Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.
Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.
Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.
Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.
Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.
Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.
Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar