Blæksprutte

Fisk er godt. Frisk fisk er bedre. Men frossen blæksprutte er bedst.

Okay, blæksprutter er ikke fisk. Jeg aner faktisk ikke, hvad de er. Medlemmer af natskyggefamilien eller en lignende fordækt loge, må man gå ud fra. De opfører sig i hvert fald skummelt, både i og uden for køkkenet.

Vi har alle sammen siddet på en græsk taverna med fødderne i vandskorpen og spist blækspruttesalat og drukket ouzo med en kæreste engang i firserne eller halvfemserne. Men den blæksprutte, som I deltes om, var ikke hevet op af det ægæiske hav samme morgen. Eller samme uge. Eller samme måned, hvis vi taler sommerferieminder. De blæksprutter, som serveres i Grækenland, er fanget om vinteren - og der er stor sandsynlighed for, at de tilbragte deres liv i Atlanterhavet, snarere end i Χανιά-bugten.

Jeg fraråder den primitive teknik med at gennembanke det slimede kræ med kagerulle eller tom vinflaske før tilberedning, da det er besværligt at skrubbe indtørrede sugekopper af lamper og loft. Gør i stedet som portugiserne (og grækerne), og frys kræet ned i 24 timer. Det mørner kødet og gør det nemt at stege eller dampe mørt.

Når man har dampet blæksprutten (ca. 45min) og skåret den i passende stykker, er der frit slag, hvis man vil lave blækspruttesalat: Bland med kogte kartofler, bønner, kikærter eller alle tre. Tilsæt rå løg (rødløg er pænest), peberfrugt (farven er valgfri), hvidløg, olivenolie, persille, koriander eller rucola (som på foto). Chili er også godt.

Som hovedret plejer portugiserne at servere blæksprutte 'a lagareiro', dvs. på olie-presserens facon, hvilket betyder, at det blødkogte bæst overhældes med kogende olivenolie og hvidløg før servering. Man kan også bruge den færdigkogte blæksprutte i retten 'arroz de polvo', hvor stykkerne blandes med ris. Det sjoveste er at braisere blæksprutten i vin & grøntsager, som om der var tale om et stykke oksekød. Saucen bliver ekstremt mørk og klistret som en god fond. Jeg brugte engang portvin i stedet for alm. vin, men det blev sgu for voldsomt...

Kyllingekaviar

En hvilken som helst portugisisk slagter vil kunne opvise mindst to og formentlig fire eller fem typer fjerkræ.

Basiskyllingen (frango) er cirka dobbelt så velsmagende som Brugsens våde version og halvt så dyr.

Frango do campo betyder direkte oversat 'landkylling'. De vejer cirka 2 kilo, har nærmest orange skind og en kilopris på omkring 4-5 euro.

Frango caseiro = 'hjemmelavet kylling' nærmer sig 3 kilo og kommer som regel fra slagterens bedstemors lille hønsefarm. Steges ved lavere varme end normal kylling, da de muskuløse lår kræver usædvanligt lang tid i ovnen. Skær evt. brystet fra efter 30 min.

Galinha ligner Irmas økologiske kyllinger på afstand, men lader sig hverken stege, braisere eller grille. De skal i gryden og koge med grøntsager i mindst 2 timer, før de giver smag fra sig. Kødet er lige til lossepladsen bagefter, men suppen er god.

Vagtler ... Det lyder fancy, men er det ikke. De sælges som regel dusinvis og har samme kilopris som hakket gris fra Aldi.

Og bemærk så endelig, at de fleste slagtere har mystiske ophobninger af æggeblommer i disken. Det er kyllingekaviar (læs: æggestokke), udtaget fra hunfuglenes bug. En delikatesse, synes nogle. Jeg undlader at bringe fotos.

Æggeblommer hedder i øvrigt 'gemas do ovo' på portugisisk, hvilket betyder 'æggets juvel' (jf. gem på eng.).

