Botanisk Have & Principe Real

YouTube-film af en af Lissabons rullende elevatorer.

Med "Elevador da Gloria" kan man komme fra Baixa og op til Bairro Alto på et halvt minut. Til fods tager opstigningen formentlig et kvarters tid, hvis man er i gennemsnitligt dårlig form.

Indtil for nogle år siden var det navnlig i aften- og nattetimerne, at der var liv i kvarteret – måske også lige lovlig meget liv, hvis man spurgte de fastboende. Men gennem de sidste 3-4 år er flere og flere specialforretninger åbnet, navnlig i Rua Dom Pedro V, Rua Escola Politecnica og de små sidegader, der løber ned i retning af floden. Så nu har Lissabon fået endnu en bydel at shoppe i.

På strækningen mellem Miradouro de Sao Pedro de Alcantara (endestationen for ”Elevador da Gloria”) og Principe Real ligger et mylder af mindre tøjbutikker med eget design, især på venstre side af gaden. Udefra ser butikkerne beskedne ud, men de strækker sig ganske langt ind bagved. Tidligere var mange af dem antikforretninger, men nu sælges her overvejende tøj. Ingen af dem er billige efter portugisiske forhold, men der afholdes et omfattende udsalg i januar. 

Hvis man har brug for et indslag af selvironisk kitsch oven på al den meget mode, kan man tage en drink i Pavilão Chinês, som skjuler sig bag en bordeauxfarvet facade i Rua Dom Pedro V nummer 89. Barens snørklede og dunkle lokaler rummer verdens formentligt største samling af dukker, actionmænd og andet støvet legetøj, opstillet i glasmontrer og ophængt under loftet. Der er også mulighed for at spille billard. Stedet er åbent til langt ud på natten.

Pavilão Chinês - hyggeligst om vinteren.

På den modsatte side af Rua Dom Pedro V skinner solen altid, og her ligger både restauranter og cafeer, sidstnævnte dog godt gemt af vejen. En af de hyggeligste hedder LostIn og har en overdækket terrasse med fantastisk udsigt ned over centrum og over til slottet. Maden og indretningen er multi-kulti. Lidt længere nede ad gaden gemmer sig endnu en café. Man skal igennem butikken Fabrico Infinito, der sælger arkitektur- og designbøger, for at finde den skyggefulde gårdhave med klatretræ til børn. Slagnummeret her er de allestedsnærværende pasteis nata, som laves på stedet og altid er lune, når man bestiller dem. En bica med en pastel nata koster 2,50 euro.

Principe Real-pladsen med downtown i øverste højre hjørne. 
Bemærk den fine parkering nederst i billedet.

Den centrale plads i området hedder Principe Real og er et luftigt sted at opholde sig på en hed sommerdag. Der er hele tre udskænkningssteder at vælge imellem: to kiosker i hver ende af pladsen samt den mere velforsynede café midt i alt det grønne, nær legepladsen. Cafeen er dyrere end de mere primitive kiosker, men har til gengæld toilet.
Principe Real-pladsen er omgivet af flere interessante huse, fx Palaceto dos Anjos på den sydøstlige side og Ribeiro da Cunha-paladset. Sidstnævnte dyrker den mauriske stil (Lissabon var på muslimske hænder i fra det ottende til det tolvte århundrede). Fra pladsens vestlige hjørne har man en en smuk udsigt over mod Basilica Estrela, og på klare dage kan man se 25. april-broen, hvis man kigger ned ad den stejle Rua do Jasmim. Inde midt på pladsen står et mærkeligt træ, som grundet sin mærkelige form gør alle forsøg på at fotografere det mærkelige. Der er tale om et cirka hundrede år gammelt cedertræ, som var lige ved at blive fældet for nogle år siden, da et af byrådets kloge hoveder fandt på, at der skulle bygges en parkeringskælder under pladsen. Heldigvis gjorde lokalbefolkningen oprør, og træet overlevede. Men det skranter, forlyder det, så måske er det snart sidste udkald, hvis man vil se Europas måske mærkeligste træ.

