Lissabon breder sig som nævnt andetsteds over syv høje, men oven på disse høje er anbragt et yderligere antal bakker og stigninger, og på disse finder man som regel en afsluttende sti eller trappe, der fører op i de allerøverste luftlag. Man møder sjældent indfødte på vej op ad de stejleste skråninger - og det skyldes, at lokalbefolkningen kender smutvejene. En lisboet går gerne omveje på halve og hele kilometer mellem punkterne A og B, hvis fugleflugtsruten involverer bjergbestigning.
Hvis man fx skal fra Rossio til Bairro Alto, bør man ignorere bykortets misvisende layout og slentre i en stor bue op gennem Rua Garret, over Carmoes-pladsen og derefter ind i de kringlede gader nord for Calçada do Combro. Alternativet består af en næsten lodret opstigning ad stejle gader via Praça Alegria eller ad trappen Calçado do Duque, der fører frem (men navnlig op) til São Roque-kirken. Glem det.
Når man står i bunden af byen og skal op til slottet, der på kortet ser ud til at ligge få hundrede meter fra Praça Figueira, bør man gøre som stort set alle andre og følge linje 28's noget mindre udmattende rute. Man kan selvfølgelig også bare springe ombord på sporvognen eller tage en taxa - men det er snyd, synes blogejerens bror, der har udtænkt begrebet i blogpostens overskrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar