Ruiner (til salg)

Hver eneste gade i Lissabon er i disse år plastret til med skilte med teksten ’Para venda’ – Til salg. Der er krise i Sydeuropa, og justeringer af indkomstskat og ejendomsskat i opadgående retning har påvirket boligmarkedet i hele Portugal.

            Lissabon har altid været kendt for sine mange faldefærdige og nedstyrtningstruede huse. For turister - og navnlig fotografer - har dette idylliske forfald længe været en af byens særlige attraktioner. Men efter at krisen har bidt sig fast, er nogle af de fastboende – især de unge – begyndt at blive trætte af det faktum, at omkring 15 % af byens boligmasse står tom, mens der stort set ikke findes en eneste ledig ungdomsbolig. Der er masser af lejeboliger på markedet, men når mindstelønnen ligger på knap 600 euro og en lille lejelejlighed koster mindst 300 euro per måned, er det svært at få råd til en bolig inde i byen. Huslejen for en lille lejlighed i byens forstæder er ikke meget lavere.

            Derfor er man begyndt at se en del facader i byen med sloganet ’Aqui podia viver gente’ (Her kunne bo mennesker) påmalet. Et lokalt venstrefløjsparti har oprettet en blog med samme navn, hvortil utilfredse indbyggere kan indsende fotoeksempler på huse i Lissabon, som står tomme. Formålet med bloggen er at skamme ejerne af disse huse ud i lyset, så bygningerne enten kan renoveres, sælges til kommunen eller rives ned for at gøre plads til nybyggeri.

Men før man begynder at vende sin harme mod boligspekulanterne, bør man huske på, at Portugal først slap ud af sin diktaturtilstand i 1974. I de foregående to-tre generationer var landet underlagt Salazars planøkonomi, der blandt andet indebar fastfrosne huslejer, som ikke tog hensyn til en galoperende inflation. I indre by (navnlig i Bairro Alto) er det stadig muligt at finde ældre lejere, der stadig betaler et beløb svarende til 50 kroner om måneden for en 3-værelses lejlighed. Med så symbolsk en husleje bliver man som fattig pensionist selvfølgelig boende til den bitre ende.

De beskedne lejeindtægter gør selv den mest nødtørftige istandsættelse af bygningerne urentabel. Og ingen huse kan klare sig uden løbende vedligeholdelse, selv i et mildt klima som Lissabons. Forbedringer – i form at elektricitet, badeværelser og den slags – foretages derfor som regel udvendigt, hvilket forklarer de mange synlige ledninger uden på facaderne (og karnapperne omme i baggårdene).

En anden årsag til forsteningen på boligmarkedet i Lissabon er, at mange af de kondemnerede bygninger ikke tilhører én bestemt person, men ofte er gået i arv til anden og tredje generation. Det vil sige, at en ejendom kan have ti, tyve eller måske tredive ejere, som ikke alle er lige nemme at opspore. Nogle er måske emigreret til en af Portugals tidligere kolonier, andre er flyttet til den anden ende af landet, er blevet gift og har skiftet navn – eller er måske ligefrem rejst i skattely for at slippe for de nye ejendomsskatter. Under alle omstændigheder er det en uoverskuelig opgave for Lissabons bystyre at gennemtvinge renovationer eller nedrivninger af byens mange halve og hele ruiner.

I det seneste årti er det lykkedes at modernisere dele af boligmassen i navnlig de dele af byen, hvor turisterne færdes. Man ser derfor ikke længere så mange tilmurede vinduer og døre i Baixa, Chiado og Alfama. Men man skal ikke mange skridt uden for gågadeområdet, før man begynder at støde på indgangspartier af denne type:

Inde bagved gemmer sig den rene råddenskab, fugleklatter og plasticposer fra overnattende vagabonder. Læs mere her om et par huse (og en bager), der var til salg i februar 2013.