Santa Justa-elevatoren

... er stærkt overvurderet. Der er altid kø nede i Rua do Ouro, og jeg synes ikke, det er ventetiden værd. Og med mindre man har et viva viagem-kort, er prisen for de 2 minutters opstigning desuden helt ublu (5€ sidst jeg kiggede).

Santa Justa-elevatoren med ruinerne
af Carmo-kirken i baggrunden.

Følg hellere den nybyggede promenade 'Terraços do Carmo', der starter nede i Rua Garrett (i gården omme bag Nespresso-butikken) og fører op til Carmo-klosteret og indgangen til Santa Justa-tårnets udsigtsplatform. Den sidste del af tårnet kan bestiges (via vindeltrappe) for 1,5€. Ikke for folk med højdeskræk.

Ud og sejle

Hvis man på en varm dag trænger til at blive blæst igennem, kan man tage en af færgerne over Tejo-floden til Almada. Der er flere ruter at vælge imellem, og man kan bruge sit bus/metrokort på dem alle.

Den korteste tur går fra Cais do Sodré-stationen i downtown Lissabon til havnebyen Cacilhas og varer knap et kvarter. Færgerne bruges af pendlere fra Setubal-halvøen syd for Lissabon og sejler cirka hvert tiende minut på hverdage (hvert tyvende i weekenden). Der er ikke så forfærdeligt meget at lave i Cacilhas, andet end at spise på en af byens mange fiskerestauranter, men udsigten til Lissabons skyline er meget smuk, især omkring solnedgang.

Hvis man er frisk på en lille spadseretur, kan man slentre langs bolværket ned til restauranten Atira-te ao Rio, der serverer mad & drinks til rimelige priser. Men undlad at hoppe i vandet (selv om sandstranden neden for restauranten ser indbydende ud): Der ligger en del faldefærdig industri på denne side af floden, så vandkvaliteten er ikke i top.

Nedenstående kort kan forstørres og viser restaurantens beliggenhed (1 på kortet).

Mine yndlingsmuseer

Der er helt ufatteligt mange museer i Lissabon. For mange, vil nogen mene. Hvem gider for eksempel at kigge på tørrede planter og frø fra kolonierne? (Fornærmede naturfagslærere bedes anvende kommentarfeltet forneden.) Her kommer links til nogle af mine foretrukne steder. 

Kunst:

Berardo-museet
i Belém 

Gulbenkian-samlingen

Nationalmuseets ældre
samling

Det Orientalske
Museum

Arkæologi:

Carmo-klosterets
arkæologiske samling

Det arkæologisk Museum
i Belém

Diverse: 

Oceanariet

Naturhistorisk Museum

Lissabons bymuseum

Vandmuseet

(Listen udbygges løbende)

Studietur

Hvis man trykker på ordet 'studietur' ovre i bloggens højre spalte (under Etiketter), dukker en række artikler op med indhold, som skoleklasser kan have glæde af. Her kommer nogle stikord:

Til læreren
En tryg og overskuelig hovedstad med gode museer og arkitektur i bevægelse. Kirker, slotte, katedraler og to tusind års kulturhistorie. Gammel kolonimagt og tidligere diktatur møder moderne demokrati. En charmerende og nysgerrig befolkning, billig indkvartering i centrum, velfungerende offentlig transport – og middelhavsklima.

Til eleverne
Livligt natteliv, imødekommende lokal ungdom, shopping for enhver pengepung. Palmer, papegøjer og parker overalt. Labyrintiske gader med billige restauranter og cafeer på hvert hjørne. Byhaver og bæredygtighed. Fodbold, gademusikanter, sporvogne og sandstrande.

Hvad med det praktiske?
TAP/SAS flyver direkte fra København til Lissabon hele året. Norwegian flyver mellem marts og oktober. Der kører metro fra lufthavn til centrum. Midt i Lissabon ligger masser af turistklassehoteller og moderne hostels. Et tre-retters aftensmåltid på restaurant (inkl. drikkevarer) kan klares for 15€. En capucchino eller lille fadøl koster 1€. Taxakørsel er grinagtigt billig.

