Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.

'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.

Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

Til stranden

Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen

Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.