Hvor skal jeg bo (II)?

Denne blogpost handler om hotellerne i Lissabons centrum. Alternative overnatningsmuligheder kan man læse om her.

Old-school hotel
På Hotel Metropole midt på Rossio har intet ændret sig siden 1960'erne. Den knirkende elevator fører op til store værelser med udsigt til Lissabons centrale plads, hvor der slet ikke er så meget larm, som man kunne frygte. Billigt og slidt og stemningsfuldt.

Internationale hoteller
De fleste turisthoteller ligger på Avenida da Liberdade og omme i sidegaderne, fx Hotel Tivoli Jardim, der har air-condition og swimming pool. Lidt længere mod nord, i nærheden af kæmperundkørslen og metrostationen Marques de Pombal (lige uden for kortet), bliver det 30-40 % billigere. Check hotellerne i Rua Rodrigues Sampaio, der er rimeligt kønsløse, men funktionelle.

Designerhoteller
Både Alfama og Chiado har smartere overnatningsmuligheder. Memmo Alfama er et af de mest blærede og diskrete, mens det ikke bliver mere centralt end Bairro Alto Hotel på Camões-pladsen.

Budget
Hvis budgettet er i bund, kan man overveje at flytte ind på en af de mange pensioner på den stærkt befærdede Avenida Almirante Reis (der løber ud af kortet mod nord-nordøst). Heroppe er man velsignet fri for nordeuropæiske turister og befinder sig i et område befolket af asiater, afrikanere og andre tilflyttere fra de nedlagte kolonier. Den sydlige del af området er efterhånden grundigt gentrificeret og rummer en del både billige og gode restauranter samt noget så usædvanligt som et par cykelhandlere. Længere ude ad Almirante Reis bliver det elegant igen. Her ligger blandt andet det billige Hotel A.S. Lisboa og lige ved siden af: shoppinggaden Avenida Guerra Junqueiro.

Uden for centrum
Øst for Alfama (bag slottet, uden for kortet) begynder det at knibe med seværdigheder samt hoteller, og det samme gælder den del af byen, der ligger vest for Jardim de Estrela. Nær museet for antik kunst finder man et af byens bedste hoteller, As Janelas Verdes, der er mellemdyrt og meget romantisk. I samme gade (Rua das Janelas Verdes) ligger det noget billigere York House, der har en virkelig god og ikke urimeligt dyr restaurant.

Hvis man vil bo uden for Lissabon - måske ved floden eller stranden - må man lige vente, til jeg har skrevet blogposten om Cascais færdig.

Blæksprutte

Fisk er godt. Frisk fisk er bedre. Men frossen blæksprutte er bedst.

Okay, blæksprutter er ikke fisk. Jeg aner faktisk ikke, hvad de er. Medlemmer af natskyggefamilien eller en lignende fordækt loge, må man gå ud fra. De opfører sig i hvert fald skummelt, både i og uden for køkkenet.

Vi har alle sammen siddet på en græsk taverna med fødderne i vandskorpen og spist blækspruttesalat og drukket ouzo med en kæreste engang i firserne eller halvfemserne. Men den blæksprutte, som I deltes om, var ikke hevet op af det ægæiske hav samme morgen. Eller samme uge. Eller samme måned, hvis vi taler sommerferieminder. De blæksprutter, som serveres i Grækenland, er fanget om vinteren - og der er stor sandsynlighed for, at de tilbragte deres liv i Atlanterhavet, snarere end i Χανιά-bugten.

Jeg fraråder den primitive teknik med at gennembanke det slimede kræ med kagerulle eller tom vinflaske før tilberedning, da det er besværligt at skrubbe indtørrede sugekopper af lamper og loft. Gør i stedet som portugiserne (og grækerne), og frys kræet ned i 24 timer. Det mørner kødet og gør det nemt at stege eller dampe mørt.

Når man har dampet blæksprutten (ca. 45min) og skåret den i passende stykker, er der frit slag, hvis man vil lave blækspruttesalat: Bland med kogte kartofler, bønner, kikærter eller alle tre. Tilsæt rå løg (rødløg er pænest), peberfrugt (farven er valgfri), hvidløg, olivenolie, persille, koriander eller rucola (som på foto). Chili er også godt.

