Sortfodssvin

Tryk her for at forstørre foto.

Porco Preto Alentejano er det portugisiske navn for sortfodssvin. Racen hører hjemme i de centrale dele af den iberiske halvø og lægger skinker og andre kropsdele til de fineste og dyreste portugisiske og spanske charcuterieprodukter. Grisene nedstammer fra vildsvin af den type, man kender fra Asterix & Obelix, og lever en halvvild tilværelse på de vidtstrakte sletter i det østlige Portugal (og vestlige Spanien). Dyrene spiser alt med rødder: græs, småbuske og krydderurter samt agern fra områdets mange korkege. De sidste måneder før slagtning går svinene på en næsten ren agerndiæt og spiser op til ti kilo agern om dagen.

Sortfodsskinker kan kendes på deres langstrakte form. De er ikke ligeså buttede som italienske (Parma og San Daniele) og franske (Bayonne) skinker. Kødstrukturen er også anderledes, idet sortfodssvin danner en helvedes masse fedt inde i musklerne. Det gør det sværere at skære skinkerne ud i de store, reelle skiver, som man kender fra supermarkedernes vakuumpakker.

På restauranten O Magano (Rua Tomás da Anunciação 52 i bydelen Campo d'Ourique) får man 100 gram gammel gris for ca. 12 euro, hvilket nærmer sig prisen på samme mængde færdigsskåret porco preto fra supermarkedet.

Lissabons nye køkken

Restaurante Largo

Selv om Portugal ikke er et middelhavsland, er ingredienserne stort set de samme som dem, man finder i Italien, Spanien og Sydfrankrig. Det vil sige olivenolie, hvidløg, tomater, peberfrugter, auberginer, courgetter osv. Brugen af krydderurter er også udbredt, men begrænser sig hovedsagligt til timian, rosmarin, oregano, persille - og ikke mindst koriander. Desuden støder man ofte på kål af mange slags, som hovedsagligt dampes eller indgår i supper eller tærter.

Produktionen af charcuterie - pølser, skinke, bacon etc. - er stor, men ikke lige så raffineret som i nabolandene. Og det er egentlig overraskende, når man ved, hvor mange sortfodssvin der trasker rundt ude i den portugisiske natur. Det meste af kødet fra disse halvvilde grise (porco preto på portugisisk) bliver solgt uforarbejdet videre til forbrugerne, hvis ikke det eksporteres til Spanien, hvor det skifter navn til pata negra.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad Portugals bedste kokke i øjeblikket formår at udrette med traditionelle råvarer, bør man besøge en af nedenstående restauranter. Her serveres klassiske retter med et moderne twist - og til helt uhørt lave priser. En tre-retters menu med vin vil næppe koste mere end 40-50 euro på de fleste af nedenstående adresser (måske på nær A Travessa, som dog stadig er langt billigere end nordeuropæiske restauranter på samme niveau). 

Moderne portugisisk I

Cantinho do Avillez

Rua dos Duques de Braganca 7 (Baixa)

(afslappet bistro-stemning hos kendt tv-kok)

Moderne portugisisk II

Restaurante 560

Rua das Gaveas 78 (Bairro Alto)

(traditionelle ingredienser i nye kombinationer)

Moderne portugisisk III

Restaurante Alma

Calçada Marquês de Abrantes 92 (Santos)

(moderne portugisisk mad i kridhvide omgivelser)

Moderne portugisisk IV

Tasca d’Esquina

adr. (Campo de Ourique)

(portugisiske tapas: petiscos)

Moderne portugisisk V

A Travessa

Travessa do Convento das Bernardas 12 (Lapa)

(romantisk gårdhave i nedlagt kloster. Reservation anbefales)

Moderne portugisisk VI

Restaurante Largo

Rua Serpa Pinto 10A (Chiado)

(indretningen er lige så elegant som maden)

Websitet LisbonLux rummer en glimrende oversigt over Lissabons restauranter, opdelt efter stil (moderne, traditionelle, med udsigt etc.). Her er hjemmesidens liste over nogle af byens mest fremtrædende kokke.

Portugisisk design

I Rua Anchieta, en sidegade omme bag Basílica dos Mártires, ligger designbutikken A Vida Portuguesa, som har et stort udvalg af smukke (og relativt billige) varer, som alle er fremstillet i Portugal: Tæpper, køkkengrej, chokolade, parfumer, legetøj og meget mere.

De to portugisiske sæbeproducenter, Claus (ill. ovenover) og Ach. Brito (ill. nedenunder), strides om at designe de flotteste indpakninger. I virkeligheden har de to mærker samme ejer.

  

En anden hyggelig butik i centrum er Luvaria Ulisses, som kun sælger handsker. Det foregår fra en mikroskopisk butik i Rua do Carmo, nær Rossio-pladsen. Handskerne tilpasses på stedet (og der er ofte kø helt ud på gaden, men det skyldes, at der kun er plads til én kunde ad gangen i den lille butik). De dyreste handsker koster omkring 125 euro, men man kan sagtens finde billigere modeller. Regn med omkring 40 euro for basismodellen.

Dukkehospital

På Praça de Figueira midt i centrum ligger en særpræget legetøjsforretning. Dens speciale er reparation af dukker. Alle Lissabons små piger har en eller flere dukker derfra, og deres mødre kan alle fortælle historier om yndlingdukken, der fik revet en arm eller et øje af og måtte indlægges på Hospital de Bonecas. Butikken har også en Facebook-side, hvor man kan takke for reparation eller dele fotos af sit dukkehus med andre patienter og pårørende.

Ukendte pladser

Praça Armada med Neptunstatue.

Man skal ikke mange meter uden for Lissabons centrum for at finde steder, som turisterne ikke har opdaget. En af de mest idylliske og turistfri pladser er Praça Armada i den sydlige bydel Alcântara (udtales al-CAN-tra med vanlig portugisisk sans for udeladelse af stavelser). Her ligger et par udmærkede cafeer/restauranter med borde ude på pladsen – et glimrende sted til en lille forfriskning før eller efter et besøg i Necessidades-parken eller Prazeres-kirkegården få hundrede meter derfra. Den nyåbnede restaurant Tasca da Armada har flinke tjenere, et interessant udvalg af fisk og borde i både sol og skygge.

En anden plads, hvor man sjældent ser turister, er Largo do Intendente, som faktisk bare er en udvidelse af Rua dos Anjos. Den ligger et par hundrede meter oppe ad og på højre side af Avenida Almirante Reis, hvis man som alle de andre turister kommer fra Martim Moniz-pladsen (udgangspunkt for sporvognslinje 28). Indtil blot sidste år (2012) var pladsen og hele det bagvedliggende bakkede terræn forbeholdt ludere og lommetyve, og selv i dag kan det svært at lokke taxachauffører til at begive sig ind i smågaderne. Man finder heller ikke pladsen omtalt i nogen turistguider, men det skal det nok komme snart, for bydelen er under renovering, og boligpriserne er allerede steget markant.

I pladsens nordlige ende ligger en café, der serverer morgenmad og frokost af den lidt mere moderne slags: yoghurt med mysli, sandwich med røget laks, omeletter og vegetariske indslag (som er en sjældenhed i Lissabon). Cafeens hjemmelavede kager og tærter er også over middel. I weekenden kan man være (u)heldig at ramle ind i en karaoke-konkurrence; jukeboksens repertoire består overvejende af politiske sange på portugisisk, så det kan være lidt som at sidde på Christianshavn en sommeraften og lytte til Pelle Jarmer og Søren Pind, der synger John Mogensens eller Røde Mors udødelige hits.

På pladsen finder man også indgangen til Viuva Lamego, en af Lissabons smukkeste kakkelbutikker. Produktionen er i dag nedlagt, men designkæden A Vida Portuguesa har bevaret det meste af interiøret.

Måltidet

Restaurante Ponto Final i Almada på den anden side af Tejo-floden.

Først en advarsel: Straks man sætter sig på en restaurant i Lissabon, vil en tjener komme farende og stille en eller flere små tallerkener med snacks på bordet. De mest basale steder drejer det sig bare om brød, smør og måske en skål oliven. Andre steder bliver man tilbudt en hjemmelavet tunsalat (og tørt majsbrød) eller en lille skål med blæksprutter. Jo længere op i restaurant-hierarkiet man kommer, jo mere opfindsomme bliver appetizerne. Men der er ikke tale om milde gaver fra de glade ejere. Alt på tallerkenerne koster, hvis man spiser det. Så hvis man bare er ude efter dagens ret og et glas vin, bør man vifte afværgende med hænderne, når tjeneren kommer slæbende med tingene – eller ignorere tallerkenerne, hvis de allerede står på bordet. Det bliver ingen fornærmede over. På den anden side: 2-3 euro for brød, smør og oliven er næppe det, der vælter læsset. En skål blækspruttesalat koster formentlig 3-5 euro, men så behøver man heller ikke at bestille forret. (Det behøver man i øvrigt aldrig.)

Paté på dåse, lige til at smøre på brød 

- eller sende retur til køkkenet, hvis man bare vil have en hovedret.

I det hele taget er der ingen fine fornemmelser på Lissabons restauranter – og det gælder alle typer, måske lige på nær de allermest fimsede. I Lissabon går man på restaurant for at spise og drikke med venner og familie, ikke for at demonstrere sin status eller på anden måde imponere omgivelserne.

            Forret: Hvis man er indfødt, er suppe uomgængelig. Grøntsagssuppe, fiskesuppe eller hønsesuppe er faste indslag – men det afhænger til en vis grad af restauranttypen. Fiskesuppe hedder sopa de marisco, hønsekødssuppe canja de galinha, mens açorda/sopa alentejana er en meget bondsk suppe lavet på brød og hvidløg. Endelig er der naturligvis Portugals nationalsuppe, caldo verde (egt. ’grøn suppe’), som er lavet på kål.

            Blandt hovedretterne optræder en del grillet, stegt og ovnbagt kød eller fisk. Vazia/novilho er okse/kalv, borrego er lam, porco giver sig selv. Desuden finder man mange sammenkogte retter med ris (arroz com et-eller-andet), der til tider minder om risotto. Og så selvfølgelig bacalhao, klipfisk på mange forskellige måder (men mest bagt, stegt og grillet og med masser af olivenolie - bed eventuelt om at få olien serveret i en kande ved siden af). Der følger som regel skamkogte grøntsager med hovedretten samt ris eller pommes frites. Af og til tillige en portion uopfindsom salat.

            Hvis man ikke er glubende sulten, kan man bede om en halv portion af de fleste hovedretter. 'Halv portion' hedder meia dose og koster tilsvarende mindre.

            Dessert: Karamelrand, chokolademousse, frugt og is står som regel i et køleskab nær indgangen og lokker. Men vær advaret: mange steder er desserterne fabriksfremstillede eller lavet på pulver. Spørg tjeneren, om nogle af desserterne er hjemmelavede.

            Drikkevarer: Til frokost drikker portugiserne vin og øl. Kontorfolk plejer at nøjes med vand eller cola. Menukortet rummer som regel en meget overskuelig liste over halve og hele flasker til grinagtigt lave priser. Husets vin, som serveres i karafler (jarro) af forskellige størrelser, er som regel lige akkurat drikkelig. Læs mere om vin på restauranter her/link.

            Afslut måltidet med en bica og læg 5-10 % i drikkepenge. Hvis man ser en indfødt forlade sit bord uden at efterlade drikkepenge, kan det skyldes, at vedkommende har en frokostordning med restauranten. 

