Som i gamle dage

Rua Possidonia i 1800-tallet.

Rua Possidonia i går.

Når man bladrer i gamle bøger om Lissabon, kan man konstatere, at byen ikke har ændret sig meget i de sidste 200 år. Der er selvfølgelig skudt mange rædsler op i de dyre dele af byen, men mange gader ser ud, som de altid har gjort.

En sådan gade er Rua Possidonia - en herlig hverdagsgade uden en eneste seværdighed (og uden en eneste turist). Fra toppen af gaden kan man enten bestige trappen til venstre, der fører op til Necessidades-parken, eller dreje mod højre og besøge Lissabons største kirkegård, Cemitério dos Prazeres. Man kan også bare gå en tur i gaden, titte ind i de smalle baggårde, hvor børn og katte leger, og slutte med byens billigste kaffe (0,5€) på en af gadens forfaldne cafeer. Sporvogn 28 har sin endestation ved kirkegårdens hovedindgang.

Rua Possidonia ligger klemt inde mellem Necessidades-parken
og Prazeres-kirkegården i den vestlige del af byen.

Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Til de modebevidste

Som nævnt i en anden blogpost ligger de fleste af luksustøjbutikkerne på paradegaden Avenida Liberdade. Gaden er markeret med røde hustage på nedenstående kort.

Her er en kort beskrivelse af de øvrige shoppingområder på kortet:

I Chiado finder man mainstream-butikker og kæder så som H&M, FootLocker og Zara, men også Hermès, Marc Jacobs og diverse portugisiske designere.

I Baixa sælges mest traditionelt portugisisk tøj samt sko, sko, sko. Der ligger dog også et par butikker til de unge, fx Carhartt.

Bairro Alto er præget af små butikker med alternativt design. Ingen internationale kæder i sigte.

Principe Real (navnlig Rua Dom Pedro V) har portugisisk designertøj til det voksne og selvbevidste segment.

Santos er et relativt turistfrit område med små tøj- og møbelbutikker samt second-hand.

São Bento dækker over en enkelt gade - Rua São Bento - der har specialiseret sig i antikviteter. Læs mere her.

Castilho (faktisk kun Rua Castilho) er en lille enklave af tøjbutikker, der lever af turisterne fra de nærliggende hoteller (Hilton; Four Seasons; Ritz). Tøjet er mest til kvinder.

Områderne oppe i højre hjørne af kortet ligger uden for alfarvej og har ikke den store interesse for turister. [Update: Jeg tog fejl]

Den mest målrettede - og kedeligste - måde at gå på tøjindkøb er at tage i et af Lissabons mange stormagasiner. De ligger lidt uden for centrum og har alle de kendte mærker. Jeg plejer at gå i Corte Inglês, der minder om Illum/Magasin og har et godt supermarked med en fantastisk skinke-afdeling. Det mellemstore shoppingcenter Amoreiras er også okay. Endelig er der giga-centeret Colombo, som ligger i Expo og har alt, undtagen charme.

Indkøbscenteret Amoreiras ligger en stejl gåtur opad
fra Avenida Liberdade (nederste højre hjørne).

Lissabons layout

Dette oversigtskort er ikke beregnet på detail-skattejagt, men skal give indtryk af de dele af byen, der har turistens interesse.

Den røde pil midt i billedet peger på paradegaden Avenida de Liberdade, Lissabons centrale shoppinggade med alle de store modemærker og en del 5-stjernede hoteller. Læs om gaden her.

De blå, gule, grønne og røde streger angiver byens fire metrolinjer.

Nederst på kortet ses 25. april-broen (den røde, der ligner broen i San Francisco), og i øverste højre hjørne befinder sig den eneste anden bro over Tejo-floden i miles omkreds. Den fører direkte ud på landet (læs om en udflugt til den portugisiske savanne her).

Øverst og nogenlunde midt på kortet finder man lufthavnen, der ligger i magelig taxa-afstand fra centrum. Læs om transport ved ankomst her.

Det store grønne område i byens vestlige område er et naturreservat kaldet Monsanto, der er gennemskåret af cykelstier (tykke dæk anbefales). I 2015 blev en cykel/gangsti mellem centrum og naturreservatet indviet. Den kan man læse mere om her.

Syd for Monsanto ligger Belém, som i dén grad er turistegnet. Læs mere her.

Endelig finder man i bunden af kortet havnebyen Almada, der ikke hører til Lissabon. Det var her, man i gamle dage tørrede torsk. I dag handler det mest om skaldyrsrestauranter. Der går masser af færger over floden. Læs mere her.

Hvor skal jeg bo (II)?

Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.

Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.

Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.

Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.

Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.

Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.

Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.

Fra lufthavn til centrum

Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.