Som hovedret plejer portugiserne at servere blæksprutte 'a lagareiro', dvs. på olie-presserens facon, hvilket betyder, at det blødkogte bæst overhældes med kogende olivenolie og hvidløg før servering. Man kan også bruge den færdigkogte blæksprutte i retten 'arroz de polvo', hvor stykkerne blandes med ris. Det sjoveste er at braisere blæksprutten i vin & grøntsager, som om der var tale om et stykke oksekød. Saucen bliver ekstremt mørk og klistret som en god fond. Jeg brugte engang portvin i stedet for alm. vin, men det blev sgu for voldsomt...

Vin på restaurant

Har man blot en enkelt gang studeret vinhylderne i det lokale supermarked, vil man med god grund blive skuffet, når man bladrer vinkortet igennem på de fleste små restauranter i Lissabon. For kortet rummer fandeme de samme vine, som supermarkedet længere nede ad gaden sælger.

Hvis det samme gjorde sig gældende i Kbh, ville man med god grund blive rasende, for hvem ville gide drikke Lindeman eller Undurraga til 250 kr. flasken, når samme flaske er til salg rundt om hjørnet til 1/6 af prisen?

Sådan er det heldigvis ikke helt i Lissabon. Flasken til fem euro i supermarkedet koster formentlig kun det dobbelte i restauranten. Og hvis man er vovelysten, kan man afprøve husets vin (serveres i jarro, meio jarro og i sjældne tilfælde i 'penalti' - et stort glas, der skylles ned som et straffespark (?)).

Der bliver produceret så meget vin i Portugal, at enhver restaurant af en vis størrelse burde kunne arrangere et eksklusivt vinkort med ting & sager, som naborestauranten ikke har. Så hvad skyldes denne mangel på vovelyst hos restauratørerne?

Forklaringen er bl.a., at de mindre portugisiske vinproducenter overvejende sælger deres produkter i lokalområdet. Kun de store producenter har råd og tid til at sende deres sælgere på handelsrejse. Og når fortjenesten på en flaske vin er så beskeden, orker restauratørerne heller ikke rigtigt at gå på jagt i det brogede vinlandskab.

Kyllingekaviar

En hvilken som helst portugisisk slagter vil kunne opvise mindst to og formentlig fire eller fem typer fjerkræ.

Basiskyllingen (frango) er cirka dobbelt så velsmagende som Brugsens våde version og halvt så dyr.

Frango do campo betyder direkte oversat 'landkylling'. De vejer cirka 2 kilo, har nærmest orange skind og en kilopris på omkring 4-5 euro.

Frango caseiro = 'hjemmelavet kylling' nærmer sig 3 kilo og kommer som regel fra slagterens bedstemors lille hønsefarm. Steges ved lavere varme end normal kylling, da de muskuløse lår kræver usædvanligt lang tid i ovnen. Skær evt. brystet fra efter 30 min.

Galinha ligner Irmas økologiske kyllinger på afstand, men lader sig hverken stege, braisere eller grille. De skal i gryden og koge med grøntsager i mindst 2 timer, før de giver smag fra sig. Kødet er lige til lossepladsen bagefter, men suppen er god.

Vagtler ... Det lyder fancy, men er det ikke. De sælges som regel dusinvis og har samme kilopris som hakket gris fra Aldi.

Og bemærk så endelig, at de fleste slagtere har mystiske ophobninger af æggeblommer i disken. Det er kyllingekaviar (læs: æggestokke), udtaget fra hunfuglenes bug. En delikatesse, synes nogle. Jeg undlader at bringe fotos.

Æggeblommer hedder i øvrigt 'gemas do ovo' på portugisisk, hvilket betyder 'æggets juvel' (jf. gem på eng.).

Tærte (næsten) uden æg

Personligt er jeg ikke alt for vild med de mange æggebaserede kager og desserter i det portugisiske køkken. Der er æg - navnlig æggeblommer - i alt, hvilket iflg. overleveringen skyldes, at man på de mange klostre i landet brugte æggehviderne til at klare vinen. Æggeblommerne, der hobede sig op i køkkenerne, skulle bruges til noget, og det blev altså til kager. Det er også forklaringen på, at så mange af kagerne har semi-religiøse navne, Toucinho do Ceu (himmelsk bacon), Bolo do Convento (klosterbolle) etc.

Nu har jeg langt om længe fundet en kage, som jeg gider spise i større mængder. Der er tale om en mandeltærte, og der indgår kun ét enkelt æg i opskriften. Firmaet, der fremstiller tærten, startede for et par år siden som et enmandsforetagende, men i dag findes der 4-5 outlets i byen, som sælger én ting: tærte. Enten med mandler eller med pinjekerner. De koster ca. 20 € stykket og kan mætte 12 personer.

Hvis man selv vil lave tærten, er det ganske nemt. Det vigtigste er at bage den lidt længere, end man synes er rimeligt. Den smager nemlig bedst, når karamellen er næsten sort.

Kagebund:

150 g sukker

1 helt æg

200 g hvedemel

125 g blødt smør

Rør sukker og æg sammen, til det bliver cremet. Tilsæt skiftevis smør og mel, indtil dejen bliver tyk og klistret.

Bred dejen ud i en tærteform (2-3 cm høj, 25 cm bred) med løs bund. Dejen klistrer en del til fingrene, så det er smart at dyppe fingrene i varmt vand ind imellem.

Bag dejen ved 180 grader i varmluftsovn i 15-20 minutter. Overfladen skal være lysebrun, og kanterne må gerne branke lidt, men hold øje med, at det hele ikke bliver for mørkt.

Mandelfyld:

125 g sukker

125 g smør

4 spsk mælk

125 g mandler (hakkede eller i splitter)

Mens tærtebunden bages, blandes sukker, smør og mælk i en gryde. Lad det koge op. Tilsæt de hakkede mandler, og rør rundt, indtil det begynder at boble vildt.

Hæld den skoldhede mandelblanding ud i den færdigbagte bund, og stil formen tilbage i ovnen, stadig ved 180 grader. Bag tærten i 12-15 minutter. Den færdige tærte har en mørkebrun overflade. Lad tærten køle lidt af, før den løftes ud af formen.

Til stranden

Nogle af Europas bedste strande befinder sig knap en halv times køretur fra centrum. Hurtigst og billigst er det at hoppe på et af de mange tog, der kører langs kysten mod Cascais og springe af, når man ser noget indbydende ud af vinduet. Vandet er ikke så varmt, som man skulle tro, men fra begyndelsen af juli når det som regel op på 19-20 grader. Der kan godt være lidt proppet i højsæsonen

Hvis man har bil, kan man smutte over 25. april-broen og køre til Costa Caparica (se ill.), en 30 kilometer lang sandstrand på halvøen syd for Lissabon. (Der går også billige busser derned.) Hernede er menneskemasserne knap så store, vandtemperaturen er som regel et par grader højere end ved Cascais, og bølgerne relativt børnevenlige. Der er også masser af cafeer, barer og toiletter.

Surfere holder til på stranden ved Guincho, der ligger nordvest for Cascais. Man kommer nemmest dertil i egen bil, men det kan også lade sig gøre med tog til Cascais og derefter bus. Eller cykel for de friske.

Endelig er der Praia da Maças (egt. æblestranden), der ligger nogle kilometer nord for Sintra og dermed kræver bil. Stranden har bølger i alle størrelser, en lille lagune med lunt vand, masser af restauranter og en smuk solnedgang.

Her er en liste over flere strande i Lissabons omegn.

Ud på savannen

Hvis ferien strækker sig over mere end en lang weekend, er det værd at overveje en lille køretur mod øst, hvor den iberiske savanne breder sig hele vejen til en spanske grænse. Turen kan klares på 3-4 timer, inklusiv frokost. Man kan også tage en overnatning og køre hjem næste dag. Gør fx således:

1) Lej en bil.
Nemmeste metode er at hente og aflevere i lufthavnen. Så behøver man ikke vikle sig ud af byen, men kan køre direkte ud på motorvejen mod Alentejo.

2) Forlad lufthavnen.
Kør over Vasco da Gama-broen, og drej mod nord ad IC3/N119.

3) Følg skiltene mod Coruche.
Vejen er mere eller mindre snorlige og fører gennem et landskab med korkege og storkereder.

4) Snup en pause på en landevejscafé.
Garanteret turistfrit område.