Hvorfor fortæller du os alt det?
Fordi jeg kan gøre jeres studietur til Lissabon sjov, indholdsrig & tryg. Jeg bor permanent hernede og har siden 2012 tilrettelagt studieture for danske skoleklasser. Før afrejsen kan jeg hjælpe jeres klasse med anbefalinger, kontakter, reservationer, tilrettelæggelse af temaforløb m.v. Under opholdet kan I bruge mig som guide og praktisk gris. Tidligere har jeg fungeret som censor ved efterfølgende AT-eksaminer.

Kontakt
I er meget velkomne til at sende mig en e-mail for at høre mere. Jeg er jævnligt i Danmark (dog mest i København) og mødes gerne til en uforpligtende snak. Ellers på Skype.

Vh/Søren Markers
E-mail: soren.markers (snabel-a) gmail.com
Tlf: (+351) 966 254 731

De dødes by

Cemitério dos Prazeres er Lissabons største gravplads. Den blev ligesom mange af Europas andre berømte kirkegårde (Assistens Kirkegård i København, Père-Lachaise i Paris m.fl.) anlagt omkring 1800, dengang byerne begyndte at vokse, og epidemier var almindelige.

Som man kan se på fotografiet, minder Prazeres mest af alt om en by for de døde - med små huse, brostensbelagte gader, rendestene og fortov. Inde i husene, der som regel har familiens navn over døren, er kisterne med de døde anbragt på hylder fra gulv til loft. Nede i kælderen står flere kister.

Der går sjældent mere end 48 timer, fra en portugiser dør, til vedkommendes lig er på plads i familiemausolæet. Hastværket skyldes selvfølgelig frygten for forrådnelse og stank. Da min portugisiske svigermor døde for et par år siden, foregik det således:

Damen døde på et hospital en fredag formiddag. Allerede to timer efter afhentede bedemanden liget og kørte det i køleskab. I mellemtiden blev familie og venner orienteret. Samme aften blev kisten med liget anbragt i et kapel i afdødes lokale kirke, hvor familien vågede over den. I aftenens løb kom folk forbi og kondolerede, og ved midnatstid gik familie og nærmeste venner hjem og spiste natmad.

Lørdag formiddag fandt næste del af bisættelsen sted: To hundrede mennesker dukkede op i kapellet, lyttede til præsten snakke og skiftedes derpå til at gå hen og lægge blomster ved kisten.
Ved 12-tiden blev kisten båret ud i den ventende rustvogn og de mange blomster anbragt i en varevogn. Så kørte bedemanden afsted mod familiens gravsted i Figueira da Foz, en badeby 200 kilometer nord for Lissabon. Køreturen dertil skulle naturligvis foregå i anstændigt lavt tempo, så begravelsesgæsterne og vi andre havde tid til en længere frokost, før vi kørte nordpå.

Klokken 17 var alle gæsterne igen samlet, denne gang foran mausolæet på kirkegården i Figueira da Foz, hvor solen bagte ned (det var i juni). Døren til gravmælet blev åbnet, og kisten blev bakset op på en hylde, som kirkegårdspersonalet havde ryddet til lejligheden (ved at stille en ældre kiste ned i mausolæets rummelige kælder. Dernede befinder sig fem eller seks generationers kister i mange lag). Så gik familien ind og lagde flere blomster på kisten samt hilste på de andre døde familiemedlemmer i stueetagen. Derefter sagde en lokal præst nogle ord, hvorpå døren til mausolæet blev lukket, og de sidste tårer tørret bort.  Blomsterne fra kirken i Lissabon blev anbragt foran indgangen til gravstedet.

