mandag den 22. august 2016

Sejl til stranden

Den gamle færge mellem Belem og Trafaria
har plads til ca. 16 biler og hundredvis af cykler.
Den billigste og sjoveste sejltur i Lissabon starter i Belém og krydser over til havnebyen Trafaria på modsatte side af Tejo-floden. Turen varer knap 20 minutter, og undervejs på både ud- og hjemvej gør færgen holdt i Porto Brandão, et mikroskopisk fiskerleje lidt vest for 25. aprilbroen.

Fra Trafaria er der knap 5 kilometer til de lange sandstrande ved Costa de Caparica, og turen kan tilbagelægges med cykel (nul bakker) eller bus fra Trafaria. Listige lokale billister bruger også færgen, når de vil hjem fra Costa de Caparica om eftermiddagen og ønsker at undgå bilkøerne ved broen.

1 person: 1,15 €
1 bil: 2,70 € (alle passagerer på nær chaufføren skal dog købe billet)
cykler: gratis

Ovre i Trafaria er der ikke så fandens meget andet at lave end at spise og drikke på en af de mange restauranter ved havnen og på det lille torv syd for havnen. På torvet ligger et lille marked, der ofte har levende ål.

I Porto Brandão er der nul butikker og kun et par ret primitive restauranter. Alligevel anbefaler jeg, at man hopper af færgen og bruger en time i byen, der har en smuk udsigt til Lissabon. Men husk at være nede i havnen, når den sidste færge afgår (cirka 21.30) - ellers er der langt hjem.

Her er link til sejlplanen, der viser afgange fra Belém, Trafaria og Porto Brandão på hhv. hverdage (dias úteis), lørdage (sabados) og søn/helligdage (domingos e feriados)

mandag den 7. marts 2016

Lissabons nye have

På skråningen mellem de to udsigtspunkter Miradouro da Senhora do Monte og Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen åbnede i sommeren 2015 en helt ny park. Den hedder Jardim da Cerca da Graça ('Haven tæt på Graça') og er endnu så ny, at de færreste har opdaget den. Fra haven har man udsigt ned over Mourarias tage og op til Slottet.

Jardim do Cerca de Graça har to indgange. Skiltningen er lidt mangelfuld p.t., men følg den snoede vej øverst i billedet eller tag trapperne ved Miradouro Sophia de Mello Breyner Andersen syd for parken.
De nyplantede træer er stadig små og uanseelige, men de skal nok vokse sig store og skyggefulde i løbet af et par år. Så vidt jeg kunne se ved mit seneste besøg, drejede det sig om pinjer, figentræer og citrontræer. Legepladsen er god, og quiosque'en i den nordlige ende meget billigere end cafeen oppe ved miradouro'en (espresso: 0,60€ / et glas vin: 1 €).

Bemærk i øvrigt den svungne gade øverst i luftfotoet. I den lille grønne cirkel ligger en byhave, hvor lokale beboere dyrker kål, squash og andet grønt. Det kan man læse mere om på denne blog, som handler om en dansk gymnasieklasses besøg hos de økologiske Lissabon-gartnere.

torsdag den 3. marts 2016

Juleindkøb

I en tidligere blogpost om shopping påstod jeg, at Avenida Guerra Junqueiro oppe i den nordlige ende af byen ikke har turistens interesse. Det var ikke helt korrekt. For ganske vist er der ingen seværdigheder, men gaden er typisk lissabonsk og fuld af butikker, cafeer og lokale. Et glimrende sted at gå på juleindkøb, hvis man er træt af at puffe rundt blandt turisterne inde i centrum.
Avenida Guerra Junqueiro ligger et par kilometer nord for centrum.
Tag metroen til Alameda. 
Zara, Mango, C&A, Benetton og andre internationale tøjkæder har filialer i gaden, men der er også små familiedrevne butikker med øko-grøntsager, legetøj, antikviteter og bøger. Oppe for enden bliver gaden til Praça Londres, og her fortsætter butiksstrøget. I weekenderne er der loppemarked på pladsen.

Pastelaria Mexicana i nr. 30 er et af Lissabons berømteste konditorier, men var i en årrække lukket pga. rod med regnskaberne. Nu har cafeen igen fået bevilling og er lige så elegant, som da den åbnede i 1960'erne. Lidt længere nede ad gaden ligger Café Guerra Junqueiro, der er mere hverdagsagtig og også har udendørs servering.
Mercado de Arroios kaldes 'Pentagon' af de lokale
pga. sit bryske ydre.
Besøger man området om formiddagen, er der ikke langt til et af byens bedste fødevaremarkeder, Mercado de Arroios (der p.t. er ved at blive renoveret, men åbner igen til påske). Det er et af de eneste markeder i Lissabon, hvor man kan købe vildt i jagtsæsonen, fx harer og fasaner. Dyrene plukkes/flåes på stedet. I området vrimler det med billige restauranter.