5) Gør eventuelt holdt ved en af grøntsagsboderne langs vejen.
I maj/juni sælges vilde asparges, hen på sommeren er det kirsebær og meloner, og senere finder man figner, æbler og pærer. I vinterhalvåret er der masser af clementiner og appelsiner.

6) I Coruche fortsættes mod Mora.
Her kan man hos Afonso afprøve det ægte Alentejo-køkken. Køreturen hertil tager cirka halvanden time.

9) Efter frokost kan man enten
køre retur via Evora eller
fortsætte til Estremoz og tage en overnatning.

Gratis mad

Hvis man fyrer et par euro af på gulerødder, porrer, løg og en galinha (suppehøne), kan man gøre suppen mere interessant ved at besøge den britiske ambassade i Rua São Bernardo 33 og plukke rosmarin fra de store potteplanter foran bygningen. Manden med maskingeværet foran hovedindgangen plejer at hilse, når jeg høster.

Laurbærtræer vokser i de fleste parker. Hvis man ikke er helt grøn på fingrene, kan man hive et blad af, krølle det sammen i hånden og snuse ind for at sikre sig, at det ikke er bulmeurt eller guldregn.

Og hvis man har investeret i et par skiver skinke fra sortfodsgris, bør man overveje at gå på figenjagt.
Figentræer finder man på mange gadehjørner i beboelsesområder, i parker og villakvarterer. Der kan høstes fra sidst i juli og frem til sent i september.

Citrontræer ses overalt. Frugterne er usprøjtede og har en stærkt begrænset holdbarhed, når de er plukket.

Frugterne på byens clementin-træer er som regel skuffende sure og bitre og uspiselige og ikke værd at beskæftige sig med. Men heldigvis koster de næsten ingenting hos grønthandlerne. (Vogt Dem for spanske efterligninger).

Man kan også være heldig at snuble over en nedstyrtet pinjekogle. Lad være at brække neglene i forsøget på at åbne den, men tag den med hjem og anbring den i en solrig vindueskarm, gerne nær en radiator. Efter nogle dage/uger begynder den at knage, og snart efter kan man plukke pinjerkernerne ud (eller op fra gulvet, hvis der var knald på radiatoren). Der skal dog cirka 10 kogler til, hvis man vil servere pesto til flere end sig selv.

Portugisisk chokolade

Hahahahahahahahahahahahahahaha! Mon ikke baggrundsfarven på denne hjemmeside angiver, hvad der venter smagsløgene?

Heller ikke i Porto er de i stand til at fremstille chokolade eller gøre hjemmesiden indbydende.

Så kører det bedre for Lissabon-firmaet 'Verdens bedste chokoladekage', der i det mindste har farverne på plads. Og markedsføringen, der har skaffet dem kunder i bl.a. Australien og Østrig. Men selve produktet smager som en underbagt honningkage.

Prøv hellere café-kæden Landaus chokoladekage, der kan smages to steder i byen, nemlig her.

... eller gå i et hvilket som helst af byens supermarkeder og køb (schweisisk) Lindt til 1/2 pris af den danske. Den, der kaldes kogechokolade og sælges i kvarte kilo ad gangen, kan måle sig med Peter Beiers basisvare.

Lopper

Nej, ikke dem fra Feira do Ladra, men den ulækre slags.

Når fuglene begynder at bygge reder om foråret, kravler lopperne, der har overvintret oppe i de gamle reder, tilbage på de nye indflyttere og giver sig til at yngle. Og når de bliver trætte af smagen af fugl, kaster de sig ud fra højderne og lander på mig og andre byvandrere.

Der er heldigvis tale om fuglelopper, så de bliver ikke hængende i tøjet så længe. Men lopperne ved jo ikke, at de ikke kan lide menneskeblod, så de plejer lige at tage en smagsprøve, før de hopper videre.

Ud på efteråret går lopperne i hi. Men omkring slutningen af oktober plejer Lissabon at blive ramt af en kort sensommer, og så tager lopperne lige en omgang mere. Et loppebid kløer i en dags tid og efterlader et lille, rødt mærke. De plejer at sidde nede omkring strømperne.

Hvis man føler sig gennemgnavet under et besøg i Lissabon, skyldes det mao. ikke dårlig hygiejne blandt de lokale sporvognsbrugere eller mangelfuld støvsugning på hotelværelset, men snarere de forlystelsessyge blodsugere oppe i byens træer og tagrender.

