Viser opslag med etiketten trafik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten trafik. Vis alle opslag

torsdag den 12. november 2015

Shopping på parade

Avenida Liberdade er Lissabons svar på Champs-Elysées. Det er en af de mest trafikerede gader i byen, men alligevel virker den nærmest intim. Det skyldes de mange gamle træer, de smukke springvand, fortovsbelægningen og alle cafeerne.


På hver side af den sekssporede racerbane, hvor taxaer og busser kører dødskørsel, løber et grønt bælte med gamle platantræer, velholdte plæner, fortovscafeer og bænke. I bygningerne på begge sider af gaden har alle de store tøjmærker butikker. Husene på østsiden er smukkest og ældst (og huser traditionelle tøjmærker som Armani, Gucci og Louis Vuitton), mens bygningerne overfor er nyere og rummer femstjernede hoteller og yngre tøjmærker som Hugo Boss og danske Cos. Men der er også blevet plads til mere jordnære butikker som fx Mango og Gant og Lacoste.

Prada er rykket ind i et af de gamle palæer (nr. 206) på Avenida Liberdade.
De fleste af husene på denne side af gaden blev opført mellem 1870 og 1920.
Vandhuller er der nok af på strækningen, både quiosque'r med borde udendørs og traditionelle cafeer. Undgå så vidt muligt restauranterne på Avenida Liberdade, da de stort set alle serverer international & ligegyldig mad og mest appellerer til forretningsmænd eller amerikanske turister. Gå hellere ned i en af sidegaderne/parallelgaderne og find noget lokalt.

Avenida Liberdade starter i Baixa og løber nordpå til kæmperundkørslen Marques de Pombal, hvor de fleste turister formentlig vender om. Men der er også meget at se oppe i den ende af byen. Mere om det i en anden blogpost.

onsdag den 11. november 2015

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.
'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.
Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

mandag den 3. november 2014

Rato (hvor rotterne mødes)

Alle veje fører til Rato.

Rato ligger højt og fik sit navn i forbindelse med jordskælvet og oversvømmelsen i 1755, der lagde byen i ruiner. Da flodbølgerne væltede ind over Lissabon, flygtede byens rotter fra de lavere dele af byen og samledes til fagligt møde på dette sted. I dag er pladsen præget af gennemkørende trafik, men niveauforskellene i terrænet er udnyttet fremragende, så man fra de fleste vinkler kun har udsigt til beskedne mængder af byens racerkørere. 

Hvis man om aftenen står for enden af Rua Alexandre Herculano, kan man være heldig at se verdens flotteste fuldmåne gå ned over det lyserøde Treenigheds-kloster i pladsens vestlige ende.

Et par hundrede meter nord for rundkørslen ligger Jardim das Amoreiras, hvor man kan se og røre ved byens halvgamle akvædukter. I sydvestlig retning finder man Jardim de Estrela, der er fuld af gummitræer og papegøjer. Og mod øst går det ned ad bakke mod paradegaden Avenida de Liberdade.

tirsdag den 29. januar 2013

Fra lufthavn til centrum



Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.