Ved 18-tiden kørte vi hen til familiens sommerhus uden for byen og drak gravøl i haven sammen med de af gæsterne, der ikke skulle retur til Lissabon. På det tidspunkt var der gået halvandet døgn, siden den gamle dame døde.

Det opskruede tempo gør det svært for alle at nå frem til kirke og bisættelse i tide, så på ugedagen for dødsfaldet afholder familien en ny messe i begravelseskirken, hvor folk, der måske befandt sig i udlandet på dødsdagen, kan komme og kondolere. Samme slags reserve-messe afholdes 4 uger efter og igen på årsdagen for dødsfaldet - og mindst én repræsentant for familien forventes at være til stede ved disse ekstra-bisættelser. Man kan endda betale præsten for at nævne den dødes navn i sin prædiken hvert år på dødsdagen i de følgende ti, tyve eller tredive år. Jeg ved ikke, hvad den slags arrangementer koster eller gør godt for, men for nogle katolikker er det sikkert pengene værd ...

Som i gamle dage

Rua Possidonia i 1800-tallet.

Rua Possidonia i går.

Når man bladrer i gamle bøger om Lissabon, kan man konstatere, at byen ikke har ændret sig meget i de sidste 200 år. Der er selvfølgelig skudt mange rædsler op i de dyre dele af byen, men mange gader ser ud, som de altid har gjort.

En sådan gade er Rua Possidonia - en herlig hverdagsgade uden en eneste seværdighed (og uden en eneste turist). Fra toppen af gaden kan man enten bestige trappen til venstre, der fører op til Necessidades-parken, eller dreje mod højre og besøge Lissabons største kirkegård, Cemitério dos Prazeres. Man kan også bare gå en tur i gaden, titte ind i de smalle baggårde, hvor børn og katte leger, og slutte med byens billigste kaffe (0,5€) på en af gadens forfaldne cafeer. Sporvogn 28 har sin endestation ved kirkegårdens hovedindgang.

Rua Possidonia ligger klemt inde mellem Necessidades-parken
og Prazeres-kirkegården i den vestlige del af byen.

Kaffetræer & orkideer

Oppe nord for kæmperundkørslen Marques de Pombal ligger den langstrakte Parque Eduardo VII. Herfra har man en flot udsigt ned over Avenida Liberdade og Baixa med floden som baggrund. Selve parken er ikke særlig spændende, men er bare et grønt bælte, der adskiller downtown fra de nordlige forretningskvarter. Der ligger dog én seværdighed i området, som hverken turister eller de lokale ænser.

Estufa Fria ligger fem minutters gang fra rundkørslen Marques de Pombal,
hvor Avenida Liberdade slutter.

Estufa Fria (hvilket betyder 'koldt drivhus') er endnu en af Lissabons botaniske haver. Her vokser kaffetræer, bananpalmer, orkideer, kaktusser (jeg nægter at skrive 'kakti') og andre eksotiske vækster fra Portugals gamle kolonier. En del af anlægget er dækket af sammenflettede bambusrør, der lader planterne ånde om sommeren og holder på jordvarmen om vinteren. Der anvendes mao. ikke kunstig opvarmning, ligesom der også kun vandes i begrænset omfang.

Det koster 3€ at komme ind (studerende m.v. halv pris), og parken er åben alle dage 10-19 (vinter 9-17), på nær juleaften, nytårsdag og 1. maj.

Til de modebevidste

Som nævnt i en anden blogpost ligger de fleste af luksustøjbutikkerne på paradegaden Avenida Liberdade. Gaden er markeret med røde hustage på nedenstående kort.

Her er en kort beskrivelse af de øvrige shoppingområder på kortet:

I Chiado finder man mainstream-butikker og kæder så som H&M, FootLocker og Zara, men også Hermès, Marc Jacobs og diverse portugisiske designere.

I Baixa sælges mest traditionelt portugisisk tøj samt sko, sko, sko. Der ligger dog også et par butikker til de unge, fx Carhartt.

