Ud på savannen

Hvis ferien strækker sig over mere end en lang weekend, er det værd at overveje en lille køretur mod øst, hvor den iberiske savanne breder sig hele vejen til en spanske grænse. Turen kan klares på 3-4 timer, inklusiv frokost. Man kan også tage en overnatning og køre hjem næste dag. Gør fx således:

1) Lej en bil.
Nemmeste metode er at hente og aflevere i lufthavnen. Så behøver man ikke vikle sig ud af byen, men kan køre direkte ud på motorvejen mod Alentejo.

2) Forlad lufthavnen.
Kør over Vasco da Gama-broen, og drej mod nord ad IC3/N119.

3) Følg skiltene mod Coruche.
Vejen er mere eller mindre snorlige og fører gennem et landskab med korkege og storkereder.

4) Snup en pause på en landevejscafé.
Garanteret turistfrit område.

5) Gør eventuelt holdt ved en af grøntsagsboderne langs vejen.
I maj/juni sælges vilde asparges, hen på sommeren er det kirsebær og meloner, og senere finder man figner, æbler og pærer. I vinterhalvåret er der masser af clementiner og appelsiner.

6) I Coruche fortsættes mod Mora.
Her kan man hos Afonso afprøve det ægte Alentejo-køkken. Køreturen hertil tager cirka halvanden time.

9) Efter frokost kan man enten
køre retur via Evora eller
fortsætte til Estremoz og tage en overnatning.

Gratis mad

Hvis man fyrer et par euro af på gulerødder, porrer, løg og en galinha (suppehøne), kan man gøre suppen mere interessant ved at besøge den britiske ambassade i Rua São Bernardo 33 og plukke rosmarin fra de store potteplanter foran bygningen. Manden med maskingeværet foran hovedindgangen plejer at hilse, når jeg høster.

Laurbærtræer vokser i de fleste parker. Hvis man ikke er helt grøn på fingrene, kan man hive et blad af, krølle det sammen i hånden og snuse ind for at sikre sig, at det ikke er bulmeurt eller guldregn.

Og hvis man har investeret i et par skiver skinke fra sortfodsgris, bør man overveje at gå på figenjagt.
Figentræer finder man på mange gadehjørner i beboelsesområder, i parker og villakvarterer. Der kan høstes fra sidst i juli og frem til sent i september.

Citrontræer ses overalt. Frugterne er usprøjtede og har en stærkt begrænset holdbarhed, når de er plukket.

Frugterne på byens clementin-træer er som regel skuffende sure og bitre og uspiselige og ikke værd at beskæftige sig med. Men heldigvis koster de næsten ingenting hos grønthandlerne. (Vogt Dem for spanske efterligninger).

Man kan også være heldig at snuble over en nedstyrtet pinjekogle. Lad være at brække neglene i forsøget på at åbne den, men tag den med hjem og anbring den i en solrig vindueskarm, gerne nær en radiator. Efter nogle dage/uger begynder den at knage, og snart efter kan man plukke pinjerkernerne ud (eller op fra gulvet, hvis der var knald på radiatoren). Der skal dog cirka 10 kogler til, hvis man vil servere pesto til flere end sig selv.

Portugisisk chokolade

Hahahahahahahahahahahahahahaha! Mon ikke baggrundsfarven på denne hjemmeside angiver, hvad der venter smagsløgene?

Heller ikke i Porto er de i stand til at fremstille chokolade eller gøre hjemmesiden indbydende.

Så kører det bedre for Lissabon-firmaet 'Verdens bedste chokoladekage', der i det mindste har farverne på plads. Og markedsføringen, der har skaffet dem kunder i bl.a. Australien og Østrig. Men selve produktet smager som en underbagt honningkage.

Prøv hellere café-kæden Landaus chokoladekage, der kan smages to steder i byen, nemlig her.

... eller gå i et hvilket som helst af byens supermarkeder og køb (schweisisk) Lindt til 1/2 pris af den danske. Den, der kaldes kogechokolade og sælges i kvarte kilo ad gangen, kan måle sig med Peter Beiers basisvare.

Lopper

Nej, ikke dem fra Feira do Ladra, men den ulækre slags.

Når fuglene begynder at bygge reder om foråret, kravler lopperne, der har overvintret oppe i de gamle reder, tilbage på de nye indflyttere og giver sig til at yngle. Og når de bliver trætte af smagen af fugl, kaster de sig ud fra højderne og lander på mig og andre byvandrere.

Der er heldigvis tale om fuglelopper, så de bliver ikke hængende i tøjet så længe. Men lopperne ved jo ikke, at de ikke kan lide menneskeblod, så de plejer lige at tage en smagsprøve, før de hopper videre.

