Lissabons nye have

På skråningen mellem de to udsigtspunkter Miradouro da Senhora do Monte og Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen åbnede i sommeren 2015 en helt ny park. Den hedder Jardim da Cerca da Graça ('Haven tæt på Graça') og er endnu så ny, at de færreste har opdaget den. Fra haven har man udsigt ned over Mourarias tage og op til Slottet.

Jardim do Cerca de Graça har to indgange. Skiltningen er lidt mangelfuld p.t., men følg den snoede vej øverst i billedet eller tag trapperne ved Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen syd for parken.

De nyplantede træer er stadig små og uanseelige, men de skal nok vokse sig store og skyggefulde i løbet af et par år. Så vidt jeg kunne se ved mit seneste besøg, drejede det sig om pinjer, figentræer og citrontræer. Legepladsen er god, og quiosque'en i den nordlige ende meget billigere end cafeen oppe ved miradouro'en (espresso: 0,60€ / et glas vin: 1 €).

Bemærk i øvrigt den svungne gade øverst i luftfotoet. I den lille grønne cirkel ligger en byhave, hvor lokale beboere dyrker kål, squash og andet grønt. Det kan man læse mere om på denne blog, som handler om en dansk gymnasieklasses besøg hos de økologiske Lissabon-gartnere.

Shopping på parade

Avenida Liberdade er Lissabons svar på Champs-Elysées. Det er en af de mest trafikerede gader i byen, men alligevel virker den nærmest intim. Det skyldes de mange gamle træer, de smukke springvand, fortovsbelægningen og alle cafeerne.

På hver side af den sekssporede racerbane, hvor taxaer og busser kører dødskørsel, løber et grønt bælte med gamle platantræer, velholdte plæner, fortovscafeer og bænke. I bygningerne på begge sider af gaden har alle de store tøjmærker butikker. Husene på østsiden er smukkest og ældst (og huser traditionelle tøjmærker som Armani, Gucci og Louis Vuitton), mens bygningerne overfor er nyere og rummer femstjernede hoteller og yngre tøjmærker som Hugo Boss og danske Cos. Men der er også blevet plads til mere jordnære butikker som fx Mango og Gant og Lacoste.

Prada er rykket ind i et af de gamle palæer (nr. 206) på Avenida Liberdade.
De fleste af husene på denne side af gaden blev opført mellem 1870 og 1920.

Vandhuller er der nok af på strækningen, både quiosque'r med borde udendørs og traditionelle cafeer. Undgå så vidt muligt restauranterne på Avenida Liberdade, da de stort set alle serverer international & ligegyldig mad og mest appellerer til forretningsmænd eller amerikanske turister. Gå hellere ned i en af sidegaderne/parallelgaderne og find noget lokalt.

Avenida Liberdade starter i Baixa og løber nordpå til kæmperundkørslen Marques de Pombal, hvor de fleste turister formentlig vender om. Men der er også meget at se oppe i den ende af byen. Mere om det i en anden blogpost.

Jardim das Amoreiras

Jardim das Amoreiras er en skyggefuld have nord for Rato med café og legeplads. Fra bakkerne nord for byen kommer vand sivende gennem akvædukten på fotografiet og ender i et overdækket reservoir i pladsens ene hjørne, der i dag er indrettet som museum.

På sommeraftener er der tit live musik nær cafeen, der serverer udmærkede sandwich og kager. Der er også gratis wi-fi.

Vandmoderen

Det lyder som en skulpturgruppe af Kai Nielsen. Men Mãe d’Agua er et stort og imponerende bygningsværk i udkanten af centrum, som ligner noget, de romerske herskere kunne have efterladt. Så gammel er akvædukten dog ikke, selv om den har samme funktion. Den blev bygget og udbygget over en længere periode mellem det attende og nittende århundrede og rummer i dag et museum for moderne kunst, meget ofte vand-relateret.

Men der er stadig vand i bygningen: på øverste etage befinder sig et kæmpe bassin med glinsende klart vand – trangen til at hoppe i kan være næsten uimodståelig på en varm sommerdag.

Fra toppen af bygningen har man en flot udsigt over Rato-området og ned mod floden. Her er især smukt ved solnedgang (men bygningen lukker 17.30). Entreen er beskeden, og man er herligt fri for turister.

Bloco das Aguas Livres

Hvis man er arkitekturinteresseret, kan man slå et smut forbi højhusbyggeriet Bloco das Aguas Livres (bygget af arkitekterne Bartolomeu Costa Cabral & Nuno T. Pereira), som er fra 1953, det vil sige 7 år ældre end SAS-hotellet i København. Interiøret har flere ting til fælles med Arne Jacobsens Radiohus på Falkonér Allé, blandt andet træpaneler og skiltning. Udefra er det ikke ret smukt, men lejlighederne skulle efter sigende være lyse og elegante. På den øverste etage ligger en stribe atelierer, som benyttes af kunstnere med gode forbindelser.

Botanisk Have & Principe Real

YouTube-film af en af Lissabons rullende elevatorer.

Med "Elevador da Gloria" kan man komme fra Baixa og op til Bairro Alto på et halvt minut. Til fods tager opstigningen formentlig et kvarters tid, hvis man er i gennemsnitligt dårlig form.

