Antikviteter og loppefund

Gamle gafler

Hvis man er på udkig efter en kirkebænk, en forgyldt helgen i naturlig størrelse eller måske en tronstol udskåret i udrydningstruede træsorter til bedstefar, er Rua de Sao Bento stedet at begive sig hen. Men her er også knap så antikke sager, blandt andet et par butikker, der specialiserer sig i moderne dansk/internationalt design fra 1950’erne. Hold øje med PH-kogler eller Børge Mogensen-gyngestole i vinduerne. I september holder gaden brandudsalg, hvor de fleste butikker er åbne 24 timer i træk.

Gaden løber fra trafikknudepunktet Rato i den vestlige udkant af centrum (omkring en kilometers gang fra Baixa) og er godt forsynet med små restauranter, cafeer og tesaloner. En af de hyggeligste – As Vicentinas – ligger for enden af gaden i nummer 700 og bestyres af et par ældre damer, som donerer dele af overskuddet til godgørende formål (sikkert noget med Jesus). Et hyggeligt sted at spise scones og tørre skoene, hvis man er blevet overrasket af en forårsbyge. Skråt overfor ligger butikken Alma Lusa, som sælger nyere portugisisk design, navnlig smykker og brugsgenstande. Blandt andet kan man finde smukke unikasmykker lavet af ældgamle kakler, som dykkere har hentet op fra et forlist skib. (Læs mere om kakler her)

Alma Lusa: portugisisk designet tøj, smykker og brugsgenstande

Brique a Braque de São Bento: antik tingeltangel

Camara dos Pares: møbler, især fra før 1900

Cinco 50 Zero: møbler og kunst (plakater) fra 1950’erne og frem

Janelas de São Bento: ting til hjemmet

Izu Interiors: moderne design

Luis Lopes: rigtige, støvede antikviteter, nogle flere hundrede år gamle.

Tempantigo: statuer og buster

Krisen i Portugal har i øvrigt betydet, at byens tidligere så indkøbsglade indbyggere er blevet tvunget til at sælge ud af den teknologi, som de ragede til sig under forbrugsfesten. Hvis man er på udkig efter mindre antikke antikviteter, for eksempel brugte digitalkameraer, mobiltelefoner, stereoanlæg og musikinstrumenter, bør man besøge Cash Converters i Rua Alexandre Herculano nr. 80, som er en slags moderne pantelåner. Selv om det kan virke en anelse herremandsagtigt at slæbe sit rov ud af butikken og forbi den indgang, hvor folk står i kø for at pantsætte sønnikes digitale trommesæt og den nyindkøbte køkkenmaskine. Stedet sælger også brugte cykler. Senest så jeg en spritny mountainbike med gear og lås til 40 euro – hvilket ellers er prisen for at leje en tilsvarende model i to dage. Der ligger en anden Cash Converters i Rua Pinheiro Chargas, nord for centrum.

I den modsatte ende af byen, i Alfama (nær sporvognslinje 28’s endestation) ligger byens loppemarked, Feira da Ladra. Markedet er åbent tirsdag og lørdag hele året rundt. Det er stedet at lede efter antikke (eller i et mindste brugte) bøger, litografier og tøj. Et Tintin-album på portugisisk koster en euro eller to. Her er både ægte antikvitetshandlere og sælgere af mere sigøjneragtigt tilsnit. Samt naturligvis billige spisesteder. Prøv for eksempel den lille kakao-bar i bygningen midt på pladsen, som også har et stort udvalg af cookies og den slags.

Hvis man er på jagt efter brugt tøj af høj klasse og til ingen penge, bør man besøge vintagebutikken A Outra Face da Lua, som har to butikker i byen. Den ene ligger i Rua da Assunção 22, midt i downtown, mens en nyere butik er åbnet i Avenida Almirante Reis, 94A, knap en kilometer fra centrum. (Restaurante Ramiro ligger i samme gade.) I begge butikker finder man velholdte Levis- eller Diesel-cowboybukser til under 20 euro samt skjorter, frakker, kjoler og sko i alle de kendte mærker. Endnu billigere er Humana – en velgørenhedsorganisation uden synlige tegn på religiøs tilknytning – som har hele to butikker i samme gade, i henholdsvis nummer 26 og 104. Hvad med en næsten ubrugt regnfrakke fra Burberry til 25 euro?

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først? 

Hvor skal jeg bo (I)?

Det aner jeg virkelig ikke. Men der er overnatningsmuligheder nok i Lissabon. Både traditionelle turistklasse-hoteller, luksushoteller med swimmingpool, bed and breakfast-muligheder og private udlejningslejligheder. Hvis man vil vide noget om byens kvarterer, kan man læse videre her.

En af de populæreste former for overnatning i Lissabon er hostels. Og de henvender sig ikke kun til unge mennesker med beskedent søvnbehov eller rygsækrejsende spejdere. De sidste tre-fire år er Lissabons hostels blevet kåret som verdens bedste, både hvad angår beliggenhed, indretning, service og mad. Et af de mest populære hostels hedder Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion og er indrettet i en ældre villa i centrum. Deres fiffige slogan lyder: Make Friends... Then Sleep With Them. Her kan man bo i sovesale til ingen penge, men man kan også booke dobbeltværelser med bad til blot 25 euro per person. Blandt faciliteterne er en gårdhave, en coktail-lounge, tre veludstyrede køkkener til fri afbenyttelse og masser af muligheder for at møde folk fra fremmede kulturer. Alle aldersgrupper, inklusiv børn, er velkomne, og ekstra opredninger er billige.