Ud på efteråret går lopperne i hi. Men omkring slutningen af oktober plejer Lissabon at blive ramt af en kort sensommer, og så tager lopperne lige en omgang mere. Et loppebid kløer i en dags tid og efterlader et lille, rødt mærke. De plejer at sidde nede omkring strømperne.

Hvis man føler sig gennemgnavet under et besøg i Lissabon, skyldes det mao. ikke dårlig hygiejne blandt de lokale sporvognsbrugere eller mangelfuld støvsugning på hotelværelset, men snarere de forlystelsessyge blodsugere oppe i byens træer og tagrender.

Økomarked

På pladsen Principe Real, der ligger på toppen af en bakke i udkanten af Bairro Alto, afholdes hver lørdag ml. 9-13 et økologisk grøntsagsmarked.

Der er ikke tale om et overflødighedshorn af provencalske dimensioner, og udvalget begrænser sig til frugt og grønt, men varerne er i orden og billige. Æblesæsonen er p.t. ved at være overstået, men hvis Claus Meyer tror, at Lilleø leverer den bedste frugt, tager han fejl. Her er også kål i alle afskygninger, salater i uoverskuelige mængder samt krydderurter, der ellers kan være svære at finde i frisk udgave hos byens mere hverdagsagtige grønthandlere og supermarkeder.

Valnødderne er fra Algarve + enorme, mandlerne stammer fra Alentejo og er aldrig harske, fignerne koster ikke otte kroner stykket (som i Nordre Frihavnsgade), men otte kroner per kilo, spidskål kan de også finde ud af. Og salattypernes antal er som sagt uendeligt. Sammensæt selv en papirspose med 1/2 kilo sprøde blade for en dansk tier.

Man møder navnlig madglade turister på markedet, idet området ned ad bakke i retning af floden er befængt med private indkvarteringsmuligheder. Og der er både legeplads og cafeer på pladsen.

James Bond i Cascais

Dele af James Bond-filmen 'On Her Majesty's Secret Service' (1969) er filmet i Cascais vest for Lissabon. I nedenstående youtube-klip ser man den næsten syv meter høje George Lazenby redde kvinden, som senere (spoiler:) gør ham til enkemand. Der er også klip fra byens luksushotel, Palacio, hvor en del af scenerne er optaget. Sidst i klippet går James Bond og hans kommende brud på jagt efter bryllupsring hos en juvelerer, der den dag i dag ligger på Rossio-pladsen. Det hele skal forestille at foregå på Cote d'Azur ...

Under anden verdenskrig tiltrak hotel Palacio og det tilknyttede kasino efterretningsfolk fra både Tyskland og de allierede. Lissabon var den eneste havneby, der forblev åben under krigen, og over hundrede tusinde europæiske jøder flygtede herfra og videre til USA.

Det var på kasinoet i Cascais, at Ian Fleming i 1941 fik inspirationen til sine James Bond-romaner.



Lissabon bruges ofte som kulisse, når instruktører og skuespillere ikke orker at rejse om på den anden side af kloden for at finde pittoresk forfald. Blandt andre kendte film, der er optaget i Lissabon, finder man:

Åndernes hus (Bille August)
The Russian House (m/Sean Connery)
The Boys from Brazil (kan ses her p.t.)
The Ninth Gate (Polanski m/Johnny Depp)

Hill management

Lissabon breder sig som nævnt andetsteds over syv høje, men oven på disse høje er anbragt et yderligere antal bakker og stigninger, og på disse finder man som regel en afsluttende sti eller trappe, der fører op i de allerøverste luftlag. Man møder sjældent indfødte på vej op ad de stejleste skråninger - og det skyldes, at lokalbefolkningen kender smutvejene. En lisboet går gerne omveje på halve og hele kilometer mellem punkterne A og B, hvis fugleflugtsruten involverer bjergbestigning.

Hvis man fx skal fra Rossio til Bairro Alto, bør man ignorere bykortets misvisende layout og slentre i en stor bue op gennem Rua Garret, over Carmoes-pladsen og derefter ind i de kringlede gader nord for Calçada do Combro. Alternativet består af en næsten lodret opstigning ad stejle gader via Praça Alegria eller ad trappen Calçado do Duque, der fører frem (men navnlig op) til São Roque-kirken. Glem det.

Når man står i bunden af byen og skal op til slottet, der på kortet ser ud til at ligge få hundrede meter fra Praça Figueira, bør man gøre som stort set alle andre og følge linje 28's noget mindre udmattende rute. Man kan selvfølgelig også bare springe ombord på sporvognen eller tage en taxa - men det er snyd, synes blogejerens bror, der har udtænkt begrebet i blogpostens overskrift.