvor folk står i kø for at pantsætte sønnikes digitale trommesæt og den nyindkøbte køkkenmaskine. Stedet sælger også brugte cykler. Senest så jeg en spritny mountainbike med gear og lås til 40 euro – hvilket ellers er prisen for at leje en tilsvarende model i to dage. Der ligger en anden Cash Converters i Rua Pinheiro Chargas, nord for centrum.

I den modsatte ende af byen, i Alfama (nær sporvognslinje 28’s endestation) ligger byens loppemarked, Feira da Ladra. Markedet er åbent tirsdag og lørdag hele året rundt. Det er stedet at lede efter antikke (eller i et mindste brugte) bøger, litografier og tøj. Et Tintin-album på portugisisk koster en euro eller to. Her er både ægte antikvitetshandlere og sælgere af mere sigøjneragtigt tilsnit. Samt naturligvis billige spisesteder. Prøv for eksempel den lille kakao-bar i bygningen midt på pladsen, som også har et stort udvalg af cookies og den slags.

Hvis man er på jagt efter brugt tøj af høj klasse og til ingen penge, bør man besøge vintagebutikken A Outra Face da Lua, som har to butikker i byen. Den ene ligger i Rua da Assunção 22, midt i downtown, mens en nyere butik er åbnet i Avenida Almirante Reis, 94A, knap en kilometer fra centrum. (Restaurante Ramiro ligger i samme gade.) I begge butikker finder man velholdte Levis- eller Diesel-cowboybukser til under 20 euro samt skjorter, frakker, kjoler og sko i alle de kendte mærker. Endnu billigere er Humana – en velgørenhedsorganisation uden synlige tegn på religiøs tilknytning – som har hele to butikker i samme gade, i henholdsvis nummer 26 og 104. Hvad med en næsten ubrugt regnfrakke fra Burberry til 25 euro?