Økomarked

På pladsen Principe Real, der ligger på toppen af en bakke i udkanten af Bairro Alto, afholdes hver lørdag ml. 9-13 et økologisk grøntsagsmarked.

Der er ikke tale om et overflødighedshorn af provencalske dimensioner, og udvalget begrænser sig til frugt og grønt, men varerne er i orden og billige. Æblesæsonen er p.t. ved at være overstået, men hvis Claus Meyer tror, at Lilleø leverer den bedste frugt, tager han fejl. Her er også kål i alle afskygninger, salater i uoverskuelige mængder samt krydderurter, der ellers kan være svære at finde i frisk udgave hos byens mere hverdagsagtige grønthandlere og supermarkeder.

Valnødderne er fra Algarve + enorme, mandlerne stammer fra Alentejo og er aldrig harske, fignerne koster ikke otte kroner stykket (som i Nordre Frihavnsgade), men otte kroner per kilo, spidskål kan de også finde ud af. Og salattypernes antal er som sagt uendeligt. Sammensæt selv en papirspose med 1/2 kilo sprøde blade for en dansk tier.

Man møder navnlig madglade turister på markedet, idet området ned ad bakke i retning af floden er befængt med private indkvarteringsmuligheder. Og der er både legeplads og cafeer på pladsen.

James Bond i Cascais

Dele af James Bond-filmen 'On Her Majesty's Secret Service' (1969) er filmet i Cascais vest for Lissabon. I nedenstående youtube-klip ser man den næsten syv meter høje George Lazenby redde kvinden, som senere (spoiler:) gør ham til enkemand. Der er også klip fra byens luksushotel, Palacio, hvor en del af scenerne er optaget. Sidst i klippet går James Bond og hans kommende brud på jagt efter bryllupsring hos en juvelerer, der den dag i dag ligger på Rossio-pladsen. Det hele skal forestille at foregå på Cote d'Azur ...

Under anden verdenskrig tiltrak hotel Palacio og det tilknyttede kasino efterretningsfolk fra både Tyskland og de allierede. Lissabon var den eneste havneby, der forblev åben under krigen, og over hundrede tusinde europæiske jøder flygtede herfra og videre til USA.

Det var på kasinoet i Cascais, at Ian Fleming i 1941 fik inspirationen til sine James Bond-romaner.



Lissabon bruges ofte som kulisse, når instruktører og skuespillere ikke orker at rejse om på den anden side af kloden for at finde pittoresk forfald. Blandt andre kendte film, der er optaget i Lissabon, finder man:

Åndernes hus (Bille August)
The Russian House (m/Sean Connery)
The Boys from Brazil (kan ses her p.t.)
The Ninth Gate (Polanski m/Johnny Depp)

Hill management

Lissabon breder sig som nævnt andetsteds over syv høje, men oven på disse høje er anbragt et yderligere antal bakker og stigninger, og på disse finder man som regel en afsluttende sti eller trappe, der fører op i de allerøverste luftlag. Man møder sjældent indfødte på vej op ad de stejleste skråninger - og det skyldes, at lokalbefolkningen kender smutvejene. En lisboet går gerne omveje på halve og hele kilometer mellem punkterne A og B, hvis fugleflugtsruten involverer bjergbestigning.

Hvis man fx skal fra Rossio til Bairro Alto, bør man ignorere bykortets misvisende layout og slentre i en stor bue op gennem Rua Garret, over Carmoes-pladsen og derefter ind i de kringlede gader nord for Calçada do Combro. Alternativet består af en næsten lodret opstigning ad stejle gader via Praça Alegria eller ad trappen Calçado do Duque, der fører frem (men navnlig op) til São Roque-kirken. Glem det.

Når man står i bunden af byen og skal op til slottet, der på kortet ser ud til at ligge få hundrede meter fra Praça Figueira, bør man gøre som stort set alle andre og følge linje 28's noget mindre udmattende rute. Man kan selvfølgelig også bare springe ombord på sporvognen eller tage en taxa - men det er snyd, synes blogejerens bror, der har udtænkt begrebet i blogpostens overskrift.

Cais do Sodré

Når barerne i Bairro Alto lukker omkring klokken 02:00, begiver de festglade indfødte sig ned ad bakke til Cais do Sodré for at drikke og danse videre. Det meste af året finder festen sted ude på gaden, og kun på en regnvejrshverdag i januar kan der virke lidt tomt i området.

Tidligere var gaderne omkring Igreja de São Paulo (den lokale kirke) tilholdssted for sømænd og mænd i det hele taget, og der ligger stadig et par natklubber med lokkende navne som fx 'Oslo' og 'Copenhagen'. Men i dag er der noget for enhver smag, især den støjende.

Beboerne i området er ikke vilde med udviklingen, hvorimod man oppe i Bairro Alto formentlig er lettede over, at andre bydele også er begyndt at lægge gader til hurlumhejet.

Jeg har selv tilbragt en hel nat i gaden på billedet sammen med en meget energisk gymnasieklasse fra København, og der var ikke optræk til ballade på noget tidspunkt, sådan som man ellers kender det fra Strøget, Jomfru Ane Gade m.v. Måske skyldes det, at de indfødte slagsbrødre i gennemsnit måler 150 cm i højden og helst slås med folk på deres egen størrelse.

Mercado da Ribeira

I 2014 åbnede det største af de centrale markeder i Lissabon efter en større renovering. Bag det strømlinede projekt står bl.a. Time Out, og som man kan se på fotoet er markedshallen renskuret og gentrificeret og ligner noget, som IKEA kunne have udtænkt. Men der er ikke noget galt med maden. Den centrale hal rummer cirka 500 siddepladser og har omkring 30 forskellige stande, der serverer østers, sushi, burgere, kager og vin. Priserne henvender sig mest til turister, mens de lokale smutter ned i sidegaderne og spiser i mindre mondæne omgivelser.

Markedet ligger lige midt i gå-i-byen-området Cais do Sodré og er overrendt af festaber fra midnat og frem til grønt- og fiskehandlerne i bygningens randområder åbner omkring solopgang.

Fado

Hvorfor skal det absolut være så traurigt og selvhøjtideligt?

Nå, her er et klip med en yngre fado-sanger v/navn António Zambujo, der godt kan smile lidt en gang imellem.



Hvis man vil vide mere om fado, kan man besøge denne danske blog, der beskæftiger sig med portugisisk kultur, ikke mindst portvin og fado.

Mad med udsigt

Der er et begrænset antal elegante restauranter i Lissabon, og kun de færreste har så god udsigt som Restaurante Tágide, der ligger i sydenden af Chiado.

Det var oprindeligt udsigten, jeg ville vise...

Tagide er et oplagt sted at tage hen, hvis man lige er blevet gift og skal imponere svigerforældrene, men egentlig kræves der ikke nogen anledning. Priserne er ikke urimelige (her er link til menukortet) - og i den tilknyttede tapasbar i underetagen er de direkte rimelige.

Jardim das Amoreiras

Jardim das Amoreiras er en skyggefuld have nord for Rato med café og legeplads. Fra bakkerne nord for byen kommer vand sivende gennem akvædukten på fotografiet og ender i et overdækket reservoir i pladsens ene hjørne, der i dag er indrettet som museum.

På sommeraftener er der tit live musik nær cafeen, der serverer udmærkede sandwich og kager. Der er også gratis wi-fi.

Rato (hvor rotterne mødes)

Alle veje fører til Rato.

Rato ligger højt og fik sit navn i forbindelse med jordskælvet og oversvømmelsen i 1755, der lagde byen i ruiner. Da flodbølgerne væltede ind over Lissabon, flygtede byens rotter fra de lavere dele af byen og samledes til fagligt møde på dette sted. I dag er pladsen præget af gennemkørende trafik, men niveauforskellene i terrænet er udnyttet fremragende, så man fra de fleste vinkler kun har udsigt til beskedne mængder af byens racerkørere. 

Hvis man om aftenen står for enden af Rua Alexandre Herculano, kan man være heldig at se verdens flotteste fuldmåne gå ned over det lyserøde Treenigheds-kloster i pladsens vestlige ende.

Et par hundrede meter nord for rundkørslen ligger Jardim das Amoreiras, hvor man kan se og røre ved byens halvgamle akvædukter. I sydvestlig retning finder man Jardim de Estrela, der er fuld af gummitræer og papegøjer. Og mod øst går det ned ad bakke mod paradegaden Avenida de Liberdade.