Vandmoderen

Det lyder som en skulpturgruppe af Kai Nielsen. Men Mãe d’Agua er et stort og imponerende bygningsværk i udkanten af centrum, som ligner noget, de romerske herskere kunne have efterladt. Så gammel er akvædukten dog ikke, selv om den har samme funktion. Den blev bygget og udbygget over en længere periode mellem det attende og nittende århundrede og rummer i dag et museum for moderne kunst, meget ofte vand-relateret.

Men der er stadig vand i bygningen: på øverste etage befinder sig et kæmpe bassin med glinsende klart vand – trangen til at hoppe i kan være næsten uimodståelig på en varm sommerdag.

Fra toppen af bygningen har man en flot udsigt over Rato-området og ned mod floden. Her er især smukt ved solnedgang (men bygningen lukker 17.30). Entreen er beskeden, og man er herligt fri for turister.

Bloco das Aguas Livres

Hvis man er arkitekturinteresseret, kan man slå et smut forbi højhusbyggeriet Bloco das Aguas Livres (bygget af arkitekterne Bartolomeu Costa Cabral & Nuno T. Pereira), som er fra 1953, det vil sige 7 år ældre end SAS-hotellet i København. Interiøret har flere ting til fælles med Arne Jacobsens Radiohus på Falkonér Allé, blandt andet træpaneler og skiltning. Udefra er det ikke ret smukt, men lejlighederne skulle efter sigende være lyse og elegante. På den øverste etage ligger en stribe atelierer, som benyttes af kunstnere med gode forbindelser.

Frokost

Udearbejdende portugisere spiser næsten uden undtagelse frokost på café eller restaurant. Hvis ikke de tager hjem i frokostpausen. Madpakker er et ukendt fænomen, så når klokken nærmer sig 12, begynder der at blive livligt på byens ufatteligt mange spisesteder. I visse områder af byen – og ikke kun de centrale – kan man tælle op til tredive restauranter, barer og cafeer i en enkelt karré. Det virker noget overvældende, og udbuddet af spisesteder er givetvis også for stort til efterspørgslen – navnlig efter at Merkel og resten af Europa i 2012 fik gennemtvunget økonomiske reformer, der har påvirket den gennemsnitlige portugisiske husstands købekraft. Der er ganske enkelt ikke indbyggere nok til at holde liv i så mange køkkener.

Den mest udbredte type frokostrestauranter kendes på deres (nogenlunde) hvide markiser, der har ordet ’snack-bar’ skrevet med sorte blokbogstaver og et kaffelogo (Delta, Nicola og Buondi er de største) påtrykt. Disse steder hedder næsten altid noget uopfindsomt – fx ’Snack Bar do Castelo’ eller ”Snack Bar Igreja’, hvis de ligger i nærheden af slottet eller en kirke. Men man støder af og til på helt vanvittige navne: ’Snack Bar Hemingway’ (Hvis Ernest nogensinde nåede til Lissabon, skrev han vist aldrig om det), ’Snack Bar Hubba Bubba (en tyggegummi-glad ejer formentlig) eller ’Snack Bar Albatroz' (?).

For turister er maden på langt de fleste af disse hverdagssteder komplet ligegyldig: spinatsuppe og bøfsandwich har sjældent skabt overskrifter i de internationale madblade – selv om en prego no pao (en tynd skive oksekød i bolle med sennep og hvidløg) kan være lige, hvad man trænger til ud på formiddagen. To personer kan blive mætte og småberusede for under 20 euro på den slags steder, men så er et støjende tv og en påtrængende hørm af friture også en del af pakken.

Hvis man foretrækker mere afslappede omgivelser, bør man gå efter regulære restauranter, churrascaria’er og cervejaria’er. På de fleste af den slags rigtige spisesteder skal to personer gøre sig store anstrengelser for at banke den samlede frokostregning op over 50 euro for hovedret, vin, dessert og kaffe.
Selvfølgelig er der også langt mere fancy restauranter i Lissabon, og enkelte populære steder kan prismæssigt godt være med på nordeuropæiske priser. I dette blogpostkort finder man navne og adresser på nogle af de mest ambitiøse spisesteder i Lissabon. I dette link/link kan man læse om et par af byens klassiske madtempler, som serverer portugisisk mad af høj klasse til rimelig pris. Og her/link er en liste over steder med udsigt og god mad. Hvis man mener, at man har fortjent en drink forinden, er her/link et par adresser.

Køb hus i Lissabon

Som beskrevet i forrige blogpostkort er der grøde i ejendomsmarkedet i Lissabon. Udvalget af huse og lejligheder og butikker har ikke været større i de sidste tyve år - formentlig på grund af krisen. For nylig har den portugisiske regering pumpet knap en million euro i en charmeoffensiv, der skal lokke udlændinge til at investere eller købe sommerhus i Portugal. Her er den officielle hjemmeside, som rummer info af praktisk karakter - selve boligerne skal man til ejendomsmæglerne for at finde. Nedenfor et par eksempler fra den største ejendomsmæglerkæde i Portugal, Remax.

Byhus i ambassadekvarteret, 5 soveværelser, 260 kvm.

Udsigt over floden.

Pris: 280.000 euro

Se annoncen her (kun på portugisisk).

Gammelt bageri nær turistområde.

Stenovn og originalt inventar medfølger. 

132 kvm.

Pris: 125.000 euro.

Centralt beliggende fire-etagers palæ.

680 kvm. inklusiv fontæne (nationalt monument) fra 1752.

Pris: 690.000 euro.

Se annoncen her (kun på portugisisk).

Cafeer og konditorier lukker på stribevis i disse år. Man kan derfor være heldig at finde en forretning med alt nødvendigt inventar (samt erhvervstilladelse) helt ned til 35.000 euro. Priserne kommer dog op på det tidobbelte, hvis man vil have en butik inde i centrum. Og konkurrencen er benhård: der er cafeer, restauranter og snack-barer på alle gadehjørner, også i de mere ydmyge dele af byen.

Ruiner (til salg)

Hver eneste gade i Lissabon er i disse år plastret til med skilte med teksten ’Para venda’ – Til salg. Der er krise i Sydeuropa, og justeringer af indkomstskat og ejendomsskat i opadgående retning har påvirket boligmarkedet i hele Portugal.

            Lissabon har altid været kendt for sine mange faldefærdige og nedstyrtningstruede huse. For turister - og navnlig fotografer - har dette idylliske forfald længe været en af byens særlige attraktioner. Men efter at krisen har bidt sig fast, er nogle af de fastboende – især de unge – begyndt at blive trætte af det faktum, at omkring 15 % af byens boligmasse står tom, mens der stort set ikke findes en eneste ledig ungdomsbolig. Der er masser af lejeboliger på markedet, men når mindstelønnen ligger på knap 600 euro og en lille lejelejlighed koster mindst 300 euro per måned, er det svært at få råd til en bolig inde i byen. Huslejen for en lille lejlighed i byens forstæder er ikke meget lavere.

            Derfor er man begyndt at se en del facader i byen med sloganet ’Aqui podia viver gente’ (Her kunne bo mennesker) påmalet. Et lokalt venstrefløjsparti har oprettet en blog med samme navn, hvortil utilfredse indbyggere kan indsende fotoeksempler på huse i Lissabon, som står tomme. Formålet med bloggen er at skamme ejerne af disse huse ud i lyset, så bygningerne enten kan renoveres, sælges til kommunen eller rives ned for at gøre plads til nybyggeri.

Men før man begynder at vende sin harme mod boligspekulanterne, bør man huske på, at Portugal først slap ud af sin diktaturtilstand i 1974. I de foregående to-tre generationer var landet underlagt Salazars planøkonomi, der blandt andet indebar fastfrosne huslejer, som ikke tog hensyn til en galoperende inflation. I indre by (navnlig i Bairro Alto) er det stadig muligt at finde ældre lejere, der stadig betaler et beløb svarende til 50 kroner om måneden for en 3-værelses lejlighed. Med så symbolsk en husleje bliver man som fattig pensionist selvfølgelig boende til den bitre ende.

