Markeder

Hver bydel i Lissabon har sit eget indendørs marked. De varierer i størrelse, men er aldrig helt overvældende, sådan som man kender dem fra fx Barcelona eller Lyon. De er heller ikke rigtig anlagt på at tiltrække turister, men henvender sig hovedsagligt til lokale husmødre og restauranter. Alligevel er der som regel noget at se på, navnlig hvis man er interesseret i mad. 

Hvis man bor i lejlighed med eget køkken eller måske på et madfikseret hostel som Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion, der stiller glimrende køkkenfaciliteter til rådighed for gæsterne, er det oplagt at foretage sine indkøb på det lokale marked og derefter gå hjem og svine køkkenet til. Det er også stedet at foretage indkøb af madrelaterede souvenirs som for eksempel hvidløgsranker eller tørret chili. Om vinteren er de portugisiske clementiner ufatteligt gode (de eksporteres sjældent - dem, man ser i Danmark, er som regel fra Spanien).

For en skandinav virker udbuddet af fisk og skaldyr helt overvældende. Her er kæmpemæssige pighvarre eller havtasker til 60 kroner kiloet, sprællevende og aggressive taskekrabber (gå efter hunnerne) fyldt med koral til cirka samme kilopris, slimede kæmpeblæksprutter og så selvfølgelig den uhyggeligt udseende rovfisk, som på portugisisk hedder peixe espada (dolkefisk på dansk) og bruges til at grille i koteletter eller indgår i en af de glimrende risottolignende retter, som de fleste restauranter serverer.

Klipfisk er der også masser af, men de egner sig mindre godt til at slæbe hjem i lejlighedens køkken, da de afgiver en sindsoprivende stank af våd bedemand, når de lægges i blød. Laks bør man undgå, da den uvægerligt stammer fra norsk opdræt (OK, det gør al laks i danske butikker efterhånden også). Loven kræver, at fangsten mærkes med fangststed, og påbuddet overholdes overalt. Desværre er det ikke alle fiskehandlere, der skriver lige læsbart.

Der er også slagterbutikker på markedet, men sjældent overraskelser i montrerne. Det skulle da lige være mængden af grisetæer. Nogle af stadeholderne specialiserer sig i fjerkræ og sælger både vagtler, kyllinger, ænder og hele kalkuner. Andre fokuserer på lam eller svinekød, men alle excellerer de i oksekød. Det bedste kød kommer fra Douro-området i det nordøstlige Portugal – se efter racer som Mirandesa eller Arouquesa. Priserne er under det halve af danske kødpriser, og øjemålet hos mændene med de store knive er ikke altid lige skarpt. Hvis man beder om en bøf til to personer, saver slagtermesteren en kvart oksefilet ud. Pris: 10-12 euro. Men så er der også mad til alle de nye venner hjemme på hostel’et.

Blomster er der også masser af, men dem er portugiserne til gengæld ikke gode til. Eller også sælges alle de friske blomster til kirkerne, som er stedet at gå hen en søndag, hvis man vil bombarderes med botaniske sanseindtryk. For meget er nok, synes at være mantraet blandt Lissabons kirketjenere.