Personligt er jeg ikke alt for vild med de mange æggebaserede kager og desserter i det portugisiske køkken. Der er æg - navnlig æggeblommer - i alt, hvilket iflg. overleveringen skyldes, at man på de mange klostre i landet brugte æggehviderne til at klare vinen. Æggeblommerne, der hobede sig op i køkkenerne, skulle bruges til noget, og det blev altså til kager. Det er også forklaringen på, at så mange af kagerne har semi-religiøse navne, Toucinho do Ceu (himmelsk bacon), Bolo do Convento (klosterbolle) etc.
Nu har jeg langt om længe fundet en kage, som jeg gider spise i større mængder. Der er tale om en mandeltærte, og der indgår kun ét enkelt æg i opskriften. Firmaet, der fremstiller tærten, startede for et par år siden som et enmandsforetagende, men i dag findes der 4-5 outlets i byen, som sælger én ting: tærte. Enten med mandler eller med pinjekerner. De koster ca. 20 € stykket og kan mætte 12 personer.
Hvis man selv vil lave tærten, er det ganske nemt. Det vigtigste er at bage den lidt længere, end man synes er rimeligt. Den smager nemlig bedst, når karamellen er næsten sort.
Kagebund:
150 g sukker
1 helt æg
200 g hvedemel
125 g blødt smør
Rør sukker og æg sammen, til det bliver cremet. Tilsæt skiftevis smør og mel, indtil dejen bliver tyk og klistret.
Bred dejen ud i en tærteform (2-3 cm høj, 25 cm bred) med løs bund. Dejen klistrer en del til fingrene, så det er smart at dyppe fingrene i varmt vand ind imellem.
Bag dejen ved 180 grader i varmluftsovn i 15-20 minutter. Overfladen skal være lysebrun, og kanterne må gerne branke lidt, men hold øje med, at det hele ikke bliver for mørkt.
Mandelfyld:
125 g sukker
125 g smør
4 spsk mælk
125 g mandler (hakkede eller i splitter)
Mens tærtebunden bages, blandes sukker, smør og mælk i en gryde. Lad det koge op. Tilsæt de hakkede mandler, og rør rundt, indtil det begynder at boble vildt.
Hæld den skoldhede mandelblanding ud i den færdigbagte bund, og stil formen tilbage i ovnen, stadig ved 180 grader. Bag tærten i 12-15 minutter. Den færdige tærte har en mørkebrun overflade. Lad tærten køle lidt af, før den løftes ud af formen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar