Vin på restaurant

Har man blot en enkelt gang studeret vinhylderne i det lokale supermarked, vil man med god grund blive skuffet, når man bladrer vinkortet igennem på de fleste små restauranter i Lissabon. For kortet rummer fandeme de samme vine, som supermarkedet længere nede ad gaden sælger.

Hvis det samme gjorde sig gældende i Kbh, ville man med god grund blive rasende, for hvem ville gide drikke Lindeman eller Undurraga til 250 kr. flasken, når samme flaske er til salg rundt om hjørnet til 1/6 af prisen?

Sådan er det heldigvis ikke helt i Lissabon. Flasken til fem euro i supermarkedet koster formentlig kun det dobbelte i restauranten. Og hvis man er vovelysten, kan man afprøve husets vin (serveres i jarro, meio jarro og i sjældne tilfælde i 'penalti' - et stort glas, der skylles ned som et straffespark (?)).

Der bliver produceret så meget vin i Portugal, at enhver restaurant af en vis størrelse burde kunne arrangere et eksklusivt vinkort med ting & sager, som naborestauranten ikke har. Så hvad skyldes denne mangel på vovelyst hos restauratørerne?

Forklaringen er bl.a., at de mindre portugisiske vinproducenter overvejende sælger deres produkter i lokalområdet. Kun de store producenter har råd og tid til at sende deres sælgere på handelsrejse. Og når fortjenesten på en flaske vin er så beskeden, orker restauratørerne heller ikke rigtigt at gå på jagt i det brogede vinlandskab.

Cais do Sodré

Når barerne i Bairro Alto lukker omkring klokken 02:00, begiver de festglade indfødte sig ned ad bakke til Cais do Sodré for at drikke og danse videre. Det meste af året finder festen sted ude på gaden, og kun på en regnvejrshverdag i januar kan der virke lidt tomt i området.

Tidligere var gaderne omkring Igreja de São Paulo (den lokale kirke) tilholdssted for sømænd og mænd i det hele taget, og der ligger stadig et par natklubber med lokkende navne som fx 'Oslo' og 'Copenhagen'. Men i dag er der noget for enhver smag, især den støjende.

Beboerne i området er ikke vilde med udviklingen, hvorimod man oppe i Bairro Alto formentlig er lettede over, at andre bydele også er begyndt at lægge gader til hurlumhejet.

Jeg har selv tilbragt en hel nat i gaden på billedet sammen med en meget energisk gymnasieklasse fra København, og der var ikke optræk til ballade på noget tidspunkt, sådan som man ellers kender det fra Strøget, Jomfru Ane Gade m.v. Måske skyldes det, at de indfødte slagsbrødre i gennemsnit måler 150 cm i højden og helst slås med folk på deres egen størrelse.

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Mad med udsigt

Der er et begrænset antal elegante restauranter i Lissabon, og kun de færreste har så god udsigt som Restaurante Tágide, der ligger i sydenden af Chiado.

Det var oprindeligt udsigten, jeg ville vise...

Tagide er et oplagt sted at tage hen, hvis man lige er blevet gift og skal imponere svigerforældrene, men egentlig kræves der ikke nogen anledning. Priserne er ikke urimelige (her er link til menukortet) - og i den tilknyttede tapasbar i underetagen er de direkte rimelige.

Jardim das Amoreiras

Jardim das Amoreiras er en skyggefuld have nord for Rato med café og legeplads. Fra bakkerne nord for byen kommer vand sivende gennem akvædukten på fotografiet og ender i et overdækket reservoir i pladsens ene hjørne, der i dag er indrettet som museum.

På sommeraftener er der tit live musik nær cafeen, der serverer udmærkede sandwich og kager. Der er også gratis wi-fi.

Lissabons nye køkken

Restaurante Largo

Selv om Portugal ikke er et middelhavsland, er ingredienserne stort set de samme som dem, man finder i Italien, Spanien og Sydfrankrig. Det vil sige olivenolie, hvidløg, tomater, peberfrugter, auberginer, courgetter osv. Brugen af krydderurter er også udbredt, men begrænser sig hovedsagligt til timian, rosmarin, oregano, persille - og ikke mindst koriander. Desuden støder man ofte på kål af mange slags, som hovedsagligt dampes eller indgår i supper eller tærter.

Produktionen af charcuterie - pølser, skinke, bacon etc. - er stor, men ikke lige så raffineret som i nabolandene. Og det er egentlig overraskende, når man ved, hvor mange sortfodssvin der trasker rundt ude i den portugisiske natur. Det meste af kødet fra disse halvvilde grise (porco preto på portugisisk) bliver solgt uforarbejdet videre til forbrugerne, hvis ikke det eksporteres til Spanien, hvor det skifter navn til pata negra.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad Portugals bedste kokke i øjeblikket formår at udrette med traditionelle råvarer, bør man besøge en af nedenstående restauranter. Her serveres klassiske retter med et moderne twist - og til helt uhørt lave priser. En tre-retters menu med vin vil næppe koste mere end 40-50 euro på de fleste af nedenstående adresser (måske på nær A Travessa, som dog stadig er langt billigere end nordeuropæiske restauranter på samme niveau). 

