Estrela & Campo de Ourique

Gummitræ i Jardim de Estrela

Fortsætter man fra Largo do Rato og op ad Avenida Alvares Cabral, kommer man efter få minutter til Jardim da Estrela, som i de fleste andre lande ville kvalificere som en fantastisk botanisk have. (Læs om Lissabons autoriserede botaniske have her.) Her er gummitræer, bananpalmer, platantræer, kaktus og figentræer – og til overflod to cafeer samt en meget stor legeplads med klatrestativer, som kunne være designet af Tarzan. Midt i parken ligger en kiosk på størrelse med et kosteskab, der fungerer som bibliotek – udvalget af lekture er mildest talt begrænset. Den første weekend i hver måned er der desuden loppemarked i parken. Og hele året spankulerer en familie af påfugle rundt blandt parkens gæster med næbbene i sky.

Området Estrela er lidt finere på det end det nærliggende Rato, blandt andet fordi parlamentet og premiereministerens bolig ligger i området. Men det gør ikke stedet kedeligt eller underforsynet med billige restauranter og cafeer. I Calçada da Estrela, som fører lodret ned ad bakke og ind mod centrum, ligger et par udmærkede hverdagsrestauranter (for eksempel O Lavrador), hvor to personer kan dele en nygrillet kylling med salat og pomfritter samt drikkevarer for omkring ti euro. 

Brug også gerne et par minutter i Basilica da Estrela, som er en af Lissabons fashionable bryllups- og begravelseskirker, og hvis to tårne kan ses på lang afstand. Hvis man er i Lissabon i december, bør man fyre to euro af på at få adgang til det af kirkens kapeller, som rummer verdens formentlig største krybbespil – en grotesk ophobning af udskårne figurer fra Det Nye Testamente i teatralsk belysning. Spørg den tilsynsførende nonne, om hun ved, hvad myrraskær (myrrh på engelsk) er - så vil hun lyse op i et helligt smil og remse sin indlærte lektie af. Børn kommer gratis ind (og ud). 

Fra Basilica da Estrela kan man følge sporvognslinje 28’s rute op ad Rua Domingos Sequeira, der fører ind i bydelen Campo de Ourique. Selv om man her kun befinder sig knap to kilometer fra byens geografiske centrum, er der nærmest landsbystemning herude. At sammenligne området med Chelsea i London er nok lidt misvisende, men bydelen emmer ligesom den fancy London-bydel af en vis skødesløst chic charme. Husene er lavere end inde i centrum, trafikken mindre tung, og de gamle mænd og kvinder mere velklædte. I de seneste år er området blevet in hos de unge, hvilket kan aflæses på den udskiftning, der har fundet sted i udvalget af butikker. I stedet for de uendelige mængder af småbutikker med polyesternattøj og vvs-artikler finder man her fikse designerbutikker, der sælger håndlavet chokolade, enkeltmarksolivenolie og rigtige croissanter (ikke at forveksle med den portugisiske type, som er lavet på grisefedt og invertsukker og kan mætte en familie). Bydelen blev i 2012 af Time Out Lisbons læsere stemt ind som det område i Lissabon, hvor flest mennesker gerne vil bo.

Markedet i Campo de Ourique er åbent på 
hverdage. 

Lørdag er der loppemarked

Campo de Ourique har også et af byens bedste indendørs markeder (under delvis renovation i februar 2013), og lige ved siden af ligger en af byens grimmeste kirker, Santo Condestável, som er bygget i moderne gotik og stammer fra Salazar-tiden. Kirkepladsens vigtigste funktion er at være parkeringsplads for de handlendes varevogne – en glimrende udnyttelse af et overflødigt bymæssigt tomrum.

Men området er ikke kammet helt over i yuppificering. Der er stadig plads til både billige hverdagsrestauranter, støvede tobaksforretninger og enorme skobutikker med billigt og ensartet udvalg af ortopædisk korrekt fodtøj til bydelens tilbageværende modeignorante pensionister. En lille omvej værd er det at besøge den lille butik Loja do Saco på højre side af Rua do Sol ao Rato, som kun og udelukkende og suverænt sælger poser - til enhver lejlighed.

Et sidste stop i området kunne passende være det undselige udskænkningssted uden navn, som ligger i krydset Rua 4 de Infantaria og Rua Campo de Ourique. Der er tale om en såkaldt tasca, af hvilke der efterhånden kun er en håndfuld tilbage i Lissabon. For blot en generation siden ville man kunne finde den slags tasca’er i alle nabolag, ja, formentlig i hver karré i byen. De tilbyder én eneste ting: billig vin. Regn ikke med at få udleveret et vinkort – man banker bare sin mønt i disken og beder om branco eller tinto. Ikke et sted at hænge ud i timevis.

Tomás Taveiras skønhedsåbenbaring

Når man kort efter slingrer ud i solen med begyndende hovedpine, kan man slå et smut ned for enden af Rua Ferreira Borges. Her slutter byen, forekommer det. I hvert fald løber der en stærkt trafikeret vej på tværs, som ikke inviterer til krydsning, og på den anden side ligger en mark. Horisonten præges af det kombinerede kontorbyggeri og indkøbscenter Amoreiras, bygget af arkitekten Tomás Taveira (født 1938), som er gerningsmanden bag en lang række skandaløst hæslige nybyggerier rundt omkring i Lissabon. Indtil 2003 fungerede han som professor på det tekniske universitet i Lissabon, og i de sidste par generationer har han tyranniseret sine omgivelser med rædsler som fx det sociale boligbyggeri ”Zona J”, der er portugisiske filminstruktørers foretrukne baggrundskulisse for bandeopgør og narkorelaterede voldsscener. Tilhængere af Taveiras stil mener, at hans farveglade bygninger udstråler humoristisk sans. Men smag og behag er forskellig, også når det gælder humor. De fleste folk i Lissabon er efterhånden godt trætte af Taveiras lyserøde vitser.