Fra Estação do Rossio kan man tage toget til Sintra.
Lissabons ældste bevarede bydel, Alfama (som ikke blev ramt af naturkatastrofen i 1755), bærer spor af de nordafrikanske belejrere, både i gadenavne og i -layout. Selve navnet Alfama kommer fra arabisk: al-hamma, som betyder 'varm kilde'.
Men byen rummer også andre synlige tegn på kulturel påvirkning sydfra. Kakler er for eksempel oprindeligt en maurisk opfindelse. Hold også øje med kupler og vinduesdekorationer på bygninger fra den romantiske periode i slutningen af det nittende århundrede. Her er et par eksempler:
Casa do Alentejo
Bygningen, som er fra det 17. århundrede og ligger midt på et af Lissabons turiststrøg, skjuler en indvendig gård med palmer, fliser og buegange. Der ligger også en elegant restaurant på første sal.
Praça de Touros
Lissabons eneste tyrefægterarena er kun godt hundrede år gammel, men ligner noget, som maurerne kunne have bygget i Andalusien. Den ligger i byens nordlige udkant og har et indkøbscenter i kælderen.
Palacete Conceição e Silva
Et mini-palads på Avenida da Liberdade, bygget i 1891, med smukke vinduer og både mauriske og romanske træk. I dag er huset fyldt af kontorer, vist nok for en flyveklub - hvad det så end er...
Palácio Ribeira da Cunha
Den lyserøde bygning med søjler og kupler og små minareter ligger lige over for Principe Real og ender formentlig med at blive til hotel, når nogen på et tidspunkt får taget sig sammen. Så kan det være, at man kan komme til at se den have, der angiveligt gemmer sig inde bagved.
Estação do Rossio
Facaden på den tidligere hovedbanegård i Lissabons centrum er godt plastret til med sjove detaljer - se foto foroven. De indre dele er også et besøg værd - for eksempel hvis man skal til eventyrbyen Sintra, som ligger en halv times togtur fra Lissabon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar