Arkæologi

Jordskælvet i 1755 oversvømmede den lavtliggende bykerne, men også Karmeliter-klosteret på toppen af Chiado blev smadret. Ærgerligt for munkene, men de fandt sikkert et andet sted at munke. 

             I dag kan man mod en rimelig entré besøge klosteret, som rummer en lille og hurtigt overset udstilling af arkæologiske objekter fra Lissabons fortid. Hovedattraktionen er munkeordenens sammenstyrtede kirke, som om sommeren bruges til klassiske koncerter. 

             Den gotiske kirkes gulv består af græs og brosten, og taget er erstattet af blå himmel. 

Tintin-kendere bør holde øje med den Rascar Capac-lignende mumie, som er foldet sammen i en montre i en af museets sale. 

               Han ser sådan ud:

 Hov, her var den rigtige:

Død på flaske

Her er en flaske no-name hjemmebrænd fra den lokale café:

'Muito particular' sagde café-ejeren, da han solgte mig flasken for lidt siden. Om indholdet ved jeg kun, at det er fremstillet af café-ejerens far et sted i Douro. Smagen kan bedst beskrives som Grappa-møder-Fernet-Branca. Mit indbyggede alkometer siger 45-50%. 

Sortfodssvin

Tryk her for at forstørre foto.

Porco Preto Alentejano er det portugisiske navn for sortfodssvin. Racen hører hjemme i de centrale dele af den iberiske halvø og lægger skinker og andre kropsdele til de fineste og dyreste portugisiske og spanske charcuterieprodukter. Grisene nedstammer fra vildsvin af den type, man kender fra Asterix & Obelix, og lever en halvvild tilværelse på de vidtstrakte sletter i det østlige Portugal (og vestlige Spanien). Dyrene spiser alt med rødder: græs, småbuske og krydderurter samt agern fra områdets mange korkege. De sidste måneder før slagtning går svinene på en næsten ren agerndiæt og spiser op til ti kilo agern om dagen.

Sortfodsskinker kan kendes på deres langstrakte form. De er ikke ligeså buttede som italienske (Parma og San Daniele) og franske (Bayonne) skinker. Kødstrukturen er også anderledes, idet sortfodssvin danner en helvedes masse fedt inde i musklerne. Det gør det sværere at skære skinkerne ud i de store, reelle skiver, som man kender fra supermarkedernes vakuumpakker.

På restauranten O Magano (Rua Tomás da Anunciação 52 i bydelen Campo d'Ourique) får man 100 gram gammel gris for ca. 12 euro, hvilket nærmer sig prisen på samme mængde færdigsskåret porco preto fra supermarkedet.

Lissabons nye køkken

Restaurante Largo

Selv om Portugal ikke er et middelhavsland, er ingredienserne stort set de samme som dem, man finder i Italien, Spanien og Sydfrankrig. Det vil sige olivenolie, hvidløg, tomater, peberfrugter, auberginer, courgetter osv. Brugen af krydderurter er også udbredt, men begrænser sig hovedsagligt til timian, rosmarin, oregano, persille - og ikke mindst koriander. Desuden støder man ofte på kål af mange slags, som hovedsagligt dampes eller indgår i supper eller tærter.

Produktionen af charcuterie - pølser, skinke, bacon etc. - er stor, men ikke lige så raffineret som i nabolandene. Og det er egentlig overraskende, når man ved, hvor mange sortfodssvin der trasker rundt ude i den portugisiske natur. Det meste af kødet fra disse halvvilde grise (porco preto på portugisisk) bliver solgt uforarbejdet videre til forbrugerne, hvis ikke det eksporteres til Spanien, hvor det skifter navn til pata negra.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad Portugals bedste kokke i øjeblikket formår at udrette med traditionelle råvarer, bør man besøge en af nedenstående restauranter. Her serveres klassiske retter med et moderne twist - og til helt uhørt lave priser. En tre-retters menu med vin vil næppe koste mere end 40-50 euro på de fleste af nedenstående adresser (måske på nær A Travessa, som dog stadig er langt billigere end nordeuropæiske restauranter på samme niveau). 