Tærte (næsten) uden æg

Personligt er jeg ikke alt for vild med de mange æggebaserede kager og desserter i det portugisiske køkken. Der er æg - navnlig æggeblommer - i alt, hvilket iflg. overleveringen skyldes, at man på de mange klostre i landet brugte æggehviderne til at klare vinen. Æggeblommerne, der hobede sig op i køkkenerne, skulle bruges til noget, og det blev altså til kager. Det er også forklaringen på, at så mange af kagerne har semi-religiøse navne, Toucinho do Ceu (himmelsk bacon), Bolo do Convento (klosterbolle) etc.

Nu har jeg langt om længe fundet en kage, som jeg gider spise i større mængder. Der er tale om en mandeltærte, og der indgår kun ét enkelt æg i opskriften. Firmaet, der fremstiller tærten, startede for et par år siden som et enmandsforetagende, men i dag findes der 4-5 outlets i byen, som sælger én ting: tærte. Enten med mandler eller med pinjekerner. De koster ca. 20 € stykket og kan mætte 12 personer.

Hvis man selv vil lave tærten, er det ganske nemt. Det vigtigste er at bage den lidt længere, end man synes er rimeligt. Den smager nemlig bedst, når karamellen er næsten sort.

Kagebund:

150 g sukker

1 helt æg

200 g hvedemel

125 g blødt smør

Rør sukker og æg sammen, til det bliver cremet. Tilsæt skiftevis smør og mel, indtil dejen bliver tyk og klistret.

Bred dejen ud i en tærteform (2-3 cm høj, 25 cm bred) med løs bund. Dejen klistrer en del til fingrene, så det er smart at dyppe fingrene i varmt vand ind imellem.

Bag dejen ved 180 grader i varmluftsovn i 15-20 minutter. Overfladen skal være lysebrun, og kanterne må gerne branke lidt, men hold øje med, at det hele ikke bliver for mørkt.

Mandelfyld:

125 g sukker

125 g smør

4 spsk mælk

125 g mandler (hakkede eller i splitter)

Mens tærtebunden bages, blandes sukker, smør og mælk i en gryde. Lad det koge op. Tilsæt de hakkede mandler, og rør rundt, indtil det begynder at boble vildt.

Hæld den skoldhede mandelblanding ud i den færdigbagte bund, og stil formen tilbage i ovnen, stadig ved 180 grader. Bag tærten i 12-15 minutter. Den færdige tærte har en mørkebrun overflade. Lad tærten køle lidt af, før den løftes ud af formen.

Gratis mad

Hvis man fyrer et par euro af på gulerødder, porrer, løg og en galinha (suppehøne), kan man gøre suppen mere interessant ved at besøge den britiske ambassade i Rua São Bernardo 33 og plukke rosmarin fra de store potteplanter foran bygningen. Manden med maskingeværet foran hovedindgangen plejer at hilse, når jeg høster.

Laurbærtræer vokser i de fleste parker. Hvis man ikke er helt grøn på fingrene, kan man hive et blad af, krølle det sammen i hånden og snuse ind for at sikre sig, at det ikke er bulmeurt eller guldregn.

Og hvis man har investeret i et par skiver skinke fra sortfodsgris, bør man overveje at gå på figenjagt.
Figentræer finder man på mange gadehjørner i beboelsesområder, i parker og villakvarterer. Der kan høstes fra sidst i juli og frem til sent i september.

Citrontræer ses overalt. Frugterne er usprøjtede og har en stærkt begrænset holdbarhed, når de er plukket.

Frugterne på byens clementin-træer er som regel skuffende sure og bitre og uspiselige og ikke værd at beskæftige sig med. Men heldigvis koster de næsten ingenting hos grønthandlerne. (Vogt Dem for spanske efterligninger).

Man kan også være heldig at snuble over en nedstyrtet pinjekogle. Lad være at brække neglene i forsøget på at åbne den, men tag den med hjem og anbring den i en solrig vindueskarm, gerne nær en radiator. Efter nogle dage/uger begynder den at knage, og snart efter kan man plukke pinjerkernerne ud (eller op fra gulvet, hvis der var knald på radiatoren). Der skal dog cirka 10 kogler til, hvis man vil servere pesto til flere end sig selv.