Fortsætter man ned ad Rua Politecnica i retning af Rato, kommer man snart til Lissabons Botaniske Have, som er fyldt med sære gevækster. Indgangen flytter sig lidt frem og tilbage i disse år på grund af renoveringsarbejde i gaden, men hold øje med en promenade på højre side med 25 meter høje palmer. Halvtreds meter inde sidder en parkbetjent i et lille skur og tager imod de halvanden euro, det koster at komme ind. Vinteråbent 9-18, om sommeren 9-20 (og lukket mellem jul og nytår). Børn under 6 har gratis adgang.

Haven føles mærkeligt menneskeforladt på de fleste tidspunkter af året. Og det kan undre, for her er virkelig skønt på alle årstider, ikke kun forår og sommer. At vandre rundt i en urskov med sine juleindkøb midt i december kan være en surrealistisk oplevelse. Efteråret er også et godt tidspunkt at besøge haven, og hvis man er heldig, kan man finde store grankogler på jorden – af den slags der koster hundrede kroner i blomsterbutikker derhjemme – som kan bruges til juledekoration. Der må naturligvis ikke plukkes noget som helst i haven.

Der er ingen cafeer i den botaniske have, men man kan godt snige en take-away-kaffe og en kage med ind fra en af de mange barer over for hovedindgangen. Til gengæld ligger der et glimrende og meget rent toilet ovre ved sommerfugleburet bagest i haven.

Estrela & Campo de Ourique

Gummitræ i Jardim de Estrela

Fortsætter man fra Largo do Rato og op ad Avenida Alvares Cabral, kommer man efter få minutter til Jardim da Estrela, som i de fleste andre lande ville kvalificere som en fantastisk botanisk have. (Læs om Lissabons autoriserede botaniske have her.) Her er gummitræer, bananpalmer, platantræer, kaktus og figentræer – og til overflod to cafeer samt en meget stor legeplads med klatrestativer, som kunne være designet af Tarzan. Midt i parken ligger en kiosk på størrelse med et kosteskab, der fungerer som bibliotek – udvalget af lekture er mildest talt begrænset. Den første weekend i hver måned er der desuden loppemarked i parken. Og hele året spankulerer en familie af påfugle rundt blandt parkens gæster med næbbene i sky.

Området Estrela er lidt finere på det end det nærliggende Rato, blandt andet fordi parlamentet og premiereministerens bolig ligger i området. Men det gør ikke stedet kedeligt eller underforsynet med billige restauranter og cafeer. I Calçada da Estrela, som fører lodret ned ad bakke og ind mod centrum, ligger et par udmærkede hverdagsrestauranter (for eksempel O Lavrador), hvor to personer kan dele en nygrillet kylling med salat og pomfritter samt drikkevarer for omkring ti euro. 

Brug også gerne et par minutter i Basilica da Estrela, som er en af Lissabons fashionable bryllups- og begravelseskirker, og hvis to tårne kan ses på lang afstand. Hvis man er i Lissabon i december, bør man fyre to euro af på at få adgang til det af kirkens kapeller, som rummer verdens formentlig største krybbespil – en grotesk ophobning af udskårne figurer fra Det Nye Testamente i teatralsk belysning. Spørg den tilsynsførende nonne, om hun ved, hvad myrraskær (myrrh på engelsk) er - så vil hun lyse op i et helligt smil og remse sin indlærte lektie af. Børn kommer gratis ind (og ud). 

Fra Basilica da Estrela kan man følge sporvognslinje 28’s rute op ad Rua Domingos Sequeira, der fører ind i bydelen Campo de Ourique. Selv om man her kun befinder sig knap to kilometer fra byens geografiske centrum, er der nærmest landsbystemning herude. At sammenligne området med Chelsea i London er nok lidt misvisende, men bydelen emmer ligesom den fancy London-bydel af en vis skødesløst chic charme. Husene er lavere end inde i centrum, trafikken mindre tung, og de gamle mænd og kvinder mere velklædte. I de seneste år er området blevet in hos de unge, hvilket kan aflæses på den udskiftning, der har fundet sted i udvalget af butikker. I stedet for de uendelige mængder af småbutikker med polyesternattøj og vvs-artikler finder man her fikse designerbutikker, der sælger håndlavet chokolade, enkeltmarksolivenolie og rigtige croissanter (ikke at forveksle med den portugisiske type, som er lavet på grisefedt og invertsukker og kan mætte en familie). Bydelen blev i 2012 af Time Out Lisbons læsere stemt ind som det område i Lissabon, hvor flest mennesker gerne vil bo.