Indtil for nogle år siden var det navnlig i aften- og nattetimerne, at der var liv i kvarteret – måske også lige lovlig meget liv, hvis man spurgte de fastboende. Men gennem de sidste 3-4 år er flere og flere specialforretninger åbnet, navnlig i Rua Dom Pedro V, Rua Escola Politecnica og de små sidegader, der løber ned i retning af floden. Så nu har Lissabon fået endnu en bydel at shoppe i.

På strækningen mellem Miradouro de Sao Pedro de Alcantara (endestationen for ”Elevador da Gloria”) og Principe Real ligger et mylder af mindre tøjbutikker med eget design, især på venstre side af gaden. Udefra ser butikkerne beskedne ud, men de strækker sig ganske langt ind bagved. Tidligere var mange af dem antikforretninger, men nu sælges her overvejende tøj. Ingen af dem er billige efter portugisiske forhold, men der afholdes et omfattende udsalg i januar. 

Hvis man har brug for et indslag af selvironisk kitsch oven på al den meget mode, kan man tage en drink i Pavilão Chinês, som skjuler sig bag en bordeauxfarvet facade i Rua Dom Pedro V nummer 89. Barens snørklede og dunkle lokaler rummer verdens formentligt største samling af dukker, actionmænd og andet støvet legetøj, opstillet i glasmontrer og ophængt under loftet. Der er også mulighed for at spille billard. Stedet er åbent til langt ud på natten.

Pavilão Chinês - hyggeligst om vinteren.

På den modsatte side af Rua Dom Pedro V skinner solen altid, og her ligger både restauranter og cafeer, sidstnævnte dog godt gemt af vejen. En af de hyggeligste hedder LostIn og har en overdækket terrasse med fantastisk udsigt ned over centrum og over til slottet. Maden og indretningen er multi-kulti. Lidt længere nede ad gaden gemmer sig endnu en café. Man skal igennem butikken Fabrico Infinito, der sælger arkitektur- og designbøger, for at finde den skyggefulde gårdhave med klatretræ til børn. Slagnummeret her er de allestedsnærværende pasteis nata, som laves på stedet og altid er lune, når man bestiller dem. En bica med en pastel nata koster 2,50 euro.

Principe Real-pladsen med downtown i øverste højre hjørne. 
Bemærk den fine parkering nederst i billedet.

Den centrale plads i området hedder Principe Real og er et luftigt sted at opholde sig på en hed sommerdag. Der er hele tre udskænkningssteder at vælge imellem: to kiosker i hver ende af pladsen samt den mere velforsynede café midt i alt det grønne, nær legepladsen. Cafeen er dyrere end de mere primitive kiosker, men har til gengæld toilet.
Principe Real-pladsen er omgivet af flere interessante huse, fx Palaceto dos Anjos på den sydøstlige side og Ribeiro da Cunha-paladset. Sidstnævnte dyrker den mauriske stil (Lissabon var på muslimske hænder i fra det ottende til det tolvte århundrede). Fra pladsens vestlige hjørne har man en en smuk udsigt over mod Basilica Estrela, og på klare dage kan man se 25. april-broen, hvis man kigger ned ad den stejle Rua do Jasmim. Inde midt på pladsen står et mærkeligt træ, som grundet sin mærkelige form gør alle forsøg på at fotografere det mærkelige. Der er tale om et cirka hundrede år gammelt cedertræ, som var lige ved at blive fældet for nogle år siden, da et af byrådets kloge hoveder fandt på, at der skulle bygges en parkeringskælder under pladsen. Heldigvis gjorde lokalbefolkningen oprør, og træet overlevede. Men det skranter, forlyder det, så måske er det snart sidste udkald, hvis man vil se Europas måske mærkeligste træ.

Fortsætter man ned ad Rua Politecnica i retning af Rato, kommer man snart til Lissabons Botaniske Have, som er fyldt med sære gevækster. Indgangen flytter sig lidt frem og tilbage i disse år på grund af renoveringsarbejde i gaden, men hold øje med en promenade på højre side med 25 meter høje palmer. Halvtreds meter inde sidder en parkbetjent i et lille skur og tager imod de halvanden euro, det koster at komme ind. Vinteråbent 9-18, om sommeren 9-20 (og lukket mellem jul og nytår). Børn under 6 har gratis adgang.

Haven føles mærkeligt menneskeforladt på de fleste tidspunkter af året. Og det kan undre, for her er virkelig skønt på alle årstider, ikke kun forår og sommer. At vandre rundt i en urskov med sine juleindkøb midt i december kan være en surrealistisk oplevelse. Efteråret er også et godt tidspunkt at besøge haven, og hvis man er heldig, kan man finde store grankogler på jorden – af den slags der koster hundrede kroner i blomsterbutikker derhjemme – som kan bruges til juledekoration. Der må naturligvis ikke plukkes noget som helst i haven.

Der er ingen cafeer i den botaniske have, men man kan godt snige en take-away-kaffe og en kage med ind fra en af de mange barer over for hovedindgangen. Til gengæld ligger der et glimrende og meget rent toilet ovre ved sommerfugleburet bagest i haven.

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først?