Et andet populært hostel med både sovesale og private værelser er The Independente, som ligger midt i Lissabons nyeste in-område nær Principe Real-pladsen. 

Også i centrum finder man Hostel Equity Point Lisbon, hvor der ofte bor danske gymnasieklasser. Billigt, centralt og værelser med udsigt. Se flere forslag nederst.

Hvis man er i Lissabon på en romantisk weekend eller bare foretrækker morgenmad på sengen, kan løsningen være B&B. Byen rummer flere hundrede af den slags steder, og der er noget for enhver pengepung. Overvejende er de dog markant billigere end almindelige hoteller, og servicen er langt mere personlig. Et rent ud sagt fremragende et af slagsen er Casa Costa do Castelo, som svæver på en bakketop klods op ad Lissabons gamle slot. Her kan man sidde på sin private terrasse og glo ud over byen og floden. Der er gårdhave med citrontræer, smagfulde og lyse værelser med sol fra morgen til aften. Priserne ligger på omkring 90 euro per nat for et dobbeltværelse.

Folk, der foretrækker at bo på hotel, må i højsæsonen være indstillet på at betale priser, der minder om dem, man kender fra andre europæiske hovedstæder. Hotel do Chiado, som ligger på en blæret adresse midt i Baixa (downtown), er et godt bud. På hotellets hjemmeside kan man være heldig at finde tilbud helt ned til 75 euro per person i dobbeltværelse uden for sæsonen. Hvis man vil have udsigt fra værelset, stiger prisen noget – men hotellet har en fantastisk tagterrasse med bar, så alle kan nyde udsigten over mod slottet. Flere hotel-forslag forneden.

Endelig er der masser af private udlejningsmuligheder i byen. Det er et godt alternativ til andre overnatningsformer, hvis man for eksempel er en familie på fire – eller en mindre gruppe venner – som gerne vil bo centralt og have eget køkken.

Hostels:
Lisbon Poets Hostel (Baixa/Chiado)
Lisbon Lounge Hostel (Baixa/Chiado)
Travellers House (Baixa/Chiado)
Alfama Patio Hostel (Alfama)
Lisbon Old Town Hostel (Bica)
Pensão Ninho das Águias (Castelo)

Bed & breakfast
Zuzabed (Rossio)
Baixa House (flere steder i byen)

Markante hoteller:
Bairro Alto Hotel (Bairro Alto)
As Janelas Verdes (Santos)
Hotel Britania (Liberdade)
Residencial Alegria (Liberdade)

Reklame:
Min kæreste udlejer denne fine lejlighed med plads til
2 voksne + 2 ikke alt for fede børn.
Den ligger midt i Principe Real-området.

Fra lufthavn til centrum

Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.

Ankomst til lufthavnen

Det begynder allerede i lufthavnen: Mens man står og venter på sin bagage ved transportbåndet, kommer en lille vogn trillende ud og ind mellem de rejsende. Den sælger kaffe og kage og koldt vand. Og der er straks kø ved vognen. For portugisere elsker at proppe ting i munden. Stemningen i lufthavnen er sydlandsk og eksotisk, da Lissabon er hub for flere af de flyselskaber, der beflyver Sydamerika og Afrika. Som nordeuropæisk turist føler man sig bleg og malplaceret blandt grupperne af farvestrålende brasilianske turister og de store, højtråbende familier fra Portugals tidligere kolonier i Afrika, Mozambique og Angola. En hurtig bica (det portugisiske ord for espresso) fra kaffebaren kurerer dog nemt den uoplagthed, man som lowcost-rejsende ofte ankommer med på grund af de tidlige morgenafgange. Men i Portugal er det stadig formiddag: Husk at stille uret en time tilbage.

Lufthavnen ligger omkring seks kilometer fra Lissabons centrum. Taxaturen koster omkring ti euro. Overlad pirattaxaerne uden for ankomsthallen til de mindre velforberedte turister og tag i stedet rulletrappen ovenpå ligesom de lokale. Uden for afgangshallen er der masser af ledige taxaer og hverken kø eller svindlere. Chaufførerne taler som regel engelsk til husbehov og er altid høflige og nysgerrige efter at vide, hvor man kommer fra. Hvis man har mere end håndbagage, bør man lade chaufføren smide kufferten om i bagagerummet. Det tjener han halvanden euro ekstra på.

Man kan også tage metroen fra lufthavnen og ind til byen. Den er billig og velfungerende, men kan virke grusomt støjende, hvis man har vænnet sig til den spøgelsesagtige københavnske version. En enkeltbillet til centrum koster knap to euro.

Anthony Bourdain i Lissabon

Anthony Bordain er en amerikansk kok, som for nogle år siden lagde knivene på hylden og skrev en bog om sin tid i branchen. Siden fik han sit eget tv-program, hvor han rejser rundt i hele verden og spiser og drikker og svovler og bander. Der er masser af klip fra serien på YouTube. Her er hans besøg i Lissabon:

Restauranten Ramiro, hvor Bourdain i ovenstående klip knokler sig igennem et større opbud af skaldyr, er siden tv-programmet blevet så overrendt, at man må stå i kø i halve og hele timer for at få bord. Det gider kun turister. De lokale går bare 30 meter længere ned eller op ad gaden; i begge retninger ligger lignende steder.