Moderne portugisisk I

Cantinho do Avillez

Rua dos Duques de Braganca 7 (Baixa)

(afslappet bistro-stemning hos kendt tv-kok)

Moderne portugisisk II

Restaurante 560

Rua das Gaveas 78 (Bairro Alto)

(traditionelle ingredienser i nye kombinationer)

Moderne portugisisk III

Restaurante Alma

Calçada Marquês de Abrantes 92 (Santos)

(moderne portugisisk mad i kridhvide omgivelser)

Moderne portugisisk IV

Tasca d’Esquina

adr. (Campo de Ourique)

(portugisiske tapas: petiscos)

Moderne portugisisk V

A Travessa

Travessa do Convento das Bernardas 12 (Lapa)

(romantisk gårdhave i nedlagt kloster. Reservation anbefales)

Moderne portugisisk VI

Restaurante Largo

Rua Serpa Pinto 10A (Chiado)

(indretningen er lige så elegant som maden)

Websitet LisbonLux rummer en glimrende oversigt over Lissabons restauranter, opdelt efter stil (moderne, traditionelle, med udsigt etc.). Her er hjemmesidens liste over nogle af byens mest fremtrædende kokke.

Måltidet

Restaurante Ponto Final i Almada på den anden side af Tejo-floden.

Først en advarsel: Straks man sætter sig på en restaurant i Lissabon, vil en tjener komme farende og stille en eller flere små tallerkener med snacks på bordet. De mest basale steder drejer det sig bare om brød, smør og måske en skål oliven. Andre steder bliver man tilbudt en hjemmelavet tunsalat (og tørt majsbrød) eller en lille skål med blæksprutter. Jo længere op i restaurant-hierarkiet man kommer, jo mere opfindsomme bliver appetizerne. Men der er ikke tale om milde gaver fra de glade ejere. Alt på tallerkenerne koster, hvis man spiser det. Så hvis man bare er ude efter dagens ret og et glas vin, bør man vifte afværgende med hænderne, når tjeneren kommer slæbende med tingene – eller ignorere tallerkenerne, hvis de allerede står på bordet. Det bliver ingen fornærmede over. På den anden side: 2-3 euro for brød, smør og oliven er næppe det, der vælter læsset. En skål blækspruttesalat koster formentlig 3-5 euro, men så behøver man heller ikke at bestille forret. (Det behøver man i øvrigt aldrig.)

Paté på dåse, lige til at smøre på brød 

- eller sende retur til køkkenet, hvis man bare vil have en hovedret.

I det hele taget er der ingen fine fornemmelser på Lissabons restauranter – og det gælder alle typer, måske lige på nær de allermest fimsede. I Lissabon går man på restaurant for at spise og drikke med venner og familie, ikke for at demonstrere sin status eller på anden måde imponere omgivelserne.

            Forret: Hvis man er indfødt, er suppe uomgængelig. Grøntsagssuppe, fiskesuppe eller hønsesuppe er faste indslag – men det afhænger til en vis grad af restauranttypen. Fiskesuppe hedder sopa de marisco, hønsekødssuppe canja de galinha, mens açorda/sopa alentejana er en meget bondsk suppe lavet på brød og hvidløg. Endelig er der naturligvis Portugals nationalsuppe, caldo verde (egt. ’grøn suppe’), som er lavet på kål.

            Blandt hovedretterne optræder en del grillet, stegt og ovnbagt kød eller fisk. Vazia/novilho er okse/kalv, borrego er lam, porco giver sig selv. Desuden finder man mange sammenkogte retter med ris (arroz com et-eller-andet), der til tider minder om risotto. Og så selvfølgelig bacalhao, klipfisk på mange forskellige måder (men mest bagt, stegt og grillet og med masser af olivenolie - bed eventuelt om at få olien serveret i en kande ved siden af). Der følger som regel skamkogte grøntsager med hovedretten samt ris eller pommes frites. Af og til tillige en portion uopfindsom salat.

            Hvis man ikke er glubende sulten, kan man bede om en halv portion af de fleste hovedretter. 'Halv portion' hedder meia dose og koster tilsvarende mindre.

            Dessert: Karamelrand, chokolademousse, frugt og is står som regel i et køleskab nær indgangen og lokker. Men vær advaret: mange steder er desserterne fabriksfremstillede eller lavet på pulver. Spørg tjeneren, om nogle af desserterne er hjemmelavede.