De beskedne lejeindtægter gør selv den mest nødtørftige istandsættelse af bygningerne urentabel. Og ingen huse kan klare sig uden løbende vedligeholdelse, selv i et mildt klima som Lissabons. Forbedringer – i form at elektricitet, badeværelser og den slags – foretages derfor som regel udvendigt, hvilket forklarer de mange synlige ledninger uden på facaderne (og karnapperne omme i baggårdene).

En anden årsag til forsteningen på boligmarkedet i Lissabon er, at mange af de kondemnerede bygninger ikke tilhører én bestemt person, men ofte er gået i arv til anden og tredje generation. Det vil sige, at en ejendom kan have ti, tyve eller måske tredive ejere, som ikke alle er lige nemme at opspore. Nogle er måske emigreret til en af Portugals tidligere kolonier, andre er flyttet til den anden ende af landet, er blevet gift og har skiftet navn – eller er måske ligefrem rejst i skattely for at slippe for de nye ejendomsskatter. Under alle omstændigheder er det en uoverskuelig opgave for Lissabons bystyre at gennemtvinge renovationer eller nedrivninger af byens mange halve og hele ruiner.

I det seneste årti er det lykkedes at modernisere dele af boligmassen i navnlig de dele af byen, hvor turisterne færdes. Man ser derfor ikke længere så mange tilmurede vinduer og døre i Baixa, Chiado og Alfama. Men man skal ikke mange skridt uden for gågadeområdet, før man begynder at støde på indgangspartier af denne type:

Inde bagved gemmer sig den rene råddenskab, fugleklatter og plasticposer fra overnattende vagabonder. Læs mere her om et par huse (og en bager), der var til salg i februar 2013.

Markeder

Hver bydel i Lissabon har sit eget indendørs marked. De varierer i størrelse, men er aldrig helt overvældende, sådan som man kender dem fra fx Barcelona eller Lyon. De er heller ikke rigtig anlagt på at tiltrække turister, men henvender sig hovedsagligt til lokale husmødre og restauranter. Alligevel er der som regel noget at se på, navnlig hvis man er interesseret i mad. 

Hvis man bor i lejlighed med eget køkken eller måske på et madfikseret hostel som Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion, der stiller glimrende køkkenfaciliteter til rådighed for gæsterne, er det oplagt at foretage sine indkøb på det lokale marked og derefter gå hjem og svine køkkenet til. Det er også stedet at foretage indkøb af madrelaterede souvenirs som for eksempel hvidløgsranker eller tørret chili. Om vinteren er de portugisiske clementiner ufatteligt gode (de eksporteres sjældent - dem, man ser i Danmark, er som regel fra Spanien).

For en skandinav virker udbuddet af fisk og skaldyr helt overvældende. Her er kæmpemæssige pighvarre eller havtasker til 60 kroner kiloet, sprællevende og aggressive taskekrabber (gå efter hunnerne) fyldt med koral til cirka samme kilopris, slimede kæmpeblæksprutter og så selvfølgelig den uhyggeligt udseende rovfisk, som på portugisisk hedder peixe espada (dolkefisk på dansk) og bruges til at grille i koteletter eller indgår i en af de glimrende risottolignende retter, som de fleste restauranter serverer.

Klipfisk er der også masser af, men de egner sig mindre godt til at slæbe hjem i lejlighedens køkken, da de afgiver en sindsoprivende stank af våd bedemand, når de lægges i blød. Laks bør man undgå, da den uvægerligt stammer fra norsk opdræt (OK, det gør al laks i danske butikker efterhånden også). Loven kræver, at fangsten mærkes med fangststed, og påbuddet overholdes overalt. Desværre er det ikke alle fiskehandlere, der skriver lige læsbart.