Markedet i Campo de Ourique er åbent på 
hverdage. 

Lørdag er der loppemarked

Campo de Ourique har også et af byens bedste indendørs markeder (under delvis renovation i februar 2013), og lige ved siden af ligger en af byens grimmeste kirker, Santo Condestável, som er bygget i moderne gotik og stammer fra Salazar-tiden. Kirkepladsens vigtigste funktion er at være parkeringsplads for de handlendes varevogne – en glimrende udnyttelse af et overflødigt bymæssigt tomrum.

Men området er ikke kammet helt over i yuppificering. Der er stadig plads til både billige hverdagsrestauranter, støvede tobaksforretninger og enorme skobutikker med billigt og ensartet udvalg af ortopædisk korrekt fodtøj til bydelens tilbageværende modeignorante pensionister. En lille omvej værd er det at besøge den lille butik Loja do Saco på højre side af Rua do Sol ao Rato, som kun og udelukkende og suverænt sælger poser - til enhver lejlighed.

Et sidste stop i området kunne passende være det undselige udskænkningssted uden navn, som ligger i krydset Rua 4 de Infantaria og Rua Campo de Ourique. Der er tale om en såkaldt tasca, af hvilke der efterhånden kun er en håndfuld tilbage i Lissabon. For blot en generation siden ville man kunne finde den slags tasca’er i alle nabolag, ja, formentlig i hver karré i byen. De tilbyder én eneste ting: billig vin. Regn ikke med at få udleveret et vinkort – man banker bare sin mønt i disken og beder om branco eller tinto. Ikke et sted at hænge ud i timevis.

Tomás Taveiras skønhedsåbenbaring

Når man kort efter slingrer ud i solen med begyndende hovedpine, kan man slå et smut ned for enden af Rua Ferreira Borges. Her slutter byen, forekommer det. I hvert fald løber der en stærkt trafikeret vej på tværs, som ikke inviterer til krydsning, og på den anden side ligger en mark. Horisonten præges af det kombinerede kontorbyggeri og indkøbscenter Amoreiras, bygget af arkitekten Tomás Taveira (født 1938), som er gerningsmanden bag en lang række skandaløst hæslige nybyggerier rundt omkring i Lissabon. Indtil 2003 fungerede han som professor på det tekniske universitet i Lissabon, og i de sidste par generationer har han tyranniseret sine omgivelser med rædsler som fx det sociale boligbyggeri ”Zona J”, der er portugisiske filminstruktørers foretrukne baggrundskulisse for bandeopgør og narkorelaterede voldsscener. Tilhængere af Taveiras stil mener, at hans farveglade bygninger udstråler humoristisk sans. Men smag og behag er forskellig, også når det gælder humor. De fleste folk i Lissabon er efterhånden godt trætte af Taveiras lyserøde vitser.

Antikviteter og loppefund

Gamle gafler

Hvis man er på udkig efter en kirkebænk, en forgyldt helgen i naturlig størrelse eller måske en tronstol udskåret i udrydningstruede træsorter til bedstefar, er Rua de Sao Bento stedet at begive sig hen. Men her er også knap så antikke sager, blandt andet et par butikker, der specialiserer sig i moderne dansk/internationalt design fra 1950’erne. Hold øje med PH-kogler eller Børge Mogensen-gyngestole i vinduerne. I september holder gaden brandudsalg, hvor de fleste butikker er åbne 24 timer i træk.

Gaden løber fra trafikknudepunktet Rato i den vestlige udkant af centrum (omkring en kilometers gang fra Baixa) og er godt forsynet med små restauranter, cafeer og tesaloner. En af de hyggeligste – As Vicentinas – ligger for enden af gaden i nummer 700 og bestyres af et par ældre damer, som donerer dele af overskuddet til godgørende formål (sikkert noget med Jesus). Et hyggeligt sted at spise scones og tørre skoene, hvis man er blevet overrasket af en forårsbyge. Skråt overfor ligger butikken Alma Lusa, som sælger nyere portugisisk design, navnlig smykker og brugsgenstande. Blandt andet kan man finde smukke unikasmykker lavet af ældgamle kakler, som dykkere har hentet op fra et forlist skib. (Læs mere om kakler her)

Alma Lusa: portugisisk designet tøj, smykker og brugsgenstande

Brique a Braque de São Bento: antik tingeltangel

Camara dos Pares: møbler, især fra før 1900

Cinco 50 Zero: møbler og kunst (plakater) fra 1950’erne og frem

Janelas de São Bento: ting til hjemmet

Izu Interiors: moderne design

Luis Lopes: rigtige, støvede antikviteter, nogle flere hundrede år gamle.

