Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Hvor skal jeg bo (II)?

Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.

Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.

Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.

Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.

Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.

Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.

Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.

Botanisk Have & Principe Real

YouTube-film af en af Lissabons rullende elevatorer.

Med "Elevador da Gloria" kan man komme fra Baixa og op til Bairro Alto på et halvt minut. Til fods tager opstigningen formentlig et kvarters tid, hvis man er i gennemsnitligt dårlig form.

Indtil for nogle år siden var det navnlig i aften- og nattetimerne, at der var liv i kvarteret – måske også lige lovlig meget liv, hvis man spurgte de fastboende. Men gennem de sidste 3-4 år er flere og flere specialforretninger åbnet, navnlig i Rua Dom Pedro V, Rua Escola Politecnica og de små sidegader, der løber ned i retning af floden. Så nu har Lissabon fået endnu en bydel at shoppe i.

På strækningen mellem Miradouro de Sao Pedro de Alcantara (endestationen for ”Elevador da Gloria”) og Principe Real ligger et mylder af mindre tøjbutikker med eget design, især på venstre side af gaden. Udefra ser butikkerne beskedne ud, men de strækker sig ganske langt ind bagved. Tidligere var mange af dem antikforretninger, men nu sælges her overvejende tøj. Ingen af dem er billige efter portugisiske forhold, men der afholdes et omfattende udsalg i januar. 

Hvis man har brug for et indslag af selvironisk kitsch oven på al den meget mode, kan man tage en drink i Pavilão Chinês, som skjuler sig bag en bordeauxfarvet facade i Rua Dom Pedro V nummer 89. Barens snørklede og dunkle lokaler rummer verdens formentligt største samling af dukker, actionmænd og andet støvet legetøj, opstillet i glasmontrer og ophængt under loftet. Der er også mulighed for at spille billard. Stedet er åbent til langt ud på natten.

Pavilão Chinês - hyggeligst om vinteren.

På den modsatte side af Rua Dom Pedro V skinner solen altid, og her ligger både restauranter og cafeer, sidstnævnte dog godt gemt af vejen. En af de hyggeligste hedder LostIn og har en overdækket terrasse med fantastisk udsigt ned over centrum og over til slottet. Maden og indretningen er multi-kulti. Lidt længere nede ad gaden gemmer sig endnu en café. Man skal igennem butikken Fabrico Infinito, der sælger arkitektur- og designbøger, for at finde den skyggefulde gårdhave med klatretræ til børn. Slagnummeret her er de allestedsnærværende pasteis nata, som laves på stedet og altid er lune, når man bestiller dem. En bica med en pastel nata koster 2,50 euro.

Principe Real-pladsen med downtown i øverste højre hjørne. 
Bemærk den fine parkering nederst i billedet.

Den centrale plads i området hedder Principe Real og er et luftigt sted at opholde sig på en hed sommerdag. Der er hele tre udskænkningssteder at vælge imellem: to kiosker i hver ende af pladsen samt den mere velforsynede café midt i alt det grønne, nær legepladsen. Cafeen er dyrere end de mere primitive kiosker, men har til gengæld toilet.
Principe Real-pladsen er omgivet af flere interessante huse, fx Palaceto dos Anjos på den sydøstlige side og Ribeiro da Cunha-paladset. Sidstnævnte dyrker den mauriske stil (Lissabon var på muslimske hænder i fra det ottende til det tolvte århundrede). Fra pladsens vestlige hjørne har man en en smuk udsigt over mod Basilica Estrela, og på klare dage kan man se 25. april-broen, hvis man kigger ned ad den stejle Rua do Jasmim. Inde midt på pladsen står et mærkeligt træ, som grundet sin mærkelige form gør alle forsøg på at fotografere det mærkelige. Der er tale om et cirka hundrede år gammelt cedertræ, som var lige ved at blive fældet for nogle år siden, da et af byrådets kloge hoveder fandt på, at der skulle bygges en parkeringskælder under pladsen. Heldigvis gjorde lokalbefolkningen oprør, og træet overlevede. Men det skranter, forlyder det, så måske er det snart sidste udkald, hvis man vil se Europas måske mærkeligste træ.

Fortsætter man ned ad Rua Politecnica i retning af Rato, kommer man snart til Lissabons Botaniske Have, som er fyldt med sære gevækster. Indgangen flytter sig lidt frem og tilbage i disse år på grund af renoveringsarbejde i gaden, men hold øje med en promenade på højre side med 25 meter høje palmer. Halvtreds meter inde sidder en parkbetjent i et lille skur og tager imod de halvanden euro, det koster at komme ind. Vinteråbent 9-18, om sommeren 9-20 (og lukket mellem jul og nytår). Børn under 6 har gratis adgang.

Haven føles mærkeligt menneskeforladt på de fleste tidspunkter af året. Og det kan undre, for her er virkelig skønt på alle årstider, ikke kun forår og sommer. At vandre rundt i en urskov med sine juleindkøb midt i december kan være en surrealistisk oplevelse. Efteråret er også et godt tidspunkt at besøge haven, og hvis man er heldig, kan man finde store grankogler på jorden – af den slags der koster hundrede kroner i blomsterbutikker derhjemme – som kan bruges til juledekoration. Der må naturligvis ikke plukkes noget som helst i haven.

Der er ingen cafeer i den botaniske have, men man kan godt snige en take-away-kaffe og en kage med ind fra en af de mange barer over for hovedindgangen. Til gengæld ligger der et glimrende og meget rent toilet ovre ved sommerfugleburet bagest i haven.

