Som i gamle dage

Rua Possidonia i 1800-tallet.

Rua Possidonia i går.

Når man bladrer i gamle bøger om Lissabon, kan man konstatere, at byen ikke har ændret sig meget i de sidste 200 år. Der er selvfølgelig skudt mange rædsler op i de dyre dele af byen, men mange gader ser ud, som de altid har gjort.

En sådan gade er Rua Possidonia - en herlig hverdagsgade uden en eneste seværdighed (og uden en eneste turist). Fra toppen af gaden kan man enten bestige trappen til venstre, der fører op til Necessidades-parken, eller dreje mod højre og besøge Lissabons største kirkegård, Cemitério dos Prazeres. Man kan også bare gå en tur i gaden, titte ind i de smalle baggårde, hvor børn og katte leger, og slutte med byens billigste kaffe (0,5€) på en af gadens forfaldne cafeer. Sporvogn 28 har sin endestation ved kirkegårdens hovedindgang.

Rua Possidonia ligger klemt inde mellem Necessidades-parken
og Prazeres-kirkegården i den vestlige del af byen.

Ukendte pladser

Praça Armada med Neptunstatue.

Man skal ikke mange meter uden for Lissabons centrum for at finde steder, som turisterne ikke har opdaget. En af de mest idylliske og turistfri pladser er Praça Armada i den sydlige bydel Alcântara (udtales al-CAN-tra med vanlig portugisisk sans for udeladelse af stavelser). Her ligger et par udmærkede cafeer/restauranter med borde ude på pladsen – et glimrende sted til en lille forfriskning før eller efter et besøg i Necessidades-parken eller Prazeres-kirkegården få hundrede meter derfra. Den nyåbnede restaurant Tasca da Armada har flinke tjenere, et interessant udvalg af fisk og borde i både sol og skygge.

En anden plads, hvor man sjældent ser turister, er Largo do Intendente, som faktisk bare er en udvidelse af Rua dos Anjos. Den ligger et par hundrede meter oppe ad og på højre side af Avenida Almirante Reis, hvis man som alle de andre turister kommer fra Martim Moniz-pladsen (udgangspunkt for sporvognslinje 28). Indtil blot sidste år (2012) var pladsen og hele det bagvedliggende bakkede terræn forbeholdt ludere og lommetyve, og selv i dag kan det svært at lokke taxachauffører til at begive sig ind i smågaderne. Man finder heller ikke pladsen omtalt i nogen turistguider, men det skal det nok komme snart, for bydelen er under renovering, og boligpriserne er allerede steget markant.

I pladsens nordlige ende ligger en café, der serverer morgenmad og frokost af den lidt mere moderne slags: yoghurt med mysli, sandwich med røget laks, omeletter og vegetariske indslag (som er en sjældenhed i Lissabon). Cafeens hjemmelavede kager og tærter er også over middel. I weekenden kan man være (u)heldig at ramle ind i en karaoke-konkurrence; jukeboksens repertoire består overvejende af politiske sange på portugisisk, så det kan være lidt som at sidde på Christianshavn en sommeraften og lytte til Pelle Jarmer og Søren Pind, der synger John Mogensens eller Røde Mors udødelige hits.

På pladsen finder man også indgangen til Viuva Lamego, en af Lissabons smukkeste kakkelbutikker. Produktionen er i dag nedlagt, men designkæden A Vida Portuguesa har bevaret det meste af interiøret.