Tempantigo: statuer og buster

Krisen i Portugal har i øvrigt betydet, at byens tidligere så indkøbsglade indbyggere er blevet tvunget til at sælge ud af den teknologi, som de ragede til sig under forbrugsfesten. Hvis man er på udkig efter mindre antikke antikviteter, for eksempel brugte digitalkameraer, mobiltelefoner, stereoanlæg og musikinstrumenter, bør man besøge Cash Converters i Rua Alexandre Herculano nr. 80, som er en slags moderne pantelåner. Selv om det kan virke en anelse herremandsagtigt at slæbe sit rov ud af butikken og forbi den indgang, hvor folk står i kø for at pantsætte sønnikes digitale trommesæt og den nyindkøbte køkkenmaskine. Stedet sælger også brugte cykler. Senest så jeg en spritny mountainbike med gear og lås til 40 euro – hvilket ellers er prisen for at leje en tilsvarende model i to dage. Der ligger en anden Cash Converters i Rua Pinheiro Chargas, nord for centrum.

I den modsatte ende af byen, i Alfama (nær sporvognslinje 28’s endestation) ligger byens loppemarked, Feira da Ladra. Markedet er åbent tirsdag og lørdag hele året rundt. Det er stedet at lede efter antikke (eller i et mindste brugte) bøger, litografier og tøj. Et Tintin-album på portugisisk koster en euro eller to. Her er både ægte antikvitetshandlere og sælgere af mere sigøjneragtigt tilsnit. Samt naturligvis billige spisesteder. Prøv for eksempel den lille kakao-bar i bygningen midt på pladsen, som også har et stort udvalg af cookies og den slags.

Hvis man er på jagt efter brugt tøj af høj klasse og til ingen penge, bør man besøge vintagebutikken A Outra Face da Lua, som har to butikker i byen. Den ene ligger i Rua da Assunção 22, midt i downtown, mens en nyere butik er åbnet i Avenida Almirante Reis, 94A, knap en kilometer fra centrum. (Restaurante Ramiro ligger i samme gade.) I begge butikker finder man velholdte Levis- eller Diesel-cowboybukser til under 20 euro samt skjorter, frakker, kjoler og sko i alle de kendte mærker. Endnu billigere er Humana – en velgørenhedsorganisation uden synlige tegn på religiøs tilknytning – som har hele to butikker i samme gade, i henholdsvis nummer 26 og 104. Hvad med en næsten ubrugt regnfrakke fra Burberry til 25 euro?

En drink med udsigt

Miradouro de São Pedro de Alcantara

Lad os bare blive oppe i de højere luftlag. Udsigtspunkter (miradouros) er der som sagt masser af i Lissabon. Og alle steder har bystyret indrettet eller udliciteret en quiosque, hvorfra der sælges et varierende udvalg af mad- og drikkevarer. Kaffe i alle udgaver. Små og store fadøl. Vin af hæderlig (men sjældent interessant) kvalitet. Sodavand og kildevand. Og også stærkere ting, hvis man har brug for noget til kaffen. Det er dog kun turister, der drikker portvin den slags steder. Eller meget forkølede, indfødte herrer af en vis alder.

Og så er der kagerne. Nogle kiosker får leveret deres bagværk fra nabolagets bagere, men som regel er der bare tale om industriprodukter, der ikke kan få pulsen op hos nogen, måske på nær meget sukkerglade børn. Hvis man er i Lissabon i vintermånederne, kan der dog være noget ganske særligt over at sætte sig i en solkrog med en bica og en pastel nata (en tarteletformet sukkerbombe med æg og kanel) fra den nærmeste quiosque og tænke over, hvor langt man ville komme for 1,50 euro på en københavnsk café.

Om sommeren sælges der naturligvis også is fra disse kiosker. Og der er ofte en lille legeplads eller løbegård i nærheden, hvor energiske børn kan hoppe sig trætte og forberede sig på en stillesiddende frokost.