Estrela & Campo de Ourique

Gummitræ i Jardim de Estrela

Fortsætter man fra Largo do Rato og op ad Avenida Alvares Cabral, kommer man efter få minutter til Jardim da Estrela, som i de fleste andre lande ville kvalificere som en fantastisk botanisk have. (Læs om Lissabons autoriserede botaniske have her.) Her er gummitræer, bananpalmer, platantræer, kaktus og figentræer – og til overflod to cafeer samt en meget stor legeplads med klatrestativer, som kunne være designet af Tarzan. Midt i parken ligger en kiosk på størrelse med et kosteskab, der fungerer som bibliotek – udvalget af lekture er mildest talt begrænset. Den første weekend i hver måned er der desuden loppemarked i parken. Og hele året spankulerer en familie af påfugle rundt blandt parkens gæster med næbbene i sky.

Området Estrela er lidt finere på det end det nærliggende Rato, blandt andet fordi parlamentet og premiereministerens bolig ligger i området. Men det gør ikke stedet kedeligt eller underforsynet med billige restauranter og cafeer. I Calçada da Estrela, som fører lodret ned ad bakke og ind mod centrum, ligger et par udmærkede hverdagsrestauranter (for eksempel O Lavrador), hvor to personer kan dele en nygrillet kylling med salat og pomfritter samt drikkevarer for omkring ti euro. 

Brug også gerne et par minutter i Basilica da Estrela, som er en af Lissabons fashionable bryllups- og begravelseskirker, og hvis to tårne kan ses på lang afstand. Hvis man er i Lissabon i december, bør man fyre to euro af på at få adgang til det af kirkens kapeller, som rummer verdens formentlig største krybbespil – en grotesk ophobning af udskårne figurer fra Det Nye Testamente i teatralsk belysning. Spørg den tilsynsførende nonne, om hun ved, hvad myrraskær (myrrh på engelsk) er - så vil hun lyse op i et helligt smil og remse sin indlærte lektie af. Børn kommer gratis ind (og ud). 

Fra Basilica da Estrela kan man følge sporvognslinje 28’s rute op ad Rua Domingos Sequeira, der fører ind i bydelen Campo de Ourique. Selv om man her kun befinder sig knap to kilometer fra byens geografiske centrum, er der nærmest landsbystemning herude. At sammenligne området med Chelsea i London er nok lidt misvisende, men bydelen emmer ligesom den fancy London-bydel af en vis skødesløst chic charme. Husene er lavere end inde i centrum, trafikken mindre tung, og de gamle mænd og kvinder mere velklædte. I de seneste år er området blevet in hos de unge, hvilket kan aflæses på den udskiftning, der har fundet sted i udvalget af butikker. I stedet for de uendelige mængder af småbutikker med polyesternattøj og vvs-artikler finder man her fikse designerbutikker, der sælger håndlavet chokolade, enkeltmarksolivenolie og rigtige croissanter (ikke at forveksle med den portugisiske type, som er lavet på grisefedt og invertsukker og kan mætte en familie). Bydelen blev i 2012 af Time Out Lisbons læsere stemt ind som det område i Lissabon, hvor flest mennesker gerne vil bo.

Markedet i Campo de Ourique er åbent på 
hverdage. 

Lørdag er der loppemarked

Campo de Ourique har også et af byens bedste indendørs markeder (under delvis renovation i februar 2013), og lige ved siden af ligger en af byens grimmeste kirker, Santo Condestável, som er bygget i moderne gotik og stammer fra Salazar-tiden. Kirkepladsens vigtigste funktion er at være parkeringsplads for de handlendes varevogne – en glimrende udnyttelse af et overflødigt bymæssigt tomrum.

Men området er ikke kammet helt over i yuppificering. Der er stadig plads til både billige hverdagsrestauranter, støvede tobaksforretninger og enorme skobutikker med billigt og ensartet udvalg af ortopædisk korrekt fodtøj til bydelens tilbageværende modeignorante pensionister. En lille omvej værd er det at besøge den lille butik Loja do Saco på højre side af Rua do Sol ao Rato, som kun og udelukkende og suverænt sælger poser - til enhver lejlighed.

Et sidste stop i området kunne passende være det undselige udskænkningssted uden navn, som ligger i krydset Rua 4 de Infantaria og Rua Campo de Ourique. Der er tale om en såkaldt tasca, af hvilke der efterhånden kun er en håndfuld tilbage i Lissabon. For blot en generation siden ville man kunne finde den slags tasca’er i alle nabolag, ja, formentlig i hver karré i byen. De tilbyder én eneste ting: billig vin. Regn ikke med at få udleveret et vinkort – man banker bare sin mønt i disken og beder om branco eller tinto. Ikke et sted at hænge ud i timevis.

Tomás Taveiras skønhedsåbenbaring

Når man kort efter slingrer ud i solen med begyndende hovedpine, kan man slå et smut ned for enden af Rua Ferreira Borges. Her slutter byen, forekommer det. I hvert fald løber der en stærkt trafikeret vej på tværs, som ikke inviterer til krydsning, og på den anden side ligger en mark. Horisonten præges af det kombinerede kontorbyggeri og indkøbscenter Amoreiras, bygget af arkitekten Tomás Taveira (født 1938), som er gerningsmanden bag en lang række skandaløst hæslige nybyggerier rundt omkring i Lissabon. Indtil 2003 fungerede han som professor på det tekniske universitet i Lissabon, og i de sidste par generationer har han tyranniseret sine omgivelser med rædsler som fx det sociale boligbyggeri ”Zona J”, der er portugisiske filminstruktørers foretrukne baggrundskulisse for bandeopgør og narkorelaterede voldsscener. Tilhængere af Taveiras stil mener, at hans farveglade bygninger udstråler humoristisk sans. Men smag og behag er forskellig, også når det gælder humor. De fleste folk i Lissabon er efterhånden godt trætte af Taveiras lyserøde vitser.