Viser opslag med etiketten cykel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cykel. Vis alle opslag

onsdag den 11. november 2015

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.
'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.
Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

torsdag den 20. november 2014

Hvor skal jeg bo (II)?

Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.


Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.

Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.

Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.

Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.

Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.

Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.

tirsdag den 4. november 2014

Til stranden


Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen


Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.