Miradouros (udsigtspunkter)

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. Men ingen af disse byer har i samme grad som Lissabon udnyttet niveauforskellene i byens layout.

Selv i den værste højsæson er der ledige borde og venlige tjenere på byens utallige offentlige udsigtspunkter (miradouros). Og i alle retninger er der noget at se på: Øverst på den højeste af byens bakker knejser Lissabons middelalderslot. Nede i bunden af Lissabon-dalen glider Tejofloden af sted ud mod Atlanterhavet. I horisonten kan man skimte 25. april-broen (oprindeligt Salazar-broen), som ligner den røde bro i San Francisco til forveksling. På den anden side af floden troner Kristus-statuen, som blev bygget i 1959 i taknemmelighed over, at Portugal slap for at blive inddraget i anden verdenskrig. Og rundt omkring på byens mange skråninger ligger kridhvide kirker omkranset af pastelfarvede huse med vasketøj på altanerne og gammeldags tv-antenner på de røde tegltage. Nede i en af de stejle og krogede gader kryber en gul sporvogn langsomt op ad bakken. Fra restauranten på hjørnet af pladsen kommer duften af grillet blæksprutte eller kylling snigende. Er det allerede frokosttid? Eller kan man nå at snige en lille drink ned først? 

Hvor skal jeg bo (I)?

Det aner jeg virkelig ikke. Men der er overnatningsmuligheder nok i Lissabon. Både traditionelle turistklasse-hoteller, luksushoteller med swimmingpool, bed and breakfast-muligheder og private udlejningslejligheder. Hvis man vil vide noget om byens kvarterer, kan man læse videre her.

En af de populæreste former for overnatning i Lissabon er hostels. Og de henvender sig ikke kun til unge mennesker med beskedent søvnbehov eller rygsækrejsende spejdere. De sidste tre-fire år er Lissabons hostels blevet kåret som verdens bedste, både hvad angår beliggenhed, indretning, service og mad. Et af de mest populære hostels hedder Oasis Lisboa Backpackers’ Mansion og er indrettet i en ældre villa i centrum. Deres fiffige slogan lyder: Make Friends... Then Sleep With Them. Her kan man bo i sovesale til ingen penge, men man kan også booke dobbeltværelser med bad til blot 25 euro per person. Blandt faciliteterne er en gårdhave, en coktail-lounge, tre veludstyrede køkkener til fri afbenyttelse og masser af muligheder for at møde folk fra fremmede kulturer. Alle aldersgrupper, inklusiv børn, er velkomne, og ekstra opredninger er billige.

Et andet populært hostel med både sovesale og private værelser er The Independente, som ligger midt i Lissabons nyeste in-område nær Principe Real-pladsen. 

Også i centrum finder man Hostel Equity Point Lisbon, hvor der ofte bor danske gymnasieklasser. Billigt, centralt og værelser med udsigt. Se flere forslag nederst.

Hvis man er i Lissabon på en romantisk weekend eller bare foretrækker morgenmad på sengen, kan løsningen være B&B. Byen rummer flere hundrede af den slags steder, og der er noget for enhver pengepung. Overvejende er de dog markant billigere end almindelige hoteller, og servicen er langt mere personlig. Et rent ud sagt fremragende et af slagsen er Casa Costa do Castelo, som svæver på en bakketop klods op ad Lissabons gamle slot. Her kan man sidde på sin private terrasse og glo ud over byen og floden. Der er gårdhave med citrontræer, smagfulde og lyse værelser med sol fra morgen til aften. Priserne ligger på omkring 90 euro per nat for et dobbeltværelse.

Folk, der foretrækker at bo på hotel, må i højsæsonen være indstillet på at betale priser, der minder om dem, man kender fra andre europæiske hovedstæder. Hotel do Chiado, som ligger på en blæret adresse midt i Baixa (downtown), er et godt bud. På hotellets hjemmeside kan man være heldig at finde tilbud helt ned til 75 euro per person i dobbeltværelse uden for sæsonen. Hvis man vil have udsigt fra værelset, stiger prisen noget – men hotellet har en fantastisk tagterrasse med bar, så alle kan nyde udsigten over mod slottet. Flere hotel-forslag forneden.