Der er også slagterbutikker på markedet, men sjældent overraskelser i montrerne. Det skulle da lige være mængden af grisetæer. Nogle af stadeholderne specialiserer sig i fjerkræ og sælger både vagtler, kyllinger, ænder og hele kalkuner. Andre fokuserer på lam eller svinekød, men alle excellerer de i oksekød. Det bedste kød kommer fra Douro-området i det nordøstlige Portugal – se efter racer som Mirandesa eller Arouquesa. Priserne er under det halve af danske kødpriser, og øjemålet hos mændene med de store knive er ikke altid lige skarpt. Hvis man beder om en bøf til to personer, saver slagtermesteren en kvart oksefilet ud. Pris: 10-12 euro. Men så er der også mad til alle de nye venner hjemme på hostel’et.

Blomster er der også masser af, men dem er portugiserne til gengæld ikke gode til. Eller også sælges alle de friske blomster til kirkerne, som er stedet at gå hen en søndag, hvis man vil bombarderes med botaniske sanseindtryk. For meget er nok, synes at være mantraet blandt Lissabons kirketjenere.

Tag på kakkeljagt

En billedsøgning på Google med søgeordet ’azulejo’ vil bedre end mange ord give et indtryk af, hvad Portugal, og navnlig Lissabon formår på området. Alle bydele er velforsynede med kakkelbeklædte facader – selv om de mest avancerede eksempler naturligvis forekommer i de ældste dele af byen (Chiado, Bairro Alto og området omkring slottet). Men selv i nyere boligområder kan man støde på smukke, moderne kakkelløsninger.

Kaklerne er ikke kun til pynt. De er faktisk den billigste løsning for husejere, som ikke har råd til at renovere deres husfacader så ofte, som myndighederne kræver (hvert 10. år!). Og hvem har det?

Hvis man befinder sig i Lissabon i vintermånederne, kan man blive overrasket af voldsomme regnbyger af og til – navnlig i januar. Men det bør man ikke ærgre sig over. Snup i stedet en paraply, og gå på kakkeljagt i gaderne. Regnen får nemlig nogle gange kaklerne på facaderne til at løsne sig og falde til jorden – og så kan man samle de ituslåede bidder op og tage dem med hjem som souvenir. Man kan blive helt hypnotiseret af projektet, lidt ligesom når man går på svampejagt. Men lad ikke entusiasmen løbe af med dig – det er naturligvis strengt forbudt at pille kakler af husene, også selv om de ser ud til at sidde faretruende løst.

Kakkel-bidderne kan bruges til at lave smykker med – se et par eksempler her – når man kommer hjem. En erfaren smykkekunster fra Lissabon gav mig det råd, at man først hægter kæden på kakkel-bidden (kræver et særligt bor) og derefter sliber den til (med sandpapir). Det er nemlig ikke til at holde ud, hvis kaklen knækker, efter at man har slebet og gnubbet i dagevis.

Mauriske indslag

Fra Estação do Rossio kan man tage toget til Sintra.

Lissabon var besat af maurerne i cirka fire hundrede år, fra 711 og frem til korsriddernes generobring af byen i 1147. En kort overgang (1108-1111) var byen dog på norske hænder. Det var i forbindelse med 'Det norske korstog', som kun ganske få har hørt om.

Lissabons ældste bevarede bydel, Alfama (som ikke blev ramt af naturkatastrofen i 1755), bærer spor af de nordafrikanske belejrere, både i gadenavne og i -layout. Selve navnet Alfama kommer fra arabisk: al-hamma, som betyder 'varm kilde'.

Men byen rummer også andre synlige tegn på kulturel påvirkning sydfra. Kakler er for eksempel oprindeligt en maurisk opfindelse. Hold også øje med kupler og vinduesdekorationer på bygninger fra den romantiske periode i slutningen af det nittende århundrede. Her er et par eksempler:

Casa do Alentejo
Bygningen, som er fra det 17. århundrede og ligger midt på et af Lissabons turiststrøg, skjuler en indvendig gård med palmer, fliser og buegange. Der ligger også en elegant restaurant på første sal.

