Som man kan se på fotografiet, minder Prazeres mest af alt om en by for de døde - med små huse, brostensbelagte gader, rendestene og fortov. Inde i husene, der som regel har familiens navn over døren, er kisterne med de døde anbragt på hylder fra gulv til loft. Nede i kælderen står flere kister.
Der går sjældent mere end 48 timer, fra en portugiser dør, til vedkommendes lig er på plads i familiemausolæet. Hastværket skyldes selvfølgelig frygten for forrådnelse og stank. Da min portugisiske svigermor døde for et par år siden, foregik det således:
Damen døde på et hospital en fredag formiddag. Allerede to timer efter afhentede bedemanden liget og kørte det i køleskab. I mellemtiden blev familie og venner orienteret. Samme aften blev kisten med liget anbragt i et kapel i afdødes lokale kirke, hvor familien vågede over den. I aftenens løb kom folk forbi og kondolerede, og ved midnatstid gik familie og nærmeste venner hjem og spiste natmad.
Lørdag formiddag fandt næste del af bisættelsen sted: To hundrede mennesker dukkede op i kapellet, lyttede til præsten snakke og skiftedes derpå til at gå hen og lægge blomster ved kisten.
Ved 12-tiden blev kisten båret ud i den ventende rustvogn og de mange blomster anbragt i en varevogn. Så kørte bedemanden afsted mod familiens gravsted i Figueira da Foz, en badeby 200 kilometer nord for Lissabon. Køreturen dertil skulle naturligvis foregå i anstændigt lavt tempo, så begravelsesgæsterne og vi andre havde tid til en længere frokost, før vi kørte nordpå.
Klokken 17 var alle gæsterne igen samlet, denne gang foran mausolæet på kirkegården i Figueira da Foz, hvor solen bagte ned (det var i juni). Døren til gravmælet blev åbnet, og kisten blev bakset op på en hylde, som kirkegårdspersonalet havde ryddet til lejligheden (ved at stille en ældre kiste ned i mausolæets rummelige kælder. Dernede befinder sig fem eller seks generationers kister i mange lag). Så gik familien ind og lagde flere blomster på kisten samt hilste på de andre døde familiemedlemmer i stueetagen. Derefter sagde en lokal præst nogle ord, hvorpå døren til mausolæet blev lukket, og de sidste tårer tørret bort. Blomsterne fra kirken i Lissabon blev anbragt foran indgangen til gravstedet.
Ved 18-tiden kørte vi hen til familiens sommerhus uden for byen og drak gravøl i haven sammen med de af gæsterne, der ikke skulle retur til Lissabon. På det tidspunkt var der gået halvandet døgn, siden den gamle dame døde.
Det opskruede tempo gør det svært for alle at nå frem til kirke og bisættelse i tide, så på ugedagen for dødsfaldet afholder familien en ny messe i begravelseskirken, hvor folk, der måske befandt sig i udlandet på dødsdagen, kan komme og kondolere. Samme slags reserve-messe afholdes 4 uger efter og igen på årsdagen for dødsfaldet - og mindst én repræsentant for familien forventes at være til stede ved disse ekstra-bisættelser. Man kan endda betale præsten for at nævne den dødes navn i sin prædiken hvert år på dødsdagen i de følgende ti, tyve eller tredive år. Jeg ved ikke, hvad den slags arrangementer koster eller gør godt for, men for nogle katolikker er det sikkert pengene værd ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar