Ud på savannen

Hvis ferien strækker sig over mere end en lang weekend, er det værd at overveje en lille køretur mod øst, hvor den iberiske savanne breder sig hele vejen til en spanske grænse. Turen kan klares på 3-4 timer, inklusiv frokost. Man kan også tage en overnatning og køre hjem næste dag. Gør fx således:

1) Lej en bil.
Nemmeste metode er at hente og aflevere i lufthavnen. Så behøver man ikke vikle sig ud af byen, men kan køre direkte ud på motorvejen mod Alentejo.

2) Forlad lufthavnen.
Kør over Vasco da Gama-broen, og drej mod nord ad IC3/N119.

3) Følg skiltene mod Coruche.
Vejen er mere eller mindre snorlige og fører gennem et landskab med korkege og storkereder.

4) Snup en pause på en landevejscafé.
Garanteret turistfrit område.

5) Gør eventuelt holdt ved en af grøntsagsboderne langs vejen.
I maj/juni sælges vilde asparges, hen på sommeren er det kirsebær og meloner, og senere finder man figner, æbler og pærer. I vinterhalvåret er der masser af clementiner og appelsiner.

6) I Coruche fortsættes mod Mora.
Her kan man hos Afonso afprøve det ægte Alentejo-køkken. Køreturen hertil tager cirka halvanden time.

9) Efter frokost kan man enten
køre retur via Evora eller
fortsætte til Estremoz og tage en overnatning.

Fra lufthavn til centrum

Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.

Ankomst til lufthavnen

Det begynder allerede i lufthavnen: Mens man står og venter på sin bagage ved transportbåndet, kommer en lille vogn trillende ud og ind mellem de rejsende. Den sælger kaffe og kage og koldt vand. Og der er straks kø ved vognen. For portugisere elsker at proppe ting i munden. Stemningen i lufthavnen er sydlandsk og eksotisk, da Lissabon er hub for flere af de flyselskaber, der beflyver Sydamerika og Afrika. Som nordeuropæisk turist føler man sig bleg og malplaceret blandt grupperne af farvestrålende brasilianske turister og de store, højtråbende familier fra Portugals tidligere kolonier i Afrika, Mozambique og Angola. En hurtig bica (det portugisiske ord for espresso) fra kaffebaren kurerer dog nemt den uoplagthed, man som lowcost-rejsende ofte ankommer med på grund af de tidlige morgenafgange. Men i Portugal er det stadig formiddag: Husk at stille uret en time tilbage.

Lufthavnen ligger omkring seks kilometer fra Lissabons centrum. Taxaturen koster omkring ti euro. Overlad pirattaxaerne uden for ankomsthallen til de mindre velforberedte turister og tag i stedet rulletrappen ovenpå ligesom de lokale. Uden for afgangshallen er der masser af ledige taxaer og hverken kø eller svindlere. Chaufførerne taler som regel engelsk til husbehov og er altid høflige og nysgerrige efter at vide, hvor man kommer fra. Hvis man har mere end håndbagage, bør man lade chaufføren smide kufferten om i bagagerummet. Det tjener han halvanden euro ekstra på.

Man kan også tage metroen fra lufthavnen og ind til byen. Den er billig og velfungerende, men kan virke grusomt støjende, hvis man har vænnet sig til den spøgelsesagtige københavnske version. En enkeltbillet til centrum koster knap to euro.