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Sortfodssvin

Tryk her for at forstørre foto.

Porco Preto Alentejano er det portugisiske navn for sortfodssvin. Racen hører hjemme i de centrale dele af den iberiske halvø og lægger skinker og andre kropsdele til de fineste og dyreste portugisiske og spanske charcuterieprodukter. Grisene nedstammer fra vildsvin af den type, man kender fra Asterix & Obelix, og lever en halvvild tilværelse på de vidtstrakte sletter i det østlige Portugal (og vestlige Spanien). Dyrene spiser alt med rødder: græs, småbuske og krydderurter samt agern fra områdets mange korkege. De sidste måneder før slagtning går svinene på en næsten ren agerndiæt og spiser op til ti kilo agern om dagen.

Sortfodsskinker kan kendes på deres langstrakte form. De er ikke ligeså buttede som italienske (Parma og San Daniele) og franske (Bayonne) skinker. Kødstrukturen er også anderledes, idet sortfodssvin danner en helvedes masse fedt inde i musklerne. Det gør det sværere at skære skinkerne ud i de store, reelle skiver, som man kender fra supermarkedernes vakuumpakker.

På restauranten O Magano (Rua Tomás da Anunciação 52 i bydelen Campo d'Ourique) får man 100 gram gammel gris for ca. 12 euro, hvilket nærmer sig prisen på samme mængde færdigsskåret porco preto fra supermarkedet.

Lissabons nye køkken

Restaurante Largo

Selv om Portugal ikke er et middelhavsland, er ingredienserne stort set de samme som dem, man finder i Italien, Spanien og Sydfrankrig. Det vil sige olivenolie, hvidløg, tomater, peberfrugter, auberginer, courgetter osv. Brugen af krydderurter er også udbredt, men begrænser sig hovedsagligt til timian, rosmarin, oregano, persille - og ikke mindst koriander. Desuden støder man ofte på kål af mange slags, som hovedsagligt dampes eller indgår i supper eller tærter.

Produktionen af charcuterie - pølser, skinke, bacon etc. - er stor, men ikke lige så raffineret som i nabolandene. Og det er egentlig overraskende, når man ved, hvor mange sortfodssvin der trasker rundt ude i den portugisiske natur. Det meste af kødet fra disse halvvilde grise (porco preto på portugisisk) bliver solgt uforarbejdet videre til forbrugerne, hvis ikke det eksporteres til Spanien, hvor det skifter navn til pata negra.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad Portugals bedste kokke i øjeblikket formår at udrette med traditionelle råvarer, bør man besøge en af nedenstående restauranter. Her serveres klassiske retter med et moderne twist - og til helt uhørt lave priser. En tre-retters menu med vin vil næppe koste mere end 40-50 euro på de fleste af nedenstående adresser (måske på nær A Travessa, som dog stadig er langt billigere end nordeuropæiske restauranter på samme niveau). 

Moderne portugisisk I

Cantinho do Avillez

Rua dos Duques de Braganca 7 (Baixa)

(afslappet bistro-stemning hos kendt tv-kok)

Moderne portugisisk II

Restaurante 560

Rua das Gaveas 78 (Bairro Alto)

(traditionelle ingredienser i nye kombinationer)

Moderne portugisisk III

Restaurante Alma

Calçada Marquês de Abrantes 92 (Santos)

(moderne portugisisk mad i kridhvide omgivelser)

Moderne portugisisk IV

Tasca d’Esquina

adr. (Campo de Ourique)

(portugisiske tapas: petiscos)

Moderne portugisisk V

A Travessa

Travessa do Convento das Bernardas 12 (Lapa)

(romantisk gårdhave i nedlagt kloster. Reservation anbefales)

Moderne portugisisk VI

Restaurante Largo

Rua Serpa Pinto 10A (Chiado)

(indretningen er lige så elegant som maden)

Websitet LisbonLux rummer en glimrende oversigt over Lissabons restauranter, opdelt efter stil (moderne, traditionelle, med udsigt etc.). Her er hjemmesidens liste over nogle af byens mest fremtrædende kokke.