            Drikkevarer: Til frokost drikker portugiserne vin og øl. Kontorfolk plejer at nøjes med vand eller cola. Menukortet rummer som regel en meget overskuelig liste over halve og hele flasker til grinagtigt lave priser. Husets vin, som serveres i karafler (jarro) af forskellige størrelser, er som regel lige akkurat drikkelig. Læs mere om vin på restauranter her/link.

            Afslut måltidet med en bica og læg 5-10 % i drikkepenge. Hvis man ser en indfødt forlade sit bord uden at efterlade drikkepenge, kan det skyldes, at vedkommende har en frokostordning med restauranten. 

Vandmoderen

Det lyder som en skulpturgruppe af Kai Nielsen. Men Mãe d’Agua er et stort og imponerende bygningsværk i udkanten af centrum, som ligner noget, de romerske herskere kunne have efterladt. Så gammel er akvædukten dog ikke, selv om den har samme funktion. Den blev bygget og udbygget over en længere periode mellem det attende og nittende århundrede og rummer i dag et museum for moderne kunst, meget ofte vand-relateret.

Men der er stadig vand i bygningen: på øverste etage befinder sig et kæmpe bassin med glinsende klart vand – trangen til at hoppe i kan være næsten uimodståelig på en varm sommerdag.

Fra toppen af bygningen har man en flot udsigt over Rato-området og ned mod floden. Her er især smukt ved solnedgang (men bygningen lukker 17.30). Entreen er beskeden, og man er herligt fri for turister.

Bloco das Aguas Livres

Hvis man er arkitekturinteresseret, kan man slå et smut forbi højhusbyggeriet Bloco das Aguas Livres (bygget af arkitekterne Bartolomeu Costa Cabral & Nuno T. Pereira), som er fra 1953, det vil sige 7 år ældre end SAS-hotellet i København. Interiøret har flere ting til fælles med Arne Jacobsens Radiohus på Falkonér Allé, blandt andet træpaneler og skiltning. Udefra er det ikke ret smukt, men lejlighederne skulle efter sigende være lyse og elegante. På den øverste etage ligger en stribe atelierer, som benyttes af kunstnere med gode forbindelser.

Frokost

Udearbejdende portugisere spiser næsten uden undtagelse frokost på café eller restaurant. Hvis ikke de tager hjem i frokostpausen. Madpakker er et ukendt fænomen, så når klokken nærmer sig 12, begynder der at blive livligt på byens ufatteligt mange spisesteder. I visse områder af byen – og ikke kun de centrale – kan man tælle op til tredive restauranter, barer og cafeer i en enkelt karré. Det virker noget overvældende, og udbuddet af spisesteder er givetvis også for stort til efterspørgslen – navnlig efter at Merkel og resten af Europa i 2012 fik gennemtvunget økonomiske reformer, der har påvirket den gennemsnitlige portugisiske husstands købekraft. Der er ganske enkelt ikke indbyggere nok til at holde liv i så mange køkkener.

Den mest udbredte type frokostrestauranter kendes på deres (nogenlunde) hvide markiser, der har ordet ’snack-bar’ skrevet med sorte blokbogstaver og et kaffelogo (Delta, Nicola og Buondi er de største) påtrykt. Disse steder hedder næsten altid noget uopfindsomt – fx ’Snack Bar do Castelo’ eller ”Snack Bar Igreja’, hvis de ligger i nærheden af slottet eller en kirke. Men man støder af og til på helt vanvittige navne: ’Snack Bar Hemingway’ (Hvis Ernest nogensinde nåede til Lissabon, skrev han vist aldrig om det), ’Snack Bar Hubba Bubba (en tyggegummi-glad ejer formentlig) eller ’Snack Bar Albatroz' (?).

For turister er maden på langt de fleste af disse hverdagssteder komplet ligegyldig: spinatsuppe og bøfsandwich har sjældent skabt overskrifter i de internationale madblade – selv om en prego no pao (en tynd skive oksekød i bolle med sennep og hvidløg) kan være lige, hvad man trænger til ud på formiddagen. To personer kan blive mætte og småberusede for under 20 euro på den slags steder, men så er et støjende tv og en påtrængende hørm af friture også en del af pakken.

Hvis man foretrækker mere afslappede omgivelser, bør man gå efter regulære restauranter, churrascaria’er og cervejaria’er. På de fleste af den slags rigtige spisesteder skal to personer gøre sig store anstrengelser for at banke den samlede frokostregning op over 50 euro for hovedret, vin, dessert og kaffe.
Selvfølgelig er der også langt mere fancy restauranter i Lissabon, og enkelte populære steder kan prismæssigt godt være med på nordeuropæiske priser. I dette blogpostkort finder man navne og adresser på nogle af de mest ambitiøse spisesteder i Lissabon. I dette link/link kan man læse om et par af byens klassiske madtempler, som serverer portugisisk mad af høj klasse til rimelig pris. Og her/link er en liste over steder med udsigt og god mad. Hvis man mener, at man har fortjent en drink forinden, er her/link et par adresser.

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først?