Kyllingekaviar

En hvilken som helst portugisisk slagter vil kunne opvise mindst to og formentlig fire eller fem typer fjerkræ.

Basiskyllingen (frango) er cirka dobbelt så velsmagende som Brugsens våde version og halvt så dyr.

Frango do campo betyder direkte oversat 'landkylling'. De vejer cirka 2 kilo, har nærmest orange skind og en kilopris på omkring 4-5 euro.

Frango caseiro = 'hjemmelavet kylling' nærmer sig 3 kilo og kommer som regel fra slagterens bedstemors lille hønsefarm. Steges ved lavere varme end normal kylling, da de muskuløse lår kræver usædvanligt lang tid i ovnen. Skær evt. brystet fra efter 30 min.

Galinha ligner Irmas økologiske kyllinger på afstand, men lader sig hverken stege, braisere eller grille. De skal i gryden og koge med grøntsager i mindst 2 timer, før de giver smag fra sig. Kødet er lige til lossepladsen bagefter, men suppen er god.

Vagtler ... Det lyder fancy, men er det ikke. De sælges som regel dusinvis og har samme kilopris som hakket gris fra Aldi.

Og bemærk så endelig, at de fleste slagtere har mystiske ophobninger af æggeblommer i disken. Det er kyllingekaviar (læs: æggestokke), udtaget fra hunfuglenes bug. En delikatesse, synes nogle. Jeg undlader at bringe fotos.

Æggeblommer hedder i øvrigt 'gemas do ovo' på portugisisk, hvilket betyder 'æggets juvel' (jf. gem på eng.).

Portugisisk chokolade

Hahahahahahahahahahahahahahaha! Mon ikke baggrundsfarven på denne hjemmeside angiver, hvad der venter smagsløgene?

Heller ikke i Porto er de i stand til at fremstille chokolade eller gøre hjemmesiden indbydende.

Så kører det bedre for Lissabon-firmaet 'Verdens bedste chokoladekage', der i det mindste har farverne på plads. Og markedsføringen, der har skaffet dem kunder i bl.a. Australien og Østrig. Men selve produktet smager som en underbagt honningkage.

Prøv hellere café-kæden Landaus chokoladekage, der kan smages to steder i byen, nemlig her.

... eller gå i et hvilket som helst af byens supermarkeder og køb (schweisisk) Lindt til 1/2 pris af den danske. Den, der kaldes kogechokolade og sælges i kvarte kilo ad gangen, kan måle sig med Peter Beiers basisvare.

Lopper

Nej, ikke dem fra Feira do Ladra, men den ulækre slags.

Når fuglene begynder at bygge reder om foråret, kravler lopperne, der har overvintret oppe i de gamle reder, tilbage på de nye indflyttere og giver sig til at yngle. Og når de bliver trætte af smagen af fugl, kaster de sig ud fra højderne og lander på mig og andre byvandrere.

Der er heldigvis tale om fuglelopper, så de bliver ikke hængende i tøjet så længe. Men lopperne ved jo ikke, at de ikke kan lide menneskeblod, så de plejer lige at tage en smagsprøve, før de hopper videre.

Ud på efteråret går lopperne i hi. Men omkring slutningen af oktober plejer Lissabon at blive ramt af en kort sensommer, og så tager lopperne lige en omgang mere. Et loppebid kløer i en dags tid og efterlader et lille, rødt mærke. De plejer at sidde nede omkring strømperne.

Hvis man føler sig gennemgnavet under et besøg i Lissabon, skyldes det mao. ikke dårlig hygiejne blandt de lokale sporvognsbrugere eller mangelfuld støvsugning på hotelværelset, men snarere de forlystelsessyge blodsugere oppe i byens træer og tagrender.