Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Botanisk Have & Principe Real

YouTube-film af en af Lissabons rullende elevatorer.

Med "Elevador da Gloria" kan man komme fra Baixa og op til Bairro Alto på et halvt minut. Til fods tager opstigningen formentlig et kvarters tid, hvis man er i gennemsnitligt dårlig form.

Indtil for nogle år siden var det navnlig i aften- og nattetimerne, at der var liv i kvarteret – måske også lige lovlig meget liv, hvis man spurgte de fastboende. Men gennem de sidste 3-4 år er flere og flere specialforretninger åbnet, navnlig i Rua Dom Pedro V, Rua Escola Politecnica og de små sidegader, der løber ned i retning af floden. Så nu har Lissabon fået endnu en bydel at shoppe i.

På strækningen mellem Miradouro de Sao Pedro de Alcantara (endestationen for ”Elevador da Gloria”) og Principe Real ligger et mylder af mindre tøjbutikker med eget design, især på venstre side af gaden. Udefra ser butikkerne beskedne ud, men de strækker sig ganske langt ind bagved. Tidligere var mange af dem antikforretninger, men nu sælges her overvejende tøj. Ingen af dem er billige efter portugisiske forhold, men der afholdes et omfattende udsalg i januar. 

Hvis man har brug for et indslag af selvironisk kitsch oven på al den meget mode, kan man tage en drink i Pavilão Chinês, som skjuler sig bag en bordeauxfarvet facade i Rua Dom Pedro V nummer 89. Barens snørklede og dunkle lokaler rummer verdens formentligt største samling af dukker, actionmænd og andet støvet legetøj, opstillet i glasmontrer og ophængt under loftet. Der er også mulighed for at spille billard. Stedet er åbent til langt ud på natten.

Pavilão Chinês - hyggeligst om vinteren.

På den modsatte side af Rua Dom Pedro V skinner solen altid, og her ligger både restauranter og cafeer, sidstnævnte dog godt gemt af vejen. En af de hyggeligste hedder LostIn og har en overdækket terrasse med fantastisk udsigt ned over centrum og over til slottet. Maden og indretningen er multi-kulti. Lidt længere nede ad gaden gemmer sig endnu en café. Man skal igennem butikken Fabrico Infinito, der sælger arkitektur- og designbøger, for at finde den skyggefulde gårdhave med klatretræ til børn. Slagnummeret her er de allestedsnærværende pasteis nata, som laves på stedet og altid er lune, når man bestiller dem. En bica med en pastel nata koster 2,50 euro.

Principe Real-pladsen med downtown i øverste højre hjørne. 
Bemærk den fine parkering nederst i billedet.

Den centrale plads i området hedder Principe Real og er et luftigt sted at opholde sig på en hed sommerdag. Der er hele tre udskænkningssteder at vælge imellem: to kiosker i hver ende af pladsen samt den mere velforsynede café midt i alt det grønne, nær legepladsen. Cafeen er dyrere end de mere primitive kiosker, men har til gengæld toilet.
Principe Real-pladsen er omgivet af flere interessante huse, fx Palaceto dos Anjos på den sydøstlige side og Ribeiro da Cunha-paladset. Sidstnævnte dyrker den mauriske stil (Lissabon var på muslimske hænder i fra det ottende til det tolvte århundrede). Fra pladsens vestlige hjørne har man en en smuk udsigt over mod Basilica Estrela, og på klare dage kan man se 25. april-broen, hvis man kigger ned ad den stejle Rua do Jasmim. Inde midt på pladsen står et mærkeligt træ, som grundet sin mærkelige form gør alle forsøg på at fotografere det mærkelige. Der er tale om et cirka hundrede år gammelt cedertræ, som var lige ved at blive fældet for nogle år siden, da et af byrådets kloge hoveder fandt på, at der skulle bygges en parkeringskælder under pladsen. Heldigvis gjorde lokalbefolkningen oprør, og træet overlevede. Men det skranter, forlyder det, så måske er det snart sidste udkald, hvis man vil se Europas måske mærkeligste træ.

Fortsætter man ned ad Rua Politecnica i retning af Rato, kommer man snart til Lissabons Botaniske Have, som er fyldt med sære gevækster. Indgangen flytter sig lidt frem og tilbage i disse år på grund af renoveringsarbejde i gaden, men hold øje med en promenade på højre side med 25 meter høje palmer. Halvtreds meter inde sidder en parkbetjent i et lille skur og tager imod de halvanden euro, det koster at komme ind. Vinteråbent 9-18, om sommeren 9-20 (og lukket mellem jul og nytår). Børn under 6 har gratis adgang.

Haven føles mærkeligt menneskeforladt på de fleste tidspunkter af året. Og det kan undre, for her er virkelig skønt på alle årstider, ikke kun forår og sommer. At vandre rundt i en urskov med sine juleindkøb midt i december kan være en surrealistisk oplevelse. Efteråret er også et godt tidspunkt at besøge haven, og hvis man er heldig, kan man finde store grankogler på jorden – af den slags der koster hundrede kroner i blomsterbutikker derhjemme – som kan bruges til juledekoration. Der må naturligvis ikke plukkes noget som helst i haven.

Der er ingen cafeer i den botaniske have, men man kan godt snige en take-away-kaffe og en kage med ind fra en af de mange barer over for hovedindgangen. Til gengæld ligger der et glimrende og meget rent toilet ovre ved sommerfugleburet bagest i haven.