Markeder

Hver bydel i Lissabon har sit eget indendørs marked. De varierer i størrelse, men er aldrig helt overvældende, sådan som man kender dem fra fx Barcelona eller Lyon. De er heller ikke rigtig anlagt på at tiltrække turister, men henvender sig hovedsagligt til lokale husmødre og restauranter. Alligevel er der som regel noget at se på, navnlig hvis man er interesseret i mad. 

Hvis man bor i lejlighed med eget køkken eller måske på et madfikseret hostel som Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion, der stiller glimrende køkkenfaciliteter til rådighed for gæsterne, er det oplagt at foretage sine indkøb på det lokale marked og derefter gå hjem og svine køkkenet til. Det er også stedet at foretage indkøb af madrelaterede souvenirs som for eksempel hvidløgsranker eller tørret chili. Om vinteren er de portugisiske clementiner ufatteligt gode (de eksporteres sjældent - dem, man ser i Danmark, er som regel fra Spanien).

For en skandinav virker udbuddet af fisk og skaldyr helt overvældende. Her er kæmpemæssige pighvarre eller havtasker til 60 kroner kiloet, sprællevende og aggressive taskekrabber (gå efter hunnerne) fyldt med koral til cirka samme kilopris, slimede kæmpeblæksprutter og så selvfølgelig den uhyggeligt udseende rovfisk, som på portugisisk hedder peixe espada (dolkefisk på dansk) og bruges til at grille i koteletter eller indgår i en af de glimrende risottolignende retter, som de fleste restauranter serverer.

Klipfisk er der også masser af, men de egner sig mindre godt til at slæbe hjem i lejlighedens køkken, da de afgiver en sindsoprivende stank af våd bedemand, når de lægges i blød. Laks bør man undgå, da den uvægerligt stammer fra norsk opdræt (OK, det gør al laks i danske butikker efterhånden også). Loven kræver, at fangsten mærkes med fangststed, og påbuddet overholdes overalt. Desværre er det ikke alle fiskehandlere, der skriver lige læsbart.

Der er også slagterbutikker på markedet, men sjældent overraskelser i montrerne. Det skulle da lige være mængden af grisetæer. Nogle af stadeholderne specialiserer sig i fjerkræ og sælger både vagtler, kyllinger, ænder og hele kalkuner. Andre fokuserer på lam eller svinekød, men alle excellerer de i oksekød. Det bedste kød kommer fra Douro-området i det nordøstlige Portugal – se efter racer som Mirandesa eller Arouquesa. Priserne er under det halve af danske kødpriser, og øjemålet hos mændene med de store knive er ikke altid lige skarpt. Hvis man beder om en bøf til to personer, saver slagtermesteren en kvart oksefilet ud. Pris: 10-12 euro. Men så er der også mad til alle de nye venner hjemme på hostel’et.

Blomster er der også masser af, men dem er portugiserne til gengæld ikke gode til. Eller også sælges alle de friske blomster til kirkerne, som er stedet at gå hen en søndag, hvis man vil bombarderes med botaniske sanseindtryk. For meget er nok, synes at være mantraet blandt Lissabons kirketjenere.

Anthony Bourdain i Lissabon

Anthony Bordain er en amerikansk kok, som for nogle år siden lagde knivene på hylden og skrev en bog om sin tid i branchen. Siden fik han sit eget tv-program, hvor han rejser rundt i hele verden og spiser og drikker og svovler og bander. Der er masser af klip fra serien på YouTube. Her er hans besøg i Lissabon:

Restauranten Ramiro, hvor Bourdain i ovenstående klip knokler sig igennem et større opbud af skaldyr, er siden tv-programmet blevet så overrendt, at man må stå i kø i halve og hele timer for at få bord. Det gider kun turister. De lokale går bare 30 meter længere ned eller op ad gaden; i begge retninger ligger lignende steder.