Praça de Touros
Lissabons eneste tyrefægterarena er kun godt hundrede år gammel, men ligner noget, som maurerne kunne have bygget i Andalusien. Den ligger i byens nordlige udkant og har et indkøbscenter i kælderen.

Palacete Conceição e Silva
Et mini-palads på Avenida da Liberdade, bygget i 1891, med smukke vinduer og både mauriske og romanske træk. I dag er huset fyldt af kontorer, vist nok for en flyveklub - hvad det så end er...

Palácio Ribeira da Cunha
Den lyserøde bygning med søjler og kupler og små minareter ligger lige over for Principe Real og ender formentlig med at blive til hotel, når nogen på et tidspunkt får taget sig sammen. Så kan det være, at man kan komme til at se den have, der angiveligt gemmer sig inde bagved.

Estação do Rossio
Facaden på den tidligere hovedbanegård i Lissabons centrum er godt plastret til med sjove detaljer - se foto foroven. De indre dele er også et besøg værd - for eksempel hvis man skal til eventyrbyen Sintra, som ligger en halv times togtur fra Lissabon.

Sporvogne & billetter

Af Lissabons oprindeligt sytten sporvognslinjer er der kun fire tilbage i dag: Linjerne 12, 18, 25 og 28. De betjenes alle af vogne bygget i 1930'erne og renoveret i 1990'erne. Der findes også en nyere sporvognsmodel, linje 15, som kører fra centrum og følger en rute langs langs kysten mod vest i retning af Belem.

Den mest interessante af ruterne i indre by er linje 28, som kører fra Campo de Ourique i vest til Graça og Lissabons slot i øst. Undervejs passerer man en række af byens seværdigheder, fx Basilica Estrela og parlamentet, shoppingområdet Chiado, det snørklede boligområde Alfama, loppemarkedet Feira da Ladra og udsigtspunkterne nær slottet, før den slutter på Martim Moniz-pladsen, få meter fra den centrale Rossio-plads. Det er en oplagt og billig måde at skaffe sig overblik over Lissabons form og indhold. Desuden kommer sporvognen dybere ind i byens krinkelkroge end de store sightseeing-dobbeltdækkere formår.

Uden for myldretiden varer turen cirka fyrre minutter. Forsinkelser er dog hyppige og opstår især, når bilejere lige skal ind og ordne noget og derfor parkerer deres biler, så de rager ud over skinnerne. Man ser ofte 3-4 sporvogne holde i kø bag den slags fikse parkeringer.

I turistsæsonen fra marts til oktober kan der være godt proppet i linje 28. Hvis man vil have en siddeplads, bør man undgå tidsrummet mellem klokken 10 om formiddagen og frem til cirka 18. (Ikke at siddepladserne kan kaldes komfortable: ryg og sæder er lavet af træ og ikke bygget til langlemmede nordeuropæere.) Linje 28 kører fra kl. 6 til 23.

YouTube-præsentation af Lissabons 5 sporvognsruter

En enkeltbillet til sporvogn koster ca. 3€ (købes ombord), men man kan også overveje at købe et heldagskort med ubegrænset adgang til sporvogne, metro og bus (men ikke tog). Sådan et kort koster cirka 6€. Et dyrere alternativ er at anskaffe et Lisboa Card (kan købes hjemmefra over internettet eller i lufthavnen og på togstationer), der foruden transport dækker entré til stribevis af museer. Med mindre man påregner at tilbringe hele sin ferie på museer og i sporvogne, er det næppe værd at investere 18, 30 eller 37 euro i kort af henholdsvis 24, 48 og 72 timers gyldighed.

Det smarteste er at købe et såkaldt zapping-kort og fylde på, efterhånden som man bruger det. Selve kortet koster 0,5€, og man kan fylde 5, 10 eller 20€ på. Opfyldning foretages på metrostationer eller i udvalgte kiosker. Kortet giver adgang til sporvogne, metro, busser, færger plus den stærkt overvurderede Santa Justa-elevator.