Bairro Alto er præget af små butikker med alternativt design. Ingen internationale kæder i sigte.

Principe Real (navnlig Rua Dom Pedro V) har portugisisk designertøj til det voksne og selvbevidste segment.

Santos er et relativt turistfrit område med små tøj- og møbelbutikker samt second-hand.

São Bento dækker over en enkelt gade - Rua São Bento - der har specialiseret sig i antikviteter. Læs mere her.

Castilho (faktisk kun Rua Castilho) er en lille enklave af tøjbutikker, der lever af turisterne fra de nærliggende hoteller (Hilton; Four Seasons; Ritz). Tøjet er mest til kvinder.

Områderne oppe i højre hjørne af kortet ligger uden for alfarvej og har ikke den store interesse for turister. [Update: Jeg tog fejl]

Den mest målrettede - og kedeligste - måde at gå på tøjindkøb er at tage i et af Lissabons mange stormagasiner. De ligger lidt uden for centrum og har alle de kendte mærker. Jeg plejer at gå i Corte Inglês, der minder om Illum/Magasin og har et godt supermarked med en fantastisk skinke-afdeling. Det mellemstore shoppingcenter Amoreiras er også okay. Endelig er der giga-centeret Colombo, som ligger i Expo og har alt, undtagen charme.

Indkøbscenteret Amoreiras ligger en stejl gåtur opad
fra Avenida Liberdade (nederste højre hjørne).

Sommer i november

Den 11. november er mortensaften i Danmark. Samme helgen hedder São Martinho i Portugal, og han har lagt navn til den 'indian summer', der rammer Lissabon stort set hvert år i starten af november. Verão de São Martinho kaldes fænomenet.

Mens jeg skriver dette, står der for eksempel to næsten nøgne mænd nede på gaden og er i færd med at spænde et surfbræt på taget af deres bil. De har taget shorts på og skal til stranden, selv om det er midt i november.

Så vidt jeg forstår, har det underlige novembervejr
noget med anticykloner og Azorerne at gøre ...

Under alle omstændigheder tror jeg, jeg dropper andesteg og rødkål i aften. Måske skulle man hellere lave ratatouille og finde en flaske rosé frem ...

Shopping på parade

Avenida Liberdade er Lissabons svar på Champs-Elysées. Det er en af de mest trafikerede gader i byen, men alligevel virker den nærmest intim. Det skyldes de mange gamle træer, de smukke springvand, fortovsbelægningen og alle cafeerne.

På hver side af den sekssporede racerbane, hvor taxaer og busser kører dødskørsel, løber et grønt bælte med gamle platantræer, velholdte plæner, fortovscafeer og bænke. I bygningerne på begge sider af gaden har alle de store tøjmærker butikker. Husene på østsiden er smukkest og ældst (og huser traditionelle tøjmærker som Armani, Gucci og Louis Vuitton), mens bygningerne overfor er nyere og rummer femstjernede hoteller og yngre tøjmærker som Hugo Boss og danske Cos. Men der er også blevet plads til mere jordnære butikker som fx Mango og Gant og Lacoste.

Prada er rykket ind i et af de gamle palæer (nr. 206) på Avenida Liberdade.
De fleste af husene på denne side af gaden blev opført mellem 1870 og 1920.

Vandhuller er der nok af på strækningen, både quiosque'r med borde udendørs og traditionelle cafeer. Undgå så vidt muligt restauranterne på Avenida Liberdade, da de stort set alle serverer international & ligegyldig mad og mest appellerer til forretningsmænd eller amerikanske turister. Gå hellere ned i en af sidegaderne/parallelgaderne og find noget lokalt.

Avenida Liberdade starter i Baixa og løber nordpå til kæmperundkørslen Marques de Pombal, hvor de fleste turister formentlig vender om. Men der er også meget at se oppe i den ende af byen. Mere om det i en anden blogpost.

