De dødes by

Cemitério dos Prazeres er Lissabons største gravplads. Den blev ligesom mange af Europas andre berømte kirkegårde (Assistens Kirkegård i København, Père-Lachaise i Paris m.fl.) anlagt omkring 1800, dengang byerne begyndte at vokse, og epidemier var almindelige.

Som man kan se på fotografiet, minder Prazeres mest af alt om en by for de døde - med små huse, brostensbelagte gader, rendestene og fortov. Inde i husene, der som regel har familiens navn over døren, er kisterne med de døde anbragt på hylder fra gulv til loft. Nede i kælderen står flere kister.

Der går sjældent mere end 48 timer, fra en portugiser dør, til vedkommendes lig er på plads i familiemausolæet. Hastværket skyldes selvfølgelig frygten for forrådnelse og stank. Da min portugisiske svigermor døde for et par år siden, foregik det således:

Damen døde på et hospital en fredag formiddag. Allerede to timer efter afhentede bedemanden liget og kørte det i køleskab. I mellemtiden blev familie og venner orienteret. Samme aften blev kisten med liget anbragt i et kapel i afdødes lokale kirke, hvor familien vågede over den. I aftenens løb kom folk forbi og kondolerede, og ved midnatstid gik familie og nærmeste venner hjem og spiste natmad.

Lørdag formiddag fandt næste del af bisættelsen sted: To hundrede mennesker dukkede op i kapellet, lyttede til præsten snakke og skiftedes derpå til at gå hen og lægge blomster ved kisten.
Ved 12-tiden blev kisten båret ud i den ventende rustvogn og de mange blomster anbragt i en varevogn. Så kørte bedemanden afsted mod familiens gravsted i Figueira da Foz, en badeby 200 kilometer nord for Lissabon. Køreturen dertil skulle naturligvis foregå i anstændigt lavt tempo, så begravelsesgæsterne og vi andre havde tid til en længere frokost, før vi kørte nordpå.

Klokken 17 var alle gæsterne igen samlet, denne gang foran mausolæet på kirkegården i Figueira da Foz, hvor solen bagte ned (det var i juni). Døren til gravmælet blev åbnet, og kisten blev bakset op på en hylde, som kirkegårdspersonalet havde ryddet til lejligheden (ved at stille en ældre kiste ned i mausolæets rummelige kælder. Dernede befinder sig fem eller seks generationers kister i mange lag). Så gik familien ind og lagde flere blomster på kisten samt hilste på de andre døde familiemedlemmer i stueetagen. Derefter sagde en lokal præst nogle ord, hvorpå døren til mausolæet blev lukket, og de sidste tårer tørret bort.  Blomsterne fra kirken i Lissabon blev anbragt foran indgangen til gravstedet.

Ved 18-tiden kørte vi hen til familiens sommerhus uden for byen og drak gravøl i haven sammen med de af gæsterne, der ikke skulle retur til Lissabon. På det tidspunkt var der gået halvandet døgn, siden den gamle dame døde.

Det opskruede tempo gør det svært for alle at nå frem til kirke og bisættelse i tide, så på ugedagen for dødsfaldet afholder familien en ny messe i begravelseskirken, hvor folk, der måske befandt sig i udlandet på dødsdagen, kan komme og kondolere. Samme slags reserve-messe afholdes 4 uger efter og igen på årsdagen for dødsfaldet - og mindst én repræsentant for familien forventes at være til stede ved disse ekstra-bisættelser. Man kan endda betale præsten for at nævne den dødes navn i sin prædiken hvert år på dødsdagen i de følgende ti, tyve eller tredive år. Jeg ved ikke, hvad den slags arrangementer koster eller gør godt for, men for nogle katolikker er det sikkert pengene værd ...

Som i gamle dage

Rua Possidonia i 1800-tallet.

Rua Possidonia i går.

Når man bladrer i gamle bøger om Lissabon, kan man konstatere, at byen ikke har ændret sig meget i de sidste 200 år. Der er selvfølgelig skudt mange rædsler op i de dyre dele af byen, men mange gader ser ud, som de altid har gjort.

En sådan gade er Rua Possidonia - en herlig hverdagsgade uden en eneste seværdighed (og uden en eneste turist). Fra toppen af gaden kan man enten bestige trappen til venstre, der fører op til Necessidades-parken, eller dreje mod højre og besøge Lissabons største kirkegård, Cemitério dos Prazeres. Man kan også bare gå en tur i gaden, titte ind i de smalle baggårde, hvor børn og katte leger, og slutte med byens billigste kaffe (0,5€) på en af gadens forfaldne cafeer. Sporvogn 28 har sin endestation ved kirkegårdens hovedindgang.

Rua Possidonia ligger klemt inde mellem Necessidades-parken
og Prazeres-kirkegården i den vestlige del af byen.

Ukendte pladser

Praça Armada med Neptunstatue.

Man skal ikke mange meter uden for Lissabons centrum for at finde steder, som turisterne ikke har opdaget. En af de mest idylliske og turistfri pladser er Praça Armada i den sydlige bydel Alcântara (udtales al-CAN-tra med vanlig portugisisk sans for udeladelse af stavelser). Her ligger et par udmærkede cafeer/restauranter med borde ude på pladsen – et glimrende sted til en lille forfriskning før eller efter et besøg i Necessidades-parken eller Prazeres-kirkegården få hundrede meter derfra. Den nyåbnede restaurant Tasca da Armada har flinke tjenere, et interessant udvalg af fisk og borde i både sol og skygge.

En anden plads, hvor man sjældent ser turister, er Largo do Intendente, som faktisk bare er en udvidelse af Rua dos Anjos. Den ligger et par hundrede meter oppe ad og på højre side af Avenida Almirante Reis, hvis man som alle de andre turister kommer fra Martim Moniz-pladsen (udgangspunkt for sporvognslinje 28). Indtil blot sidste år (2012) var pladsen og hele det bagvedliggende bakkede terræn forbeholdt ludere og lommetyve, og selv i dag kan det svært at lokke taxachauffører til at begive sig ind i smågaderne. Man finder heller ikke pladsen omtalt i nogen turistguider, men det skal det nok komme snart, for bydelen er under renovering, og boligpriserne er allerede steget markant.

I pladsens nordlige ende ligger en café, der serverer morgenmad og frokost af den lidt mere moderne slags: yoghurt med mysli, sandwich med røget laks, omeletter og vegetariske indslag (som er en sjældenhed i Lissabon). Cafeens hjemmelavede kager og tærter er også over middel. I weekenden kan man være (u)heldig at ramle ind i en karaoke-konkurrence; jukeboksens repertoire består overvejende af politiske sange på portugisisk, så det kan være lidt som at sidde på Christianshavn en sommeraften og lytte til Pelle Jarmer og Søren Pind, der synger John Mogensens eller Røde Mors udødelige hits.

På pladsen finder man også indgangen til Viuva Lamego, en af Lissabons smukkeste kakkelbutikker. Produktionen er i dag nedlagt, men designkæden A Vida Portuguesa har bevaret det meste af interiøret.