Endelig er der masser af private udlejningsmuligheder i byen. Det er et godt alternativ til andre overnatningsformer, hvis man for eksempel er en familie på fire – eller en mindre gruppe venner – som gerne vil bo centralt og have eget køkken.

Hostels:
Lisbon Poets Hostel (Baixa/Chiado)
Lisbon Lounge Hostel (Baixa/Chiado)
Travellers House (Baixa/Chiado)
Alfama Patio Hostel (Alfama)
Lisbon Old Town Hostel (Bica)
Pensão Ninho das Águias (Castelo)

Bed & breakfast
Zuzabed (Rossio)
Baixa House (flere steder i byen)

Markante hoteller:
Bairro Alto Hotel (Bairro Alto)
As Janelas Verdes (Santos)
Hotel Britania (Liberdade)
Residencial Alegria (Liberdade)

Reklame:
Min kæreste udlejer denne fine lejlighed med plads til
2 voksne + 2 ikke alt for fede børn.
Den ligger midt i Principe Real-området.

Fra lufthavn til centrum

Taxaerne i Lissabon er som regel fra forrige århundrede og knirker faretruende i sammenføjningerne. De fleste taxachauffører er mænd i deres bedste alder, men man ser efterhånden også kvinder bag rattet. Fælles for dem alle er, at de kører som død og djævel. Fuld fart i inderbanen, farten op i rundkørslerne og videre på to hjul tværs over de brostensbelagte pladser.

Køreturen fra lufthavnen og ind til centrum varer cirka tyve minutter. Det kan i øvrigt være en fordel at have lokaliseret sit hotel på et bykort i forvejen. Så kan man bare vise det til chaufføren og pege. De fleste udlændinges forsøg på at udtale gadenavnene korrekt ender nemlig som regel i gråd og frustration. På skrift ligner portugisisk en blanding af spansk og italiensk, men udtalen er svær at få styr på. Jo længere et ord er, jo flere stavelser forsvinder i udtalen. Eller noget i den retning. Men ordet tak burde alle være i stand til at udtale: Det hedder obrigado, hvis man er af hankøn, og obrigada, hvis man er af hunkøn. Trykket lægges på næstsidste stavelse.

Turen fra lufthavnen til centrum kræver et skift på Alameda (rød/grøn linje).

Metroen er som nævnt også en mulighed, hvis man vil billigst muligt ind til centrum. Intet kan sammenlignes med den tilfredsstillelse, det giver at gennemtrawle en by på lige fod med de indfødte – hvad enten der er tale om New York, Helsinki eller Lissabon.

Stationen befinder sig i lufthavnens kælder, skilte viser vej. Man kan købe billetter i maskiner (kontanter eller kreditkort) eller ved en skranke. Køreturen koster halvanden euro, og dertil kommer 0,50 euro for selve den fysiske billet, som kan genanvendes og påfyldes nye ture. Alle stationer er bemandede, og personalet kan godt regne ud, hvad du vil, når du står og fumler med småpenge foran billetautomaten. Bare sig navnet (eller peg) på den station, du vil hen til – så klarer de billetkøbet for dig. Et obrigado/-a vil være på sin plads. 

Rutenettet er meget overskueligt, og lufthavnen er endestationen på den røde linje, så alle tog fører ind mod centrum. Der skal dog skiftes til den grønne linje undervejs, hvis man vil helt ned til downtown. Men fat mod, stationerne er velholdte og har højt til loftet. Og selv i myldretiden er der god plads. Og der skal nok blive tid til taxakørsel senere.

Ankomst til lufthavnen

Det begynder allerede i lufthavnen: Mens man står og venter på sin bagage ved transportbåndet, kommer en lille vogn trillende ud og ind mellem de rejsende. Den sælger kaffe og kage og koldt vand. Og der er straks kø ved vognen. For portugisere elsker at proppe ting i munden. Stemningen i lufthavnen er sydlandsk og eksotisk, da Lissabon er hub for flere af de flyselskaber, der beflyver Sydamerika og Afrika. Som nordeuropæisk turist føler man sig bleg og malplaceret blandt grupperne af farvestrålende brasilianske turister og de store, højtråbende familier fra Portugals tidligere kolonier i Afrika, Mozambique og Angola. En hurtig bica (det portugisiske ord for espresso) fra kaffebaren kurerer dog nemt den uoplagthed, man som lowcost-rejsende ofte ankommer med på grund af de tidlige morgenafgange. Men i Portugal er det stadig formiddag: Husk at stille uret en time tilbage.

