Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.

'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.

Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

Meget moderne kunst

Trænger man til en dosis moderne kultur oven på Beléms gotiske kirker og munkeklostre, bør man styre mod Berardo-samlingen i samme bydel. Museet har til huse i CCB (Centro Cultural de Belém), der oprindeligt blev bygget til at huse det portugisiske formandsskab for EU (1992).

I dag rummer kulturcenteret restauranter, konferencefaciliteter, små butikker og en fin koncertsal - samt byens bedste moderne museum (hvis man spørger mig). Samlingen tilhører rigmanden José Manuel Rodrigues Berardo (f.1944) og er nu på ottende år udlånt til den portugisiske stat.

Berardo-samlingen er blandt verdens halvtreds mest besøgte museer.
 Louvre er altid nummer 1; Louisiana er p.t. nummer 92.
Se listen her.

Den permanente samling dækker hele det tyvende århundrede og rummer alt fra surrealisme (Salvador Dali, Picasso m.fl.) til pop art (Warhol, Lichtenstein m.fl.) - samt to danske indslag: Asger Jorn og Richard Mortensen. Desuden arrangerer museet skiftende tema-udstillinger i kælderen med splinterny kunst, som regel provokerende installationer eller tissemandstegninger. Børn elsker det.

Berardo-museet har åbent hele året rundt, og det koster intet at komme ind (Update: Fra maj 2017 er det begyndt at koste 5€ at komme ind. Pensionister etc. får rabat). Hvis man ankommer som større gruppe, vil museet gerne vide det i forvejen. Læs mere om det praktiske her.

Til stranden

Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen

Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.

Ud på savannen

Hvis ferien strækker sig over mere end en lang weekend, er det værd at overveje en lille køretur mod øst, hvor den iberiske savanne breder sig hele vejen til en spanske grænse. Turen kan klares på 3-4 timer, inklusiv frokost. Man kan også tage en overnatning og køre hjem næste dag. Gør fx således:

1) Lej en bil.
Nemmeste metode er at hente og aflevere i lufthavnen. Så behøver man ikke vikle sig ud af byen, men kan køre direkte ud på motorvejen mod Alentejo.

2) Forlad lufthavnen.
Kør over Vasco da Gama-broen, og drej mod nord ad IC3/N119.

3) Følg skiltene mod Coruche.
Vejen er mere eller mindre snorlige og fører gennem et landskab med korkege og storkereder.

4) Snup en pause på en landevejscafé.
Garanteret turistfrit område.

5) Gør eventuelt holdt ved en af grøntsagsboderne langs vejen.
I maj/juni sælges vilde asparges, hen på sommeren er det kirsebær og meloner, og senere finder man figner, æbler og pærer. I vinterhalvåret er der masser af clementiner og appelsiner.

6) I Coruche fortsættes mod Mora.
Her kan man hos Afonso afprøve det ægte Alentejo-køkken. Køreturen hertil tager cirka halvanden time.

9) Efter frokost kan man enten
køre retur via Evora eller
fortsætte til Estremoz og tage en overnatning.

Økomarked

På pladsen Principe Real, der ligger på toppen af en bakke i udkanten af Bairro Alto, afholdes hver lørdag ml. 9-13 et økologisk grøntsagsmarked.

Der er ikke tale om et overflødighedshorn af provencalske dimensioner, og udvalget begrænser sig til frugt og grønt, men varerne er i orden og billige. Æblesæsonen er p.t. ved at være overstået, men hvis Claus Meyer tror, at Lilleø leverer den bedste frugt, tager han fejl. Her er også kål i alle afskygninger, salater i uoverskuelige mængder samt krydderurter, der ellers kan være svære at finde i frisk udgave hos byens mere hverdagsagtige grønthandlere og supermarkeder.

Valnødderne er fra Algarve + enorme, mandlerne stammer fra Alentejo og er aldrig harske, fignerne koster ikke otte kroner stykket (som i Nordre Frihavnsgade), men otte kroner per kilo, spidskål kan de også finde ud af. Og salattypernes antal er som sagt uendeligt. Sammensæt selv en papirspose med 1/2 kilo sprøde blade for en dansk tier.

Man møder navnlig madglade turister på markedet, idet området ned ad bakke i retning af floden er befængt med private indkvarteringsmuligheder. Og der er både legeplads og cafeer på pladsen.

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Arkæologi

Jordskælvet i 1755 oversvømmede den lavtliggende bykerne, men også Karmeliter-klosteret på toppen af Chiado blev smadret. Ærgerligt for munkene, men de fandt sikkert et andet sted at munke. 

             I dag kan man mod en rimelig entré besøge klosteret, som rummer en lille og hurtigt overset udstilling af arkæologiske objekter fra Lissabons fortid. Hovedattraktionen er munkeordenens sammenstyrtede kirke, som om sommeren bruges til klassiske koncerter. 

             Den gotiske kirkes gulv består af græs og brosten, og taget er erstattet af blå himmel. 

Tintin-kendere bør holde øje med den Rascar Capac-lignende mumie, som er foldet sammen i en montre i en af museets sale. 

               Han ser sådan ud:

 Hov, her var den rigtige:

Dukkehospital

På Praça de Figueira midt i centrum ligger en særpræget legetøjsforretning. Dens speciale er reparation af dukker. Alle Lissabons små piger har en eller flere dukker derfra, og deres mødre kan alle fortælle historier om yndlingdukken, der fik revet en arm eller et øje af og måtte indlægges på Hospital de Bonecas. Butikken har også en Facebook-side, hvor man kan takke for reparation eller dele fotos af sit dukkehus med andre patienter og pårørende.

Tag på kakkeljagt

En billedsøgning på Google med søgeordet ’azulejo’ vil bedre end mange ord give et indtryk af, hvad Portugal, og navnlig Lissabon formår på området. Alle bydele er velforsynede med kakkelbeklædte facader – selv om de mest avancerede eksempler naturligvis forekommer i de ældste dele af byen (Chiado, Bairro Alto og området omkring slottet). Men selv i nyere boligområder kan man støde på smukke, moderne kakkelløsninger.

Kaklerne er ikke kun til pynt. De er faktisk den billigste løsning for husejere, som ikke har råd til at renovere deres husfacader så ofte, som myndighederne kræver (hvert 10. år!). Og hvem har det?

Hvis man befinder sig i Lissabon i vintermånederne, kan man blive overrasket af voldsomme regnbyger af og til – navnlig i januar. Men det bør man ikke ærgre sig over. Snup i stedet en paraply, og gå på kakkeljagt i gaderne. Regnen får nemlig nogle gange kaklerne på facaderne til at løsne sig og falde til jorden – og så kan man samle de ituslåede bidder op og tage dem med hjem som souvenir. Man kan blive helt hypnotiseret af projektet, lidt ligesom når man går på svampejagt. Men lad ikke entusiasmen løbe af med dig – det er naturligvis strengt forbudt at pille kakler af husene, også selv om de ser ud til at sidde faretruende løst.

Kakkel-bidderne kan bruges til at lave smykker med – se et par eksempler her – når man kommer hjem. En erfaren smykkekunster fra Lissabon gav mig det råd, at man først hægter kæden på kakkel-bidden (kræver et særligt bor) og derefter sliber den til (med sandpapir). Det er nemlig ikke til at holde ud, hvis kaklen knækker, efter at man har slebet og gnubbet i dagevis.

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først?