Grøn korridor til cyklister

Cyklister har det ikke nemt i Lissabon. Trafikken og det kuperede terræn gør cykling besværlig og farlig. Det eneste sted, jeg orker (eller tør) cykle, er langs med Tejo-floden. Fra Expo-området i nordøst til Belém i byens vestlige udkant løber en udmærket cykelsti, som dog kan være noget overbefolket i dagtimerne.

Men for nylig er der åbnet en rute for de lidt mere eventyrlystne. Det ville være en overdrivelse at kalde ruten smuk, for den skærer sig igennem både industrikvarterer og indfaldsveje, men den fungerer og er sikker. Undervejs passerer man flere topografiske højdepunkter med flot udsigt til blandt andet Lissabons akvædukt, den røde bro og byens skyline.

'Den grønne korridor', som cykelruten kaldes, er godt 5 km lang.
Den starter for enden af Parque Eduado VII (th. i billede),
og slutter for foden af Monsanto-parken.

Fra centrum går det hovedsagligt ned ad bakke hele vejen, indtil man når Monsanto-parken, et meget stort naturreservat i Lissabons nordvestlige udkant. Her begynder det til gengæld at blive noget ujævnt. Man bør tage et kort over området med (og noget at drikke), for skiltningen og udbuddet af cafeer i naturreservatet er mangelfuld.

Den bedste vej retur fra Monsanto går via Ajuda, gennem Belém og videre østpå langs Tejo-floden. Hele turen kan klares på et par timer, hvis man er i lige så fantastisk dårlig form som mig.

Meget moderne kunst

Trænger man til en dosis moderne kultur oven på Beléms gotiske kirker og munkeklostre, bør man styre mod Berardo-samlingen i samme bydel. Museet har til huse i CCB (Centro Cultural de Belém), der oprindeligt blev bygget til at huse det portugisiske formandsskab for EU (1992).

I dag rummer kulturcenteret restauranter, konferencefaciliteter, små butikker og en fin koncertsal - samt byens bedste moderne museum (hvis man spørger mig). Samlingen tilhører rigmanden José Manuel Rodrigues Berardo (f.1944) og er nu på ottende år udlånt til den portugisiske stat.

Berardo-samlingen er blandt verdens halvtreds mest besøgte museer.
 Louvre er altid nummer 1; Louisiana er p.t. nummer 92.
Se listen her.

Den permanente samling dækker hele det tyvende århundrede og rummer alt fra surrealisme (Salvador Dali, Picasso m.fl.) til pop art (Warhol, Lichtenstein m.fl.) - samt to danske indslag: Asger Jorn og Richard Mortensen. Desuden arrangerer museet skiftende tema-udstillinger i kælderen med splinterny kunst, som regel provokerende installationer eller tissemandstegninger. Børn elsker det.

Berardo-museet har åbent hele året rundt, og det koster intet at komme ind (Update: Fra maj 2017 er det begyndt at koste 5€ at komme ind. Pensionister etc. får rabat). Hvis man ankommer som større gruppe, vil museet gerne vide det i forvejen. Læs mere om det praktiske her.

Lissabons layout

Dette oversigtskort er ikke beregnet på detail-skattejagt, men skal give indtryk af de dele af byen, der har turistens interesse.

Den røde pil midt i billedet peger på paradegaden Avenida de Liberdade, Lissabons centrale shoppinggade med alle de store modemærker og en del 5-stjernede hoteller. Læs om gaden her.

De blå, gule, grønne og røde streger angiver byens fire metrolinjer.

Nederst på kortet ses 25. april-broen (den røde, der ligner broen i San Francisco), og i øverste højre hjørne befinder sig den eneste anden bro over Tejo-floden i miles omkreds. Den fører direkte ud på landet (læs om en udflugt til den portugisiske savanne her).

Øverst og nogenlunde midt på kortet finder man lufthavnen, der ligger i magelig taxa-afstand fra centrum. Læs om transport ved ankomst her.