Moderne portugisisk I

Cantinho do Avillez

Rua dos Duques de Braganca 7 (Baixa)

(afslappet bistro-stemning hos kendt tv-kok)

Moderne portugisisk II

Restaurante 560

Rua das Gaveas 78 (Bairro Alto)

(traditionelle ingredienser i nye kombinationer)

Moderne portugisisk III

Restaurante Alma

Calçada Marquês de Abrantes 92 (Santos)

(moderne portugisisk mad i kridhvide omgivelser)

Moderne portugisisk IV

Tasca d’Esquina

adr. (Campo de Ourique)

(portugisiske tapas: petiscos)

Moderne portugisisk V

A Travessa

Travessa do Convento das Bernardas 12 (Lapa)

(romantisk gårdhave i nedlagt kloster. Reservation anbefales)

Moderne portugisisk VI

Restaurante Largo

Rua Serpa Pinto 10A (Chiado)

(indretningen er lige så elegant som maden)

Websitet LisbonLux rummer en glimrende oversigt over Lissabons restauranter, opdelt efter stil (moderne, traditionelle, med udsigt etc.). Her er hjemmesidens liste over nogle af byens mest fremtrædende kokke.

Portugisisk design

I Rua Anchieta, en sidegade omme bag Basílica dos Mártires, ligger designbutikken A Vida Portuguesa, som har et stort udvalg af smukke (og relativt billige) varer, som alle er fremstillet i Portugal: Tæpper, køkkengrej, chokolade, parfumer, legetøj og meget mere.

De to portugisiske sæbeproducenter, Claus (ill. ovenover) og Ach. Brito (ill. nedenunder), strides om at designe de flotteste indpakninger. I virkeligheden har de to mærker samme ejer.

  

En anden hyggelig butik i centrum er Luvaria Ulisses, som kun sælger handsker. Det foregår fra en mikroskopisk butik i Rua do Carmo, nær Rossio-pladsen. Handskerne tilpasses på stedet (og der er ofte kø helt ud på gaden, men det skyldes, at der kun er plads til én kunde ad gangen i den lille butik). De dyreste handsker koster omkring 125 euro, men man kan sagtens finde billigere modeller. Regn med omkring 40 euro for basismodellen.

Dukkehospital

På Praça de Figueira midt i centrum ligger en særpræget legetøjsforretning. Dens speciale er reparation af dukker. Alle Lissabons små piger har en eller flere dukker derfra, og deres mødre kan alle fortælle historier om yndlingdukken, der fik revet en arm eller et øje af og måtte indlægges på Hospital de Bonecas. Butikken har også en Facebook-side, hvor man kan takke for reparation eller dele fotos af sit dukkehus med andre patienter og pårørende.

Ukendte pladser

Praça Armada med Neptunstatue.

Man skal ikke mange meter uden for Lissabons centrum for at finde steder, som turisterne ikke har opdaget. En af de mest idylliske og turistfri pladser er Praça Armada i den sydlige bydel Alcântara (udtales al-CAN-tra med vanlig portugisisk sans for udeladelse af stavelser). Her ligger et par udmærkede cafeer/restauranter med borde ude på pladsen – et glimrende sted til en lille forfriskning før eller efter et besøg i Necessidades-parken eller Prazeres-kirkegården få hundrede meter derfra. Den nyåbnede restaurant Tasca da Armada har flinke tjenere, et interessant udvalg af fisk og borde i både sol og skygge.

En anden plads, hvor man sjældent ser turister, er Largo do Intendente, som faktisk bare er en udvidelse af Rua dos Anjos. Den ligger et par hundrede meter oppe ad og på højre side af Avenida Almirante Reis, hvis man som alle de andre turister kommer fra Martim Moniz-pladsen (udgangspunkt for sporvognslinje 28). Indtil blot sidste år (2012) var pladsen og hele det bagvedliggende bakkede terræn forbeholdt ludere og lommetyve, og selv i dag kan det svært at lokke taxachauffører til at begive sig ind i smågaderne. Man finder heller ikke pladsen omtalt i nogen turistguider, men det skal det nok komme snart, for bydelen er under renovering, og boligpriserne er allerede steget markant.

I pladsens nordlige ende ligger en café, der serverer morgenmad og frokost af den lidt mere moderne slags: yoghurt med mysli, sandwich med røget laks, omeletter og vegetariske indslag (som er en sjældenhed i Lissabon). Cafeens hjemmelavede kager og tærter er også over middel. I weekenden kan man være (u)heldig at ramle ind i en karaoke-konkurrence; jukeboksens repertoire består overvejende af politiske sange på portugisisk, så det kan være lidt som at sidde på Christianshavn en sommeraften og lytte til Pelle Jarmer og Søren Pind, der synger John Mogensens eller Røde Mors udødelige hits.

På pladsen finder man også indgangen til Viuva Lamego, en af Lissabons smukkeste kakkelbutikker. Produktionen er i dag nedlagt, men designkæden A Vida Portuguesa har bevaret det meste af interiøret.