Til stranden

Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen

Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.

Mauriske indslag

Fra Estação do Rossio kan man tage toget til Sintra.

Lissabon var besat af maurerne i cirka fire hundrede år, fra 711 og frem til korsriddernes generobring af byen i 1147. En kort overgang (1108-1111) var byen dog på norske hænder. Det var i forbindelse med 'Det norske korstog', som kun ganske få har hørt om.

Lissabons ældste bevarede bydel, Alfama (som ikke blev ramt af naturkatastrofen i 1755), bærer spor af de nordafrikanske belejrere, både i gadenavne og i -layout. Selve navnet Alfama kommer fra arabisk: al-hamma, som betyder 'varm kilde'.

Men byen rummer også andre synlige tegn på kulturel påvirkning sydfra. Kakler er for eksempel oprindeligt en maurisk opfindelse. Hold også øje med kupler og vinduesdekorationer på bygninger fra den romantiske periode i slutningen af det nittende århundrede. Her er et par eksempler:

Casa do Alentejo
Bygningen, som er fra det 17. århundrede og ligger midt på et af Lissabons turiststrøg, skjuler en indvendig gård med palmer, fliser og buegange. Der ligger også en elegant restaurant på første sal.

Praça de Touros
Lissabons eneste tyrefægterarena er kun godt hundrede år gammel, men ligner noget, som maurerne kunne have bygget i Andalusien. Den ligger i byens nordlige udkant og har et indkøbscenter i kælderen.

Palacete Conceição e Silva
Et mini-palads på Avenida da Liberdade, bygget i 1891, med smukke vinduer og både mauriske og romanske træk. I dag er huset fyldt af kontorer, vist nok for en flyveklub - hvad det så end er...

Palácio Ribeira da Cunha
Den lyserøde bygning med søjler og kupler og små minareter ligger lige over for Principe Real og ender formentlig med at blive til hotel, når nogen på et tidspunkt får taget sig sammen. Så kan det være, at man kan komme til at se den have, der angiveligt gemmer sig inde bagved.

Estação do Rossio
Facaden på den tidligere hovedbanegård i Lissabons centrum er godt plastret til med sjove detaljer - se foto foroven. De indre dele er også et besøg værd - for eksempel hvis man skal til eventyrbyen Sintra, som ligger en halv times togtur fra Lissabon.

Sporvogne & billetter

Af Lissabons oprindeligt sytten sporvognslinjer er der kun fire tilbage i dag: Linjerne 12, 18, 25 og 28. De betjenes alle af vogne bygget i 1930'erne og renoveret i 1990'erne. Der findes også en nyere sporvognsmodel, linje 15, som kører fra centrum og følger en rute langs langs kysten mod vest i retning af Belem.

Den mest interessante af ruterne i indre by er linje 28, som kører fra Campo de Ourique i vest til Graça og Lissabons slot i øst. Undervejs passerer man en række af byens seværdigheder, fx Basilica Estrela og parlamentet, shoppingområdet Chiado, det snørklede boligområde Alfama, loppemarkedet Feira da Ladra og udsigtspunkterne nær slottet, før den slutter på Martim Moniz-pladsen, få meter fra den centrale Rossio-plads. Det er en oplagt og billig måde at skaffe sig overblik over Lissabons form og indhold. Desuden kommer sporvognen dybere ind i byens krinkelkroge end de store sightseeing-dobbeltdækkere formår.

Uden for myldretiden varer turen cirka fyrre minutter. Forsinkelser er dog hyppige og opstår især, når bilejere lige skal ind og ordne noget og derfor parkerer deres biler, så de rager ud over skinnerne. Man ser ofte 3-4 sporvogne holde i kø bag den slags fikse parkeringer.

I turistsæsonen fra marts til oktober kan der være godt proppet i linje 28. Hvis man vil have en siddeplads, bør man undgå tidsrummet mellem klokken 10 om formiddagen og frem til cirka 18. (Ikke at siddepladserne kan kaldes komfortable: ryg og sæder er lavet af træ og ikke bygget til langlemmede nordeuropæere.) Linje 28 kører fra kl. 6 til 23.

YouTube-præsentation af Lissabons 5 sporvognsruter

En enkeltbillet til sporvogn koster ca. 3€ (købes ombord), men man kan også overveje at købe et heldagskort med ubegrænset adgang til sporvogne, metro og bus (men ikke tog). Sådan et kort koster cirka 6€. Et dyrere alternativ er at anskaffe et Lisboa Card (kan købes hjemmefra over internettet eller i lufthavnen og på togstationer), der foruden transport dækker entré til stribevis af museer. Med mindre man påregner at tilbringe hele sin ferie på museer og i sporvogne, er det næppe værd at investere 18, 30 eller 37 euro i kort af henholdsvis 24, 48 og 72 timers gyldighed.

Det smarteste er at købe et såkaldt zapping-kort og fylde på, efterhånden som man bruger det. Selve kortet koster 0,5€, og man kan fylde 5, 10 eller 20€ på. Opfyldning foretages på metrostationer eller i udvalgte kiosker. Kortet giver adgang til sporvogne, metro, busser, færger plus den stærkt overvurderede Santa Justa-elevator.