Lufthavnen ligger omkring seks kilometer fra Lissabons centrum. Taxaturen koster omkring ti euro. Overlad pirattaxaerne uden for ankomsthallen til de mindre velforberedte turister og tag i stedet rulletrappen ovenpå ligesom de lokale. Uden for afgangshallen er der masser af ledige taxaer og hverken kø eller svindlere. Chaufførerne taler som regel engelsk til husbehov og er altid høflige og nysgerrige efter at vide, hvor man kommer fra. Hvis man har mere end håndbagage, bør man lade chaufføren smide kufferten om i bagagerummet. Det tjener han halvanden euro ekstra på.

Man kan også tage metroen fra lufthavnen og ind til byen. Den er billig og velfungerende, men kan virke grusomt støjende, hvis man har vænnet sig til den spøgelsesagtige københavnske version. En enkeltbillet til centrum koster knap to euro.

Anthony Bourdain i Lissabon

Anthony Bordain er en amerikansk kok, som for nogle år siden lagde knivene på hylden og skrev en bog om sin tid i branchen. Siden fik han sit eget tv-program, hvor han rejser rundt i hele verden og spiser og drikker og svovler og bander. Der er masser af klip fra serien på YouTube. Her er hans besøg i Lissabon:

Restauranten Ramiro, hvor Bourdain i ovenstående klip knokler sig igennem et større opbud af skaldyr, er siden tv-programmet blevet så overrendt, at man må stå i kø i halve og hele timer for at få bord. Det gider kun turister. De lokale går bare 30 meter længere ned eller op ad gaden; i begge retninger ligger lignende steder.

Aldi overalt

På hjemmesiden PortugalNyt kan danskere bosiddende i Portugal dele deres erfaringer med andre skandinaver. Her er en lille triumferende notits fra 2012:

Dansk remoulade i Aldi - igen!
Fra den 2. november 2012 sælges der igen dansk remoulade i Aldi i Portugal. 
I samme uge vil man også kunne finde ristede løg og syltede agurker i skiver i Aldi-butikkerne i Portugal.

Flybilletter til Lissabon

Tænk, hvad man kunne slippe af sted med i gamle dage. 

Indtil 2012 var TAP det eneste flyselskab, der fløj direkte fra København til Lissabon. 

Dengang kostede det mindst 2.000 danske dask at flyve retur.

Men så åbnede EasyJet en rute med tre afgange om ugen. Det kostede cirka 30 € hver vej.
Desværre blev ruten nedlagt i 2013.

Derpå kom Norwegian på banen. Men de flyver kun mellem marts og oktober.

Heldigvis har TAP indset, at noget må gøres. Så de har sænket prisen på udvalgte afgange t/r Kbh. Nu koster det fra 75 € for en enkeltrejse (med bagage).

Der findes selvfølgelig alle mulige løsninger med mellemlandinger. SAS, Iberia, Brussels Airlines, Air Berlin, KLM, Lufthansa m.fl. kan godt fragte folk fra Cph til Lis og omvendt. Men det indebærer ventetid et uspecificeret sted i Europa. München er en af de få lufthavne, hvor jeg godt kan holde ud at tilbringe et par timer. Charles de Gaulle (Paris) og Schiphol (Amsterdam) - nej tak.

Links om Lissabon

Her er en stribe links til hjemmesider og blogs, som beskæftiger sig med Lissabon.

Lisbon Lux - godt overblik; en anelse holdningsløst
Go Lisbon - som ovenstående, men med alternativer
In Love with Lisbon - længelevende blog, til tider skamløs i sin krukkethed
Salt of Portugal - velskrevet blog om Portugal og især om Lissabon
Time Out Lissabon - på portugisisk
Spotted by Locals - anbefalingerne er lidt hit-and-miss, men viljen er god
Lonely Planet - ajourføres løbende

Her bor jeg

Bydelen hedder Estrela og har intet med kartoffelchips at gøre. 

Her er et mere detaljeret kort over Lissabon, hvor man kan zoome.
Og her er et interaktivt kort over byen.