Hill management

Lissabon breder sig som nævnt andetsteds over syv høje, men oven på disse høje er anbragt et yderligere antal bakker og stigninger, og på disse finder man som regel en afsluttende sti eller trappe, der fører op i de allerøverste luftlag. Man møder sjældent indfødte på vej op ad de stejleste skråninger - og det skyldes, at lokalbefolkningen kender smutvejene. En lisboet går gerne omveje på halve og hele kilometer mellem punkterne A og B, hvis fugleflugtsruten involverer bjergbestigning.

Hvis man fx skal fra Rossio til Bairro Alto, bør man ignorere bykortets misvisende layout og slentre i en stor bue op gennem Rua Garret, over Carmoes-pladsen og derefter ind i de kringlede gader nord for Calçada do Combro. Alternativet består af en næsten lodret opstigning ad stejle gader via Praça Alegria eller ad trappen Calçado do Duque, der fører frem (men navnlig op) til São Roque-kirken. Glem det.

Når man står i bunden af byen og skal op til slottet, der på kortet ser ud til at ligge få hundrede meter fra Praça Figueira, bør man gøre som stort set alle andre og følge linje 28's noget mindre udmattende rute. Man kan selvfølgelig også bare springe ombord på sporvognen eller tage en taxa - men det er snyd, synes blogejerens bror, der har udtænkt begrebet i blogpostens overskrift.

Cais do Sodré

Når barerne i Bairro Alto lukker omkring klokken 02:00, begiver de festglade indfødte sig ned ad bakke til Cais do Sodré for at drikke og danse videre. Det meste af året finder festen sted ude på gaden, og kun på en regnvejrshverdag i januar kan der virke lidt tomt i området.

Tidligere var gaderne omkring Igreja de São Paulo (den lokale kirke) tilholdssted for sømænd og mænd i det hele taget, og der ligger stadig et par natklubber med lokkende navne som fx 'Oslo' og 'Copenhagen'. Men i dag er der noget for enhver smag, især den støjende.

Beboerne i området er ikke vilde med udviklingen, hvorimod man oppe i Bairro Alto formentlig er lettede over, at andre bydele også er begyndt at lægge gader til hurlumhejet.

Jeg har selv tilbragt en hel nat i gaden på billedet sammen med en meget energisk gymnasieklasse fra København, og der var ikke optræk til ballade på noget tidspunkt, sådan som man ellers kender det fra Strøget, Jomfru Ane Gade m.v. Måske skyldes det, at de indfødte slagsbrødre i gennemsnit måler 150 cm i højden og helst slås med folk på deres egen størrelse.

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Fado

Hvorfor skal det absolut være så traurigt og selvhøjtideligt?

Nå, her er et klip med en yngre fado-sanger v/navn António Zambujo, der godt kan smile lidt en gang imellem.



Hvis man vil vide mere om fado, kan man besøge denne danske blog, der beskæftiger sig med portugisisk kultur, ikke mindst portvin og fado.

Mad med udsigt

Der er et begrænset antal elegante restauranter i Lissabon, og kun de færreste har så god udsigt som Restaurante Tágide, der ligger i sydenden af Chiado.

Det var oprindeligt udsigten, jeg ville vise...

Tagide er et oplagt sted at tage hen, hvis man lige er blevet gift og skal imponere svigerforældrene, men egentlig kræves der ikke nogen anledning. Priserne er ikke urimelige (her er link til menukortet) - og i den tilknyttede tapasbar i underetagen er de direkte rimelige.

Jardim das Amoreiras

Jardim das Amoreiras er en skyggefuld have nord for Rato med café og legeplads. Fra bakkerne nord for byen kommer vand sivende gennem akvædukten på fotografiet og ender i et overdækket reservoir i pladsens ene hjørne, der i dag er indrettet som museum.

På sommeraftener er der tit live musik nær cafeen, der serverer udmærkede sandwich og kager. Der er også gratis wi-fi.

Rato (hvor rotterne mødes)

Alle veje fører til Rato.

Rato ligger højt og fik sit navn i forbindelse med jordskælvet og oversvømmelsen i 1755, der lagde byen i ruiner. Da flodbølgerne væltede ind over Lissabon, flygtede byens rotter fra de lavere dele af byen og samledes til fagligt møde på dette sted. I dag er pladsen præget af gennemkørende trafik, men niveauforskellene i terrænet er udnyttet fremragende, så man fra de fleste vinkler kun har udsigt til beskedne mængder af byens racerkørere. 

Hvis man om aftenen står for enden af Rua Alexandre Herculano, kan man være heldig at se verdens flotteste fuldmåne gå ned over det lyserøde Treenigheds-kloster i pladsens vestlige ende.

Et par hundrede meter nord for rundkørslen ligger Jardim das Amoreiras, hvor man kan se og røre ved byens halvgamle akvædukter. I sydvestlig retning finder man Jardim de Estrela, der er fuld af gummitræer og papegøjer. Og mod øst går det ned ad bakke mod paradegaden Avenida de Liberdade.