Det store grønne område i byens vestlige område er et naturreservat kaldet Monsanto, der er gennemskåret af cykelstier (tykke dæk anbefales). I 2015 blev en cykel/gangsti mellem centrum og naturreservatet indviet. Den kan man læse mere om her.

Syd for Monsanto ligger Belém, som i dén grad er turistegnet. Læs mere her.

Endelig finder man i bunden af kortet havnebyen Almada, der ikke hører til Lissabon. Det var her, man i gamle dage tørrede torsk. I dag handler det mest om skaldyrsrestauranter. Der går masser af færger over floden. Læs mere her.

Belém-tårnet

Fra luften kan man se, at Belém-tårnet
har form som de opdagelsesrejsendes karaveller.

Belém-tårnet er Lissabons vartegn og ligger ved Tejo-flodens bred, ti minutters gang fra Jeronimus-klosteret. Tårnet blev bygget som en del af Lissabons forsvarsværker mod Atlanterhavet og stod færdigt omkring 1520. Langt op i det 19. århundrede skød man med skarpt fra tårnet, som det ses på nedenstående maleri fra den portugisiske arvefølgekrig (1828-34).

Ubekendt maler: Slaget om Tejo (1831)

Det koster 6€ at komme indenfor (rabat for skoleklasser og pensionister), men de penge bør man spare, for der er et evigt rend af turister i bygningen, som gør det svært at komme i det rette middelalderhumør. Tag hellere en soppetur i Tejo-floden, før I trasker retur til Jeronimus-klosteret eller Berardo-museet.

Jeronimuskloster + kirke

Jeronimusklosteret i bydelen Belém er konstrueret i den såkaldt 'manuelinske' stil - en slags portugisisk gotik, som er opkaldt efter kong Manuel I. Det var ham, der i 1501 satte byggeriet i gang og forærede klosteret til Jeronimus-munkeordenen. Som modydelse skulle munkene bede for kongefamilien og de portugisiske opdagelsesrejsende. Det blev de ved med frem til 1833, hvor klosteret blev nedlagt. 

Det er navnlig loftet i Maria-kirken, der imponerer.
Jeg får altid associationer til Hogwarts (Harry Potters skole),
når jeg kigger op i de spindelvævsagtige hvælvinger. 

I dag er dele af klosteret (entré) optaget af et arkæologisk museum (separat indgang og entré), mens Maria-kirken er åben for alle. Her ligger Portugals største helte, søspejderen Vasco da Gama og nationaldigteren Luís de Camões begravet.

Klosteret og den tilknyttede kirke tiltrækker enorme mængder turister hele året rundt, men ankommer man før klokken 10 om morgenen, er der god plads. Husk solbriller! Man risikerer nemlig at blive sneblind af al den kridhvide marmor i området.

Belém

Byen Belem er efterhånden vokset sammen med resten af Lissabon. Herude ligger tre af Lissabons vigtigste seværdigheder, som man kan læse om ved at følge disse links:

Jeronimusklosteret med den tilknyttede Maria-kirke
Belém-tårnet
Berardo-museet

Man kommer hertil med sporvogn nr. 15E (moderne vogne), der kører fra Praça da Figueira inde i bykernen, passerer Praça do Comercio og fortsætter vestpå langs Tejo-floden. Turen tager godt tyve minutter.

I Belem (der er det portugisiske navn for Betlehem) finder man desuden en botanisk have, præsidentens palads, et hestevognsmuseum, et arkæologisk museum, Monumentet for de opdagelsesrejsende, Søfartsmuseet og kæmpekonditoriet Fábrica dos Pastéis de Belém med de berømte Pasteis de Belém.

Monumentet for de opdagelsesrejsende blev tegnet i 1939 og rejst i 1960.
Monstrøsiteten er hverken rejsen eller en omvej værd,
men lyset og floden og cementklumpens stramme linjer
